Mørkt og stille

[Tom Yaxley]

Tommy var ingen smidig mand, men han var en enkelt gang heldig og undgik den hurtigt kastede lammer, mere ved at skvatte end at dukke sig.

Han nåede til gengæld ikke at kaste sig efter Sinéad, men skiftede fokus til Keeran, som han kravlede hen til og forsøgte at vække med en ophævelse af forbandelsen.

[Keeran Appleton]

Keeran lod sig normalt ikke slå ud så nemt, men uheld skete og han var knapt bevidst om, hvad der havde ført til det, da han vågnede på gulvet. Øjenlågene sitrede lidt, før de gled op og afslørede et noget desorienteret blik.

Så kom alt tilbage og han satte sig brat op, lagde en hånd på Toms raske arm.

“Hvor er hun?”

[Tom Yaxley]

Toms vejrtrækning var stadig hastig og han var i komplet uorden. Han rystede på hovedet til Keerans spørgsmål.

"Hun tog din stav og transfererede sig, Keeran," svarede han panisk.

[Keeran Appleton]

Forholdet med Tom havde hele tiden været en tåbelig udfordren af skæbnen, men først i aften var det nået helt nye højder. For nu truede det ikke blot hans privatliv, men alt. Keeran bandede.

"Hvor kan hun være taget hen?" spurgte han, næsten hårdt.

[Tom Yaxley]

Tom rystede på hovedet, anede ikke hvad han skulle stille op, var tydeligvis i panik. "Ministeriet, sine forældre, hende den gyselige Abigail Bancroft," rablede han af sig.

"Jeg ved det ikke, Keeran. Hun kan være alle steder."

[Keeran Appleton]

Det var ikke det mest behjælpelige svar og Keeran knyttede hænderne i frustration. Tankerne kørte på højtryk, men fandt aldrig ro i en løsning eller et næste skridt i den retning.

“Hvorfor gjorde du det her?” udbrød han anklagende. “Hvad fuck er det, du har gang i her?”

[Tom Yaxley]

Tom var ikke klar til at vreden pludselig vendte sig mod ham. Han blinkede og stirrede lidt igen.

"Hun har truet mig. Hun er skingrende skør. Det ved du," forsvarede han sig. "Jeg vidste ikke hun havde flyttet det der syge bæst ind eller at hun kan sno sig ud at reb som om hun er dækket af olie. Hvad gør vi?"

[Keeran Appleton]

"Hun er auror, Tom. Ikke sekretær," vrissede Keeran kort for hovedet og trak fingrene igennem det mørke hår. Hånden fik lov at falde igen, før han så tilbage på Tom og slap en tung udånding. Så tog specialstyrketroldmanden over igen.

"Vi bliver nødt til at komme væk herfra. Fjerne alle spor, der kan bevise, at vi rent faktisk har været involverede." Måske den kunne spinnes til deres fordel. Understrege, hvor forstyrret Sinéad L. Yaxley i virkeligheden var.

[Sinéad L. Yaxley]

[Tom Yaxley]

Tom nikkede. Han var lige på randen til panik, men han fik halet sig selv tilbage fra det og løftede sin tryllestav. Nok var han ingen kriger, men han var heller ikke ringe til magi. På under et minut var alle spor af kampen forsvundet og Tom rakte sin dårlige arm frem mod Keeran med en anstrengt lyd.

"Lejligheden," konstaterede han. "Hold godt fast."

[Keeran Appleton]

Keeran var ikke begejstret for at overlade magien til den svækkede Tom, men han vidste også bedre end at række ud efter en anden mands stav og tog blot hans arm. Forsøgte at være nænsom, uden at risikere uheld. Og snart dukkede de op i lejligheden.

Et sted under kontrollen lurede panikken, men han gav den ikke plads nu. I stedet lagde han den frie hånd mod englænderens kind. "Lad mig se din arm," bad han, blødere nu.

[Tom Yaxley]

Toms hjerte slog hårdt, men de var midlertidigt i sikkerhed nu. Han sænkede tryllestavshånden og lod Keeran se på den anden arm.

Der var bidemærker og den var blodig. Det så ikke godt ud. Han bed selv tænderne sammen.

[Keeran Appleton]

Det var et rod. Både aftenen og Toms arm. Keeran bed sammen, mens han studerede den, og kæbemusklen spillede vredt under huden til morderiske tanker om Sinéad L. Yaxley. Langsomt vendte han blikket mod de lyse øjne igen.

"Vores eneste mulighed er at tage til Skt. Mungos. Hvis vi er de første, der går til myndighederne, kan vi fortælle, at hun angreb dig uprovokeret," foreslog han dæmpet, alvoren gennemsyrende hvert ord.

[Tom Yaxley]

Tom nikkede langsomt til fornuften i Keerans ord, selvom han mistænkte Sinéad L. Yaxley for også at handle hurtigt. Han trak vejret dybt og så ireren i øjnene.

"Men hvordan forklarer vi din stav? Eller hendes?" Han trak stumperne af den op fra lommen og så lidt håbløst på dem.

[Keeran Appleton]

Keeran tænkte i forvejen, så det knagede og det krævede alt af ham ikke at bide af Tom for at hive ham tilbage til nogle af de spørgsmål, han havde haft sværest ved. Han trak hænderne hårdt over ansigtet og gned skægstubbene ved sin kind.

"Hun angreb os og fik min stav, netop som vi fik kastet reb efter hende. Der mistede hun sin egen stav, som du knækkede, og transfererede sig væk derfra med min. Fordi hun havde forventet, at du ville være alene og være nemmere at overmande," foreslog han, som tankerne dukkede op.