Efter et år

[Dominique O'Callaghan]

Det var efterhånden tre måneder siden, at Dominique var kommet til Fønixengen. I al den tid havde hun boet skjult i Cals hus og havde først for nyligt fået muligheden for at komme udenfor. Han havde for længe siden spurgt, om hun havde lyst til at se Teddy Lupin igen, men dengang havde hun blankt afvist.

Nu var situationen dog en lidt anden, den lille bule ved maven ikke opsigtsvækkende, men synlig når hun gik med tætsiddende tøj. Lige nu var den dog helt væk, da hun sad inde på Cals kontor og kastede et blik rundt og ikke længere lignede Dominique Weasley. Eller Zoé van der Berg. I stedet tog hun form af en kvinde i slutningen af halvtredserne, enkelte grå stænk i det mørke hår.

Det havde krævet overtalelse overhovedet at forlade huset. De kunne begge være lige stædige, når det tog dem, men nu sad hun der altså og ventede på, at døren ville gå op. Ventede på, at hun skulle se en mand, hun ikke havde set i mere end et år.

[Teddy Lupin]

Det havde virket som en næsten umulig opgave, at komme i kontakt med Dominique. Hendes forsvindingsnummer havde været effektivt, og det var Teddy selvfølgelig taknemmelig for, men han havde tig at fortælle hende og vigtigst af alt, ville han gerne vide at hun var okay. Alt taget i betragtning.

Men endelig var det lykkedes at få arrangeret et møde.

Teddy trådte ind på den semi-tomme klub midt på dagen uden helt at vide, hvad han skulle forvente. Han fulgte de gange og trapper der ledte til Mr. O'Callaghans kontor, og meldte sin ankomst ved at banke på døren inden han trådte ind.

Han blinkede et par gange, og skulle til at undskylde forstyrrelsen da kvinden på kontoret ikke var hende han ledte efter. Men der var et eller andet... "Dom?"

[Dominique O'Callaghan]

Hjertet hamrede allerede, da der kom en lyd fra den anden side af døren og Dominique var på benene i løbet af få sekunder. Og så så hun ham. Som altid gav det et lille sug i maven. Men der var sket så meget siden. Så meget var forandret, inklusiv hende selv.

Hun havde levet et andet liv. Levede et helt tredje nu. Et, ulig noget andet, hun nogensinde havde prøvet før og med mere end bare sig selv at kæmpe for.

Alligevel føltes hendes mund tør, da han formede hendes kælenavn. Hun prøvede virkelig at lade være, med tanke på deres sidste møde, men hun var kun et menneske. Og i stedet for at svare med ord, strøg hun direkte hen og lagde armene om ham.

[Teddy Lupin]

Uanset hvilken magi hun skjulte sig bag, var det umuligt ikke at genkende hende, da hun lagde armene om ham. Og han var ikke sen til at gengælde omfavnelsen. Han havde virkelig været bekymret for hende, og frygtet de aldrig skulle ses igen. Vic havde ikke engang fået mulighed for at sige farvel til sin søster, og både Minous hjemme i lejligheden og staven i hans lomme blev ved med at minde Teddy om alt der var sket.

"Jeg troede ikke du nogensinde ville vende tilbage til England," erklærede han ærligt men med tydelig lettelse over at have taget fejl. "Jeg har din stav til dig. Og jeg kan komme med Minou, så snart du er klar."

[Dominique O'Callaghan]

Der havde været tidspunkter, hvor Dominique havde troet, at hun aldrig skulle se Teddy igen og tidspunkter, hvor hun havde troet, at hun aldrig havde lyst til at se Teddy igen. Nu de stod med armene om hinanden, kunne hun dog godt mærke, hvor meget hun havde taget fejl. Og hvor meget, hun havde savnet ham.

Alle ordene strømmede forbi hende, men hun registrerede dem knapt. I stedet strammede hun grebet om ham og stod bare dér. I hans arme.

[Teddy Lupin]

Han vidste ikkehvor længe hun havde været i England. Eller hvor hun havde været før. Han vidste heller ikke hvorfor hun var forklædt eller hvordan Mr. O'Callaghan var blandet ind i det hele. Og så var han egentlig heller ikke helt sikker på, om det var okay at de holdt sådan om hinanden, når han tænkte på, hvad der var sket i mellem dem den sidste gang de havde set hinanden, og hvordan Vic havde reagerede da hun fandt ud af det.

Men hvordan kunne han give slip? Hun var familie og han havde været bekymret. Han trykkede hende kun lidt tættere. Hun var ligeså meget en søster for ham, som for Vic og alt det andet der var sket var fortid. Ikke vigtigt. Han ville bare gerne vide, at hun var okay og han trykkede hende lidt tættere.

"Jeg er glad for, at du ville se mig Dom."

[Dominique O'Callaghan]

Teddy var helt klart ikke nogen bror for hende, så meget havde hun aldrig været i tvivl om. Men han var mere, end bare en ungdomsbetagelse og han duftede trygt og velkendt. Derfor slap hun ham heller ikke med det samme.

"Jeg var ikke sikker på, om du ville se mig," indrømmede hun ind mod hans skulder, selvom det havde været meget mere kompliceret end bare det.

[Teddy Lupin]

Hendes ord stak lidt, og han prøvede at søge hendes blik uden at give slip. "Selvfølgelig vil jeg se dig? Hvad i al verden fik dig til at tro andet?"

[Dominique O'Callaghan]

Dominique lod sig rykke nok væk til, at de ville kunne se hinanden og for første gang nogensinde, var det uden den kvalmende smerte ved visheden om, at han var sammen med hendes søster.

Der var da heller ikke skyggen af bebrejdelse i spørgsmålet, der var næsten lige så konstaterende, som den var spørgende.

"Du har sagt det til Vic. Ikke?"

[Teddy Lupin]

Teddy så ind i hendes øjne, og prøvede at bilde sig selv ind, at hun snakkede om alt det med flugten fra England. Men det var tydeligvis ikke hvad hun hentydede til. Og han havde lovet at holde det hemmeligt.

Endelig trak han sig ud af omfavnelsen. "Undskyld." Oprigtigheden i hans stemme var ikke til at tage fejl af. Men hun havde sat ham i et frygteligt dilemma, da hun havde fået ham til at love ikke at sige noget til Vic. Det var et løfte d begge burde have indset, at han ikke kunne holde.

[Dominique O'Callaghan]

Engang ville Dominique måske have betragtet det som et tillidsbrud, men nu stod hun på den anden side af et kaosforløb, hvor hun havde måtte affinde sig med alt lige fra, at hun aldrig ville se sin familie igen, til at hun aldrig ville se dagens lys. Hun trak på den ene skulder.

"Jeg er ikke sur på dig," konstaterede hun roligt og tøvede kun lidt, før hun hævede en hånd og lagde den mod hans kind. Det blev dog aldrig mere end et blidt kærtegn, fordi:

"Er I okay?"

[Teddy Lupin]

Det var nemmere at distancere sig til den aften, når Dominique ikke lignede sig selv. Men hånden mod hans kind var alligevel noget andet, og det var svært ikke at huske hun havde kysset ham. Og ikke som en søster kysser en bror.

"Vi er okay," blev han derfor nødt til at svare. Selvom det måske ikke var helt sandt. Lige siden han havde fortalt Victoire Weasley om hvad der var sket, havde hun virket en smule fjern. Og Teddy vidste ikke hvad han skulle gøre. Lige nu ville han dog helst ikke tænke for meget på det.

"Men dig, Dom... Er du okay? Hvor længe har du været i England?"

[Dominique O'Callaghan]

Dominique troede ikke for alvor, at det var okay. Hun kendte sin søster og vidste, hvordan hun kunne være, men hun borede ikke i det og accepterede blot svaret med et lille nik. Hånden faldt igen.

"Jeg er okay," bekræftede hun i stedet for at beskæftige sig med det andet spørgsmål. "Jeg er i sikkerhed."

[Teddy Lupin]

Teddy betragtede Dominique i hendes forklædning, og overvejede hvor meget den sikkerhed var værd, hvis hun ingen frihed havde. Men han satte ikke ord på det. Ikke nu, i hvert fald.

I stedet trak han staven han havde lånt frem fra lommen, og rakte den til hende. "Du er endnu mere sikker med den her. Jeg er ked af, jeg ikke har kunnet give dig den tilbage før nu."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique kunne ikke læse tanker og lige dér var det nok meget heldigt. Hun havde nemlig selv haft samme tanker. Havde været ved at gå til af frustration over, at hun ikke kunne komme ud i den friske luft. Men nu havde hun adgang til haven og det alene gjorde hele forskellen.

"Det skal du ikke være. Jeg havde en anden," svarede hun. Men den lå i Wales nu. Hvis ikke huset var blevet tømt, som det sikkert nok var. Men den havde uanset ikke rigtigt lystret hende og det havde været mere sikkert at bruge den.

Det var dog en helt anden følelse at tage sin egen stav i hånden igen og hun tog en indånding ved den varme, næsten elektriske følelse, den gav fra sig, da den atter fandt sin ejers fingre. Blikket fandt tilbage til ham.

"Og Minou? Er hun okay?"