Efter et år

[Cillian O'Callaghan]

Cal kunne ikke på nogen måde se, hvad der gjorde, at de begge havde været nødt til at forlade kontoret og den følelse vedblev ved Teddys ord. Det gnistrede ganske flygtigt i de lyse øjne, men ellers afslørede ansigtet ikke noget andet end ro, som han nikkede og slog inviterende ud med en hånd.

Naturligvis i retning af kontoret. Hvor de lige var kommet fra.

[Dominique O'Callaghan]

Selvom hun ikke så direkte på ham, var Dominique ikke et sekund i tvivl om, hvad Cal mente om det hele. Men hun lod sig ikke påvirke af det, da hun fulgte selskabet tilbage til kontoret.

Denne gang tog hun ikke plads på skrivebordet, men skridtede i stedet hen til en af stolene og sank ned at sidde på den.

[Teddy Lupin]

Teddy tog ikke plads i en stol, men blev i stedet stående. Og da døren var lukket bag dem, ventede han ikke med at fremlægge sagen.

"Jeg har tænkt mig at tage med til retssagen." Startede han med at forklare, uden at vide præcist hvor meget Mr. O'Callaghan overhovedet var indblandet i det hele. Men som Dominique sagde, havde klubejeren en vis indflydelse og hvis hun stolede på ham, gjorde Teddy det også.

"Men som et medlem af højmagiratet, så jeg måske kan hjælpe med at influere udfaldet. Kan du hjælpe?"

[Cillian O'Callaghan]

Cal tog naturligt plads i sin stol bag skrivebordet og lænede sig tilbage i den. Albuerne hvilede på armlænene og fingerspidserne lå mod hinanden, som han betragtede bartenderen. Han svarede da heller ikke helt med det samme, men lænede sig frem, fandt en cigaret og tændte den. Han tog et drag og lænede sig tilbage igen. Brynene trak sig lidt sammen, som han fugtede læberne og svarede. Nærmest henkastet.

"Hvordan har du tænkt dig at sikre, at det aldrig bliver opdaget, Mr. Lupin?"

[Dominique O'Callaghan]

Det var så typisk en Teddy-udmelding, at Dominique ikke kunne holde sine mundvige fra at sitre. En tåbelig plan, men med rigelig både gåpåmod og stædighed bag den.

Blikket hvilede på ham, måske et øjeblik for længe, før hun rettede det tilbage mod Cal, der havde fundet tilbage på sin plads. Og der var ingen tvivl om, at han hørte hjemme der, selvom gensynet efterlod hende med en fornemmelse i maven, der ikke kun var underlig.

[Teddy Lupin]

Endelig satte Teddy sig også. Mest for at være høflig. Men han sad næsten helt ude på kanten, og lignede en der kunne finde på at rejse sig når som helst igen.

"Flere af dem kommer her, ikke? Vi må kunne snakke med nogen og finde ud af, hvem der skal med. Måske kan vi endda holde dem hen her under høringen? Og med en god hukommelsesbesværgelse bagefter. Bare for de få timer. Der er ikke nogen der kommer til skade eller noget, og vi behøver bare at finde en af dem, som vi ved er på Bancrofts side fra starten." Det lød nemmere sagt end gjort. Det vidste han godt. Men det krævede nok en vis optimisme, hvis det skulle lykkedes. Det var de færresteplaner der lod sig gøre overhovedet, hvis man tog en nej-hat på fra starten.

[Cillian O'Callaghan]

Cal betragtede Teddy, mens han talte, ansigtsudtrykket komplet ulæseligt. Grundlæggende stolede han ikke på bartenderen i så vigtig en sag, var kun modvilligt gået med til at lade Dominique mødes med ham og han delte ikke tilnærmelsesvis noget af entusiasmen.

Han fugtede læberne, så tavst på den anden mand, som var i færd med at fremlægge en plan, der risikerede Kimærens omdømme og derudover antog, at han uden tøven ville tilbyde sin hjælp. Den slags antagelser fik et faretruende glimt frem i de lyse øjne. De var endnu arbejdsgiver og ansat og ingen andre end ham, besluttede, hvad der foregik på Kimæren.

"Mr. Lupin," svarede han, autoriteten tydelig i stemmen, selvom den ikke var hævet. Han tog et drag af cigaretten og lænede sig lidt frem. "Hvor længe har du arbejdet på denne plan?" spurgte han, halvt retorisk. "Du foreslår en handling, som ikke blot er risikofyldt, men som grundlæggende vil have en meget begrænset effekt."

En enkelt stemme i magiratet var ikke dér, slaget skulle stå. Men han havde naturligvis også selv brugt måneder på at sætte sig ind i sagen, kendte alle, der sad i rådet og vidste meget om en del af dem. Alt det havde han undersøgt, før han overhovedet var gået til Sylvester Buchanan. Som han stolede en god del mere på end denne unge idealist.

"Ydermere vil det, skulle det nogensinde komme frem i lyset, ikke både sende dig selv, men også Miss Weasley direkte i Azkaban. Jeg behøver næppe sige, at det går imod det overordnede mål om en lovmæssigt bindende afgørelse i sagen."

[Dominique O'Callaghan]

Ideen havde allerede lydt mere end optimistisk, da Teddy havde nævnt strøtanken for ham. Men Dominique vidste godt, at hun ikke for alvor kunne nægte ham noget. Nu betragtede hun derfor manden, der sagtens kunne.

Problemet var bare, at det slet ikke føltes så godt, som det burde. Der var ikke den lille triumferende lyd af hvad sagde jeg i hendes indre. Tværtimod mærkede hun en trang til at beskytte ham røre på sig og hun flyttede sig rastløst i stolen med den.

Men hun sagde intet, rejste sig ikke.

[Teddy Lupin]

Teddy havde 'arbejdet' på planen siden han fik idéen for et øjeblik siden, da det kun havde været ham og Dominique. Så måske var det meget heldigt, at Mr. O'Callaghan ikke lod til at kræve et reelt svar på dét spørgsmål.

I virkeligheden ville han bare gerne være der for Dominique. Vide at det gik godt, og han han ville have mulighed for at springe til, hvis tingene løb af sporet. Måske var det ikke verdens bedste plan. Men han havde ikke tænkt sig at give op, og han skulle nok finde en løsning.

Dog havde Mr. O'Callaghans ord og snusfornuft lagt en dæmper på den optimistiske entusiasme, og Teddy var ikke længere ligeså langt fremme i sædet som før.

"Hvad med vidner? En nabo til Bancroft? En privat efterforsker? Jeg kan være hvem som helst, og jeg vil gerne hjælpe." Han sendte et kort blik mod Dominique. Han vidste hun havde arbejdet under Mr. O'Callaghan, men han kunne nu stadig godt være en anelse intimiderende fra tid til anden.

[Cillian O'Callaghan]

Cal så ikke over på Dominique, men holdt blikket på Teddy. Var ikke komplet afvisende overfor viljen til at hjælpe eller mulighederne, der lå i det.

"Det bedste du kan gøre for øjeblikket, er at undlade at gøre noget overilet eller uplanlagt, som risikerer at gøre mere skade end gavn, Mr. Lupin," svarede han, mere tålmodigt end han behøvede. Det var da også mere for Dominiques skyld end for bartenderens, selvom han som udgangspunkt var på god fod med sine ansatte. Gensidig respekt var kernen.

Han tog et drag af cigaretten og lænede sig tilbage i stolen igen, talte mere henkastet nu. "Som jeg sagde; en lovmæssig rettergang. Forfalskede vidner kan hurtigt blive en komplikation."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde holdt sig tilbage indtil nu. Det var trods alt Teddys idé. Men nu kunne hun ikke holde munden lukket længere og det var mere utålmodighed end frustration, der gav styrken til hendes stemme. Selvom begge dele var tilstedeværende.

"Men vil nogen vidne mod ham? Er der nogen, der ved hvor pilrådden indeni, han er, som rent faktisk tør åbne munden?" udbrød hun fra sin plads på kanten af sædet.

[Teddy Lupin]

Nogen ville måske mene, at Teddy var indbegrebet af overilet og uplanlagt. Og således ville nogen måske også mene, at O'Callaghan krævede det umulige af den unge blå-hårede troldmand.

Men inden han nåede at slippe mere lyd ud af munden, havde Dominique taget over, og han vendte lyttende sin opmærksomhed mod hende. Hun havde ret. Hele sagen var allerede så langt fra en lovmæssig rettergang, at mulige komplikationer var det mindste af deres bekymringer.

Da Dominique havde talt færdig, nikkede han og vendte blikket mod Mr. O'Callaghan igen.

[Cillian O'Callaghan]

Cillian havde diskuteret hvert eneste skridt med Dominique, hvilket i sig selv var lidt af en forandring og hendes pludselige tvivl omkring det hele, foran bartenderen, huede ham ikke. Han havde allerede risikeret meget ved at gå til Sylvester - mere end han nogensinde ville have gjort for nogen.

"Intet ved dette er nyt for dig, miss Weasley," svarede han med kølig tålmodighed. Klart i rollen som klubejeren, for han hverken kunne eller ville sige det, som han måske ellers ville have sagt, foran Teddy Lupin.

[Dominique O'Callaghan]

Det var ikke, at Dominique pludselig stillede spørgsmålstegn til alt og den kølige tone fik hendes kæbe til at spænde op. Hun stirrede på ham et par lange sekunder, næsten trodsigt, før hun talte igen.

“Det var ikke et svar,” konstaterede hun tørt. “Er der nogle, der vil vidne? Andre end mig.”

[Teddy Lupin]

Det lod til at være en endeløs diskussion. Én der ikke kom meget ud af, før klubejeren lukkede ned for hele mødet. Det ville nok blive en udfordring, at komme med til høringen.

Lukket