Kildren i maven [S]

[Dominique O'Callaghan]

Det var efterhånden blevet en rutine, at Dominique gik alene i seng og vågnede op der alene. Sommetider vågnede hun halvt om natten, når Cillian O'Callaghan krøb ind under dynen til hende, men det var aldrig andet end en boblen op med overfladen, måske bløde kærtegn, før hun igen sank dybt i søvnen.

Men denne morgen lå han stadig hos hende, da hun slog øjnene op med en mystisk fornemmelse i maven. En mild brusen, nærmest boblende fornemmelse og det var først, da hun lod hånden glide over den begyndende bule, at hun forstod, hvad det var. At hun kunne føle deres barn, ikke under hånden endnu, men uden at være i tvivl om, at han rørte på sig derinde.

Et smil bredte sig over hendes læber, som hun søgte tættere ind til ham og trak fingrene igennem mørkt hår.

[Cillian O'Callaghan]

Det var den første reelt rolige nats søvn han havde haft i umindelige tider, utvivlsomt affødt af samtalen med Sylvester Buchanan aftenen forinden. Det var ikke fordi, at der ikke var noget at bekymre sig over, men det betød at terningerne var kastet, trækket var gjort og tilbage var der at se, hvordan det ville udvikle sig.

Af samme grund lå han endnu i sengen, i stedet for at stå op i løbet af de små timer med kun et par timers søvn bag sig. Den var dog ikke længere dyb og da en varm krop snoede sig ind mod ham, tøvede han ikke med at dreje sig en anelse og placere en arm tæt om hende.

Øjnene forblev lukkede, men han brummede en dæmpet, spørgende lyd, som han trak hende tættere.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique overvejede ikke, hvorfor han stadig lå der, skænkede det ikke en eneste tanke, men nød det til gengæld gevaldigt. Det var ikke altid meget, de var sammen, men hun nød også sin alenetid, især nu hun ikke var spærret inde i huset længere.

Hun slap en dæmpet lyd, som hun lod sig trække tættere og gjorde et lille, tilfreds vrid ind mod ham. Læberne strejfede hans hals i en blød berøring.

"Cal," mumlede hun blødt, som for at sikre sig, at han var vågen nok til at registrere, hvad hun sagde.

[Cillian O'Callaghan]

En tung udånding undslap ham under følelsen af læber ind mod sin hals og han var mere end almindeligt afslappet, som han blot forblev liggende, trak hende tæt og bøjede nakken lidt, så næsen endte i hendes hår.

"Mh?"

[Dominique O'Callaghan]

Lyden af hans vejrtrækning fik hende til at kysse den sarte hud ved hans hals igen, før hun talte, stadig med læberne lige ud for den. Stemmen var dæmpet; der var ikke behov for andet i det stille hus.

"Jeg kan mærke ham."

[Cillian O'Callaghan]

Cals ene hånd gled op og viklede sig ind i hendes hår, hvor den nu engang havde sin foretrukne plads. Ved ordene måtte han dog trække sig nok tilbage til han kunne se hendes ansigt, uden at det var mere end højst nødvendigt.

Det trak i hans mundvige, som øjnene blev åbnet minimalt. Stemmen var hæs af søvn. "Ja?"

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var let til fals for følelsen af hans hånd i sit hår. Det var nu dér, hun bedst kunne lide den og hun kunne ikke holde en skælven tilbage, som han sendte en rislen fra nakken og ned langs rygraden.

Mundvigene krøllede lidt op i et afdæmpet smil. Hun slap en bekræftende lyd og sneg det ene af de varme ben ind mellem hans.

"Som et sommerfuglekys indefra," prøvede hun at beskrive det, selvom hun stadig var søvnig og den slags læggen ord på aldrig havde faldet hende naturligt.

[Cillian O'Callaghan]

Cals øjne var kun delvist synlige ud gennem endnu let nedslåede øjenlåg, men han var tydeligvis interesseret i svaret og hans træk virkede næsten milde, som han så på hende med antydningen af et smil om læberne.

Han løsnede grebet lidt, men kun for at hånden kunne glide over hendes hofte og finde ind mod hendes mave, uden at han for alvor forventede at kunne mærke noget. En lavmælt, tilfreds lyd undslap ham og selvom stemmen stadig var ru af søvn, så var den rolig, næsten afslappet.

"Det bliver mere virkeligt."

[Dominique O'Callaghan]

Der var ikke meget mere mave, end når hun havde spist lidt for meget ost, men det var dog nok til, at hun ikke længere kunne passe nogle af sine jeans. Men Dominique var ikke den mindste smule selvbevidst over at have hans hånd der.

Hun slap en bekræftende lyd. Nakken blev ikke lagt tilbage og hun nøjedes med at betragte ham gennem lange vipper.

"Det er ikke alle, der mærker det så tidligt," mumlede hun, gengav hvad helbrederen havde fortalt hende. "Han må være en stærk satan. Ligesom sin far."

[Cillian O'Callaghan]

Det var et langsomt, men nærmest drenget smil, der blottede Cals tænder ved ordene og han så præcis lige så djævelsk ud med det, som hun beskyldte ham for at være. Der var da heller ikke en gnist af fortrydelse at spore, som hånden gled op igen og lukkede sig om hendes hofte. Han slap en interesseret lyd, et påtaget farligt glimt i de lyse øjne.

"Så det mener du?"

[Dominique O'Callaghan]

Cal havde før spurgt hende, om hun så ham som en skurk, men det var et alt for sort/hvidt syn på verden, som hun aldrig havde praktiseret. Og i virkeligheden havde Dominique nok bare altid haft en ting for dem, der var langt fra den kedelige helteskabelon eller den bløde drømmeprins. I virkeligheden nok bare så langt fra Teddy Lupin som overhovedet muligt.

Manden overfor hende kunne ikke være mere forskellig fra manden, der havde spøgt i hendes tanker de sidste tolv år, men som nu ikke kunne være længere fra dem. Og hun så da langt fra ærgerlig ud over følelsen af hans hånd mod sin hofte eller måden, han så på hende.

"Mh," svarede hun, men snart blottedes tænderne i et sjældent smil. "Eller måske er det bare fra hans mor. Det er ikke til at vide."

[Cillian O'Callaghan]

Det skete ikke så ofte, at de begge smilede på den måde, men til gengæld matchede de to smil pokkers godt. En dyb, istemmende lyd lød fra Cillian, der lænede sig lidt ind mod hende, så læberne var lige ud for hinanden og strammede grebet om hendes hofte.

"Så længe det bare er dét, han har fra dig," lød det drillende, tydeligvis ude på skrammer.

[Dominique O'Callaghan]

Der var hverdagsmagi i måden, de lå og smilede og i det øjeblik, ville man måske ikke have gættet, hvem de var uden for soveværelset. Hvad der havde ført dem sammen og hvad især han havde været villig til at gøre for det.

Alt det var irrelevant, eksisterede slet ikke for Dominique i dét øjeblik, som hun impulsivt skubbede til ham med alle intentioner om at få ham rullet om på ryggen. Hun fandt selv efter og endte snart overskrævs på ham.

"Og hvad skal det så betyde?" knurrede hun i en fortsættelse af den legende stemning, der var indtrådt mellem dem.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde omtrent nul klager, da hun pressede ham om på ryggen og tog plads over ham. Tværtimod nød han synet af hende i det bløde morgenlys, som også havde været der den første søvnløse nat, de havde tilbragt med hinanden. Hans tænder kom til syne, gadedrengesmilet på plads og brynene hævet.

"At vi begge er fortabte, hvis han får vores temperament."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde været klar til at møde ham med udfordringer og flere drilske bemærkninger, men ved svaret kom hun i stedet til at grine. Det var ellers sjældent i hendes tidligere oftest næsten melankolske sindsstemning.

Nu kom det let og naturligt til hende på en måde, det aldrig rigtig var gjort før og da lyden forstummede, blev den siddende i et smil, der blottede tænderne.

"Det mener du?" spurgte hun med et glimt i øjet, der røbede, at hun var slående enig. Ikke, at hun nogensinde ville indrømme det, selvfølgelig.