Kildren i maven [S]

[Cillian O'Callaghan]

Cal nød absolut reaktionen og slap da også selv en munter lyd. De kunne være ved at flå hovederne af hinanden, men i det mindste var de selv klar over det og han havde ikke mange skrupler ved at more sig over det nu. Især ikke, som hun sad over ham på den måde og fyldte rummet med sin latter.

"Uden nogen tvivl," forsikrede han, trak sit ene ben til sig og puffede til hende med låret med alle intentioner om at tippe hende frem mod ham.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var afdæmpet i sine reaktioner, men det var intet ved siden af Cal og hun havde en god fornemmelse af, at den muntre lyd tilhørte sjældenhederne. Deres intime stunder, hvor verden og alle dens bekymringer syntes at glide væk.

Hun slap et dæmpet udbrud i overraskelse, da hun blev vippet fremover, men det fik kun tænderne blottet endnu engang i et ulvesmil. Den ene hånd fandt støtte mod madrassen bag ham.

"Satan," mumlede hun uden at lyde tilnærmelsesvist hverken anklagende eller beklagelig over det. Tværtimod nappede hun ham i underlæben med de lyse krøller skærmende som et gardin omkring dem.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde ikke en eneste fortrydelse i verden, som han hørte hendes overraskede lyd. Så meget afslørede det djævelske smil også, som hænderne gled op over hendes hofter og lagde sig mod hendes talje.

"Ja, kære?" spurgte han uskyldigt, selvom han tydeligvis var alt andet. Til gengæld var han i det øjeblik også meget fjernt fra den mand, som de fleste mødte på Kimæren. Meget mere privat.

[Dominique O'Callaghan]

Der havde været seksuel spænding, men også ømhed mellem dem, men der var alligevel noget ved stemningen, der føltes som en første gang. En omgang med et andet menneske, som Dominique aldrig havde følt for.

Hun var ganske vist, endnu engang, var nogens dirty, little secret, var det kun et spørgsmål om tid. Tid, mens han kæmpede og arbejdede for hendes sikkerhed og mulighed for et mere almindeligt liv, som ingen nogensinde havde gjort det for hende. Den ubevidste sikkerhed i det blandede sig med ordet, som hun aldrig havde forventet at høre fra hans læber, selv ikke i spøg.

"Du skal til at passe på, hvis du ikke vil have røven på komedie," mumlede hun i en legende trussel og gjorde et kast med hovedet, der samlede de lyse lokker på den ene side.

[Cillian O'Callaghan]

Cal fortrød absolut intet og lignede da slet heller ikke en, der gjorde. Han hævede bare et bryn af hende, som hænderne gled lidt ned over hofterne igen.

"Aha," lød det interesseret fra ham, nærmest nonchalant, selvom det djævelske udtryk aldrig forlod de lyse øjne. "Og det har du tænkt dig at sørge for, har du?"

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde altid troet, at det var en svaghed for emotionelt utilgængelige mennesker, men i virkeligheden handlede det meget mere om dét, hun så i hans blik nu. En fandenivoldskhed, der fik mellemgulvet til at trække sig sammen.

"Selvfølgelig," svarede hun og strammede benene lidt om ham. "Tror du ikke, jeg er i stand til det?"

[Cillian O'Callaghan]

Cal var ikke det mindste i tvivl om, at hun kunne gøre hans liv til et levende helvede, hvis hun ville, men den lette tone lå i luften og han nød den drillende stemning, som ikke ofte kom frem mellem dem, hvis den da nogensinde havde været der i samme grad før.

Blikket gled granskende ned over hende, som om han overvejede, før det fandt hendes blik igen. "Jeg tror, at jeg tager chancen."

[Dominique O'Callaghan]

Grunden til, at de var der nu, var fordi Dominique havde forsøgt at slå en højtstående ministeriemand af en gammel, respekteret fuldblodsslægt ihjel. Og hun var da også kendt for at være hurtigere til handling end tanker.

Men blikket over hende, lige så meget som den drilske stemning, gav ikke ligefrem anledning til den slags tanker. Tværtimod gav den liv til et uvornt smil. Hun svarede ikke med flere ord, i hvert fald ikke lige med det samme. I stedet søgte hun ned mod hans hals og markerede huden lige over hovedpulsåren i siden på hans hals.

"Er du nu sikker på det?" hvislede hun og søgte lidt op mod hans kæbe, gentog handlingen.

[Cillian O'Callaghan]

Cal var en mand med mange fjender og dermed en grundlæggende forsigtig mand. Men han blottede sin strube for Dominique, lod hende komme tæt på og finde de sårbare punkter. Han tog en dyb indånding, mens hænderne lukkede sig om hendes baglår. En dyb lyd slap ham, mens øjnene faldt i.

"Jeg lever livet farligt."

[Dominique O'Callaghan]

De ord var vist mere sandfærdige, end de var drilleri, selvom tonen helt klart indikerede det sidste nu. En underholdt lyd flød da også fra hende, druknede kun halvt mod den sarte hud under dem.

"Mhm," svarede hun og bed ham igen, som hun søgte ned over hans hals denne gang, bevægede sig mod de blottede kraveben. "Er du nu sikker på, at du vil leve det så farligt?"

[Cillian O'Callaghan]

Cal var ikke det mindste i tvivl om, at han nok skulle komme til at fortryde, men han var også nysgerrigt anlagt og kunne ikke helt finde det i sig selv at opgive udfordringen. Hænderne gled op, som hun rykkede sig længere ned.

"Mmh," brummede han som det eneste svar, uden at gentage ord, han allerede havde sagt, men også uden at åbne øjnene eller eliminere det svage smil, som spillede om hans læber.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde efterhånden ikke tal på, hvor mange timer hun efterhånden havde brugt på bare at kysse ham fra top til tå, for altid at ende, hvor hun startede: tilbage ved de bløde læber.

Lige nu søgte hun dog længere fra dem og det var ikke i kys, men derimod ublide bid. Hun arbejdede sig ned over hans overkrop, tegnede en cirkel om hans navle, før hun fulgte kanten på den eneste beklædningsgenstand, han havde sovet i.

[Cillian O'Callaghan]

Den arrede overkrop bar præg af, at hendes bid ikke var det værste, den havde været udsat for. Han betragtede det da heller ikke ligefrem som slemt, snarere tværtimod, selvom det trak dæmpede lyde fra ham og fik ham til at bevæge sig bare en anelse uroligt.

Han var slet ikke i tvivl om, at hun nok skulle kunne drive ham til vanvid, men han var tydeligvis villig til at risikere det.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique var skam ikke i tvivl om, at det var temmelig harmløst ved siden af det liv, Cal levede uden for soveværelset. Men hun havde, trods alle deres kampe og uenigheder, absolut ingen grund til eller ønske om at gøre skade på ham. Hun holdt sig dog samtidig heller ikke tilbage og da hun nåede hans hofte, trak hun tænderne over den.

Det var dog ikke længe, hun dvælede der og biddene fortsatte ned over hans lår, fandt sart hud ved inderlårene og fulgte det ned mod hans knæ.

[Cillian O'Callaghan]

Cal formåede endnu ikke helt at ligge stille, men det var absolut ikke fordi, han ikke kunne lide det. Snarere tværtimod og han slap en halvt munter, halvt frustreret lyd, som hun fortsatte videre og hans øjenlåg gled op.

Han skubbede sig op på den ene albue, betragtede hende med et blik, der havde vundet lidt mere i intensitet, men samtidig besad den næsten rolige interesse i en skøn kombination.