Ørnene i ørkenen

[Valerie McCormack]

Det var lidt over en uge siden, at McCormack-ægteparret var vendt tilbage til den varme ørken og sidenhen var der kommet et bekendt ansigt mere til. Valerie ville nok aldrig have gættet på, at hun en dag ville kunne drikke te med sin storebror i et telt i Egypten, men nu var hun ikke desto mindre ved at koge vand til netop det efter at have tilset den sårede forbandelsesbryder, som langt om længe var blevet vækket af sit magisk-inducerede koma.

Et par krus svævede foran hende, som hun forlod fællesområdet og kastede et enkelt blik op mod den pyramide, hvor de fleste af lejrens beboere befandt sig nu, før hun nåede til det telt, hvor Altinius Rier var blevet indlogeret. Hun tittede ind af den åbentstående teltflap og smilede mildt.

"Te?"

[Altinius Rier]

Det var ikke første gang, Tino var blevet bedt om at assistere en Gringotts-ekspedition. Der var ikke mange, der fandt samme fascination for runer og oldtidens tegn, og selvom han ikke forstod det, havde han efterhånden affundet sig med, at det var det magiske samfunds blinde punkt. Han var da heller ikke ærgerlig over, at det nu betød, at han kunne få mulighed for at tilbringe et par uger i Egypten med at studere hieroglyffer.

Han sad netop med snuden begravet i en bog, som det så ofte var tilfældet, og hørte lyden af en velkendt stemme mere end han hørte spørgsmålet. Derfor svarede han heller ikke med ord, men en bekræftende lyd uden at slippe tegnene med blikket.

[Valerie McCormack]

Det var ikke første gang, at Valerie havde set sin bror på den måde og var også vant til synet fra sit gamle kollegie. Hun kendte den endda selv og af samme grund sagde hun ikke mere, men trådte blot ind i teltet og lod det ene krus svæve ned på en ledig plet foran ham, mens hun selv fangede det andet og gled ned at sidde.

Hun pustede til væsken, mens blikket gled nysgerrigt over det han sad med og mere end bare med overfladisk interesse.

[Altinius Rier]

Tino bemærkede bevægelsen og antog, at det var Valerie, der var kommet tilbage. Derfor havde han heller ikke vanvittigt travlt med at få lagt bogen væk, men tillod sig at læse afsnittet færdig, før han lukkede den og kastede et blik over sin søster.

"Næ, te. Lækkert," udbrød han fornøjet og gjorde et lille vip med skuldrene, før han greb kruset foran sig.

[Valerie McCormack]

Valeries blik flyttede sig op fra bogen, da han lukkede den sammen og fæstnede sig ved det velkendte, milde ansigt, der havde en del træk til fælles med hendes eget. Et blødt smil gled over hendes læber og hun slap en lavmælt, bekræftende lyd.

"Jeg tænkte, at vi trængte til det," konstaterede hun og nippede til sin egen, der var krydret, men god. "Hvordan går det med arbejdet?"

[Altinius Rier]

Tino brummede bekræftende, allerede godt i gang med at puste til overfladen, så dampen duggede hans briller. Det lod han sig dog ikke forstyrre af og han betragtede hende halvt over glassene frem for at vente på, at han kunne se gennem dem.

"Fremad, fremad," svarede han og pustede en gang mere. "Men om de kommer derind i dag..." Han slap en skeptisk lyd. Der var stadig meget at oversætte, før han kunne give en nogenlunde vurdering af de farer, der kunne vente holdet inde i det kammer, de havde opdaget et par dage forinden.

[Valerie McCormack]

Valerie tog en tår mere og så opmærksomt på ham. Hun ville nok aldrig helt kunne slappe af, mens holdet var afsted, men det hjalp lidt at have sin bror til selskab imens og hun var absolut ikke uinvesteret i, hvad han havde at sige.

"Er det, hvad de forventer af dig? Et svar, så de kan komme videre i dag?"

[Altinius Rier]

Tinos analytiske evner var ikke eksisterende, når det kom til menneskene omkring ham og han bemærkede ikke hendes nervøsitet. Han slap blot en bekræftende lyd, som han alligevel ikke kunne lade stå uden en uddybende kommentar.

"Måden, de andre kamre har været bygget op på, har været med hieroglyffer langs gulvet og langs døråbningerne, som for at indkapsle magien i kammeret eller forstærke den, alt afhængigt af, hvilke der er tale om. Men de er gamle og skjulte og de noter, jeg har fået fra Montgomery, før han blev trukket, kunne lige så godt være tegnet af en treårig. Det er et kæmpe oversættelsesarbejde."

[Valerie McCormack]

Valerie var vant til at omgive sig med mennesker, der kunne have svært ved at gennemskue, hvordan hun egentlig havde det og hun forventede intet i den retning af sin storebror. Hænderne holdt bare lidt tættere om det varme, beroligende krus, som hun nippede til teen igen og holdt et opmærksomt blik på ham.

"Er der noget, jeg kan hjælpe med?"

[Altinius Rier]

Blikket var faldet til én af de omtalte stykker papir med hieroglyffer på. Der gik sjældent mere end et par minutter, før koncentrationen alligevel gled tilbage og Tino måtte tvinge det op til hende igen ved spørgsmålet.

"Hm? Nej, det... Jo. Jeg vidste ikke, du havde holdt det ved lige?" spurgte han uden skyggen af fordømmelse. Hun havde trods alt ikke haft behov for det på hospitalet.

[Valerie McCormack]

Valerie rettede sig instinktivt lidt, ikke uden et stik af dårlig samvittighed ved hans ord. Hun rystede dog på hovedet, ærlig nok. "Det har jeg heller ikke. Men jeg har læst lidt siden vores første tur til Syrien og jeg er god til at slå op," svarede hun, kun en anelse skyldigt.

"Men jeg vil gerne lære mere. Ikke på bekostning af fremskridtet, dog. Hvis det er mere besvær end gavn, så vil jeg lade dig klare det selv."

[Altinius Rier]

Altinius slap en lyd, mest for at bekræfte at han havde hørt hende, før han tog en tår te. Den var stadig lidt varm, men han brændte sig dog ikke og rystede på hovedet, da han stillede kruset fra sig igen.

"Nej, nej. Du kan sagtens være til hjælp," forsikrede han hende. "Jeg har faktisk noget, jeg har tænkt over. De her tre." Han skubbede et lille stykke papir over til hende. "De er over det hele. Går igen-"

[Valerie McCormack]

Valerie lænede sig frem og kastede et blik ned på pergamentet. Hendes bryn trak sig lidt sammen og hun rakte ud for at aftegne hieroglyfferne med fingerspidserne, som hun lod dem synke ind i sin hukommelse.

"Hvad tror du, at det kan betyde?" spurgte hun, uden at se op igen.

[Altinius Rier]

Tino rystede på hovedet. Han havde stirret på de tre symboler i dagevis nu, men uden at komme frem til noget, der kunne hjælpe forbandelsesbryderne.

"Den her." Han prikkede ud for den første. "Er oftest forbundet med sol eller dagslys, men også tid og liv." Fingeren flyttede sig. "Så har vi kraft eller magt, men også ofte et billede for en fjende eller en modstand." Fingerspidsen dvælede ud for det sidste symbol.

"Jeg har aldrig set det her." Han lød ikke frustreret, som resten af holdet havde gjort, da han havde fortalt om det, men snarere uendeligt fascineret.

[Valerie McCormack]

Valeries blik gled over symbolerne, mens hun lyttede opmærksomt og lydløst formede betydningerne med læberne, som hun indprentede det i sin hukommelse og samtidig prøvede at huske alt, hvad Archie havde fortalt hende om runemagi. Måske var det også det der gjorde, at hun tænkte mere som en forbandelsesbryder end en runolog.

"Hvis det er den samme frekvens af tre hieroglyffer, kan det så betyde, at der potentielt kan være én handling, der kan bryde hele den magiske beskyttelse ned? Hvis de er forbundet?"