Ørnene i ørkenen

[Altinius Rier]

Tino var allerede helt opslugt af, hvad det ukendte tegn mod kunne være og hvad formålet med gentagelsen var. Derfor hørte han også kun lyden af Valeries stemme, før han hørte ordene.

"Hm?" Han slap hieroglyfferne med blikket og så op på sin yngre søster igen. "Ja, det... Det kunne det sagtens være." Han rynkede brynene lidt, som var det først nu, han rigtigt så hende.

"Det ville ikke være uset. Faktisk..." Han færdiggjorde ikke sætningen, men rejste sig så brat, at teen skvulpede voldsomt i kruset. Ikke, at han bemærkede det. Han var allerede videre, på jagten efter tidligere forskning, han ikke for alvor havde beskæftiget sig med, siden han var kommet tilbage til Storbritannien.

[Valerie McCormack]

Valeries ord var prøvende, eftertænksomme, men det gav et lille sug i hende, da han så op. Følelsen blev kun forstærket, da han brat forlod bordet og belønnede hende med et lille skud af adrenalin, som hun fulgte ham.

Hun spurgte ikke, hvad han ledte efter, ville ikke afbryde en tankestrøm, men lod til sidst blikket glide ned til hieroglyfferne igen, greb impulsivt en fjerpen og gav sig til at aftegne symbolerne.

[Altinius Rier]

Det tog lidt tid at finde. Tino var nogenlunde lige så organiseret i sit liv, som han var i sine tanker og der lå stakke af papirer og bøger spredt på gulvet, da han endelig kunne trække en læderindbundet notesbog frem. Siderne var halvkrøllede og fik den til at se dobbelt så tyk ud, godt hjulpet på vej af løse papirer, han havde voldet ind mellem siderne.

"Her," mumlede han, mest til sig selv og væltede tilbage til bordet, allerede ivrigt bladrende.

"Det er et øje. Det sidste tegn." Han var næsten sikker nu, som han fik slået op på en tætskriblet side. "Indsigt, viden. Guddommelighed af og til. Som hæver indsigten én over andre. Som..." Blikket blev fjernt og flakkede lidt, som tankerne arbejdede inde bag dem.

"Som hvis man får knækket koden, så at sige, kan man hæve sig over de forhindringer, der er lagt for dødelige. Jeg stødte på det i blandt andet Libyen og Iran." Faktisk var han i virkeligheden stødt på en kvinde, der havde indviet ham i det. Men hende holdt han låst i minderne, langt fra sine tanker.

[Valerie McCormack]

Valerie satte sit eget krus, da han vendte tilbage og rejste sig fra stolen, så hun kunne se med. Blikket løb over siden, mens hjertet hamrede helt i brystet, uden helt at forstå, at hun rent faktisk kunne have gættet rigtigt. Tankerne kørte inde bag de lyse øjne, som hun lænede sig frem på en arm og blikket søgte mod brorens ansigt.

"Hvad kunne løsningen være? En fjerde hieroglyf?"

[Altinius Rier]

Tino havde ærligt ingen anelse om, hvorvidt hun havde gættet rigtigt. Men det ville ikke komme bag på ham, hvis det var tilfældet og han var ikke blind for, at det var hans søster, der var kommet frem til det. Ikke, at han dvælede ved tanken lige nu, selvom den nok ville fylde ham med stolthed senere.

"Ja," svarede han og trak lidt på det, mest fordi han ikke havde et klart svar at give hende. Han rynkede brynene lidt og så på sine kragetæer.

"Måske. Det er forsøget værd. Ikke?"

[Valerie McCormack]

Val nikkede og havde en helt klar idé om, hvor betydningsfuldt det kunne blive, hvis de fik en måde at afvikle hele nettet af forbandelser. Hvor meget mere sikkert, det ville blive for dem. Det var en god motivation og hun slap en tænksom lyd.

"Har du et opslagsværk over hieroglyffernes betydninger?"

[Altinius Rier]

Tino overvejede ikke rigtigt, hvad det ville ende med at betyde for forbandelsesbryderne. Ud over, at det selvfølgelig ville gøre det noget mere sikkert at bevæge sig ind i pyramiden. Det var dog ikke skatte eller forbandelser, der havde bragt ham dertil og han begravede sig i stedet lidt dybere i det, der for alvor trak i ham.

"Hm?" lød det derfor igen fra ham, distræt som han var. "Ja. Et eller andet sted derovre." Han nikkede i retningen af en skævt stablet bogstak, der stod og svajede på et bord.

[Valerie McCormack]

Valerie havde ikke arbejdet meget med sin bror før, men vidste, at han blev opslugt og lod sig ikke mærke med det. Hun nikkede da også bare og gik på jagt, uden at forstyrre hans tankestrøm yderligere.

Snart fandt hun bogen, vendte tilbage til bordet og tog en mundfuld te, før hun satte sig igen og gav sig til at bladre igennem den for noget, der kunne forene de tre symboler.

[Altinius Rier]

Uden at slippe skriblerierne med blikket, greb Tino sit krus med den frie hånd og drak mere i vane end aktiv handling. Læberne blev fugtet og i noget tid sad de bare i tavshed og læste, indtil en tanke slog ham.

"Det er lidt et tolkningsarbejde. Meget af betydningen ligger i konteksten. Hvordan de arbejder sammen for at danne helhed," fik han tilføjet.

[Valerie McCormack]

Valerie var koncentreret og mærkede ikke for alvor tiden gå. Hun var hurtigt opslugt, selvom hendes fokus var mere falmende end erfarent og det krævede da lidt at slide blikket fra siden, da han talte igen.

Brynene trak sig lidt sammen, mens hun nikkede. "Ligesom at runernes kræfter er afhængige af, hvordan de bliver sat sammen," huskede hun Archie fortælle. "Deres betydning hver for sig kan være anderledes end den samlede?"

[Altinius Rier]

Tino havde en tendens til at tilgå runologi, som delte alle hans interesse. Men han var dog alligevel svagt bevidst om, at det ikke var Valeries felt og han kunne ikke undgå at være mildt overrasket over hende.

"Ja," bekræftede han med den næsten rosende tone, som han brugte til sine elever. Iveren skinnede igennem. "Men også i forhold til, hvordan de ender med at skabe magi. Hjem kan både bruges til husholdning, men også til beskyttelsesmagi. Hjemlighed, sikkerhed, tryghed. Ét tegn, men med et utal af muligheder."

[Valerie McCormack]

Uanset at han var hendes bror, så havde han også været hendes underviser i faget i sin tid og selvom det føltes meget fjernt, så kom dele af det alligevel langsomt tilbage. Hun følte sig da i et øjeblik også tilbage på Hogwarts over den lille rus, der fulgte med hans tonefald, som kun pustede til hendes egen mere afdæmpede iver.

"Så det handler om at forsøge at gennemskue, hvilken betydning, de har i dette tilfælde? Noget, der binder dem sammen?"

[Altinius Rier]

Det trak lidt i hans mundvige, som han nikkede igen. "Netop." Notesbogen blev lagt til side og i stedet trak han skitsen af hieroglyfferne til sig. Blikket gled nysgerrigt over dem igen, som ville det alene få dem til at røbe deres hemmeligheder.

Men langsomt drev det tilbage til Valerie, som en anden interesse begyndte at tage form. Han tog en tår te, tankefuld.

"Du virker glad."

[Valerie McCormack]

Valeries tanker summede fuldt ud om hieroglyfferne og hendes blik var drevet til bogen igen, da Tino talte og fik hende til at se op med mild overraskelse. Hun blinkede en enkelt gang, før et blødt smil trak over hendes læber og hun så lidt forundret på ham.

"Jeg ér glad," svarede hun, uden at vide, hvor hans ord kom fra.

[Altinius Rier]

Valerie havde altid haft noget nervøst over sig, som Tino aldrig helt havde kunne placere. En tristesse, der hvilede over hende, når de sås og som kun virkede forstærket i de perioder, hvor hendes mand var på ekspeditioner.

Svaret fik ham til at smile mildt. "Godt," svarede han, uden at søge dybere i emnet.