En tur langs Nilen

[Freddie Day]

Det var virkelig ikke en tradition for familien at tage på ferie. Faktisk huskede Freddie ikke en familieferie, efter forældrene gik fra hinanden. Men Rosie havde selvfølgelig heller ikke tilbragt hele tre uger af sin sommerferie hos faren i Tottenham før, så al overraskelse til side forstod han egentlig godt, at deres far mente, at der skulle ske noget.

En rejse til Egypten havde dog alligevel overrasket ham, men det lød alligevel ikke helt skidt med en tur ned langs Nilen. Og sådan gik det til, at han stod i den lille landsby i Bahariya efter en guidet tur til oasen i nærheden, og gloede over synet af Ronan Thomas på den anden side af pladsen.

Han gned øjnene en gang, men, nej, den var sgu god nok. Hastigt fik han dasket søsteren på armen og fortalt hende, at han lige smuttede, før han luntede halvdelen af vejen hen til kammeraten. De sidste par meter blev sjosket, lidt mere tilbagelænet, og han smilede skævt, da han hævede hånden.

"Hva-eh," hilste han. "Hva' laver du her, blud?"

[Ronan Thomas]

Så, Ronan var i Egypten. Det var i og for sig fint nok, selvom han ærligt talt kunne være mere begejstret for omstændighederne. De var taget lidt for hurtigt derned og uden nogen bedre grund end at hans nye læremester ikke kunne undvære sin kone, kun for at selvsamme par så havde efterladt ham alene i ørkenen to dage efter. Det var virkelig flot.

Men han var ikke typen, der beklagede sig, uanset at han tænkte sit. Desuden var det lærerigt, selvom han fandt sine ture ind i pyramiden begrænset af læremesterens udebliven. Til gengæld havde han taget instrukserne fra helbrederen til sig og var netop nu ved at hente flere forsyninger til det omslag, der lå om den sårede forbandelsesbryders ben, da en slående engelsk accent pludselig lød ved siden af.

Ronan drejede hovedet og brynene gled helt op i panden som han så på kammeraten. "Hvad fuck," lød det fra ham, før han drejede sig helt og fnøs, men samtidig mærkede sine mundvige trække definitivt opefter. "Hvis nogen skal stille det spørgsmål, så er det sgu da mig."

[Freddie Day]

Det var ingen drømmeferie, men det var seriøst alt værd at se overraskelsen på Ronans fjæs. Selv havde Freddie selvfølgelig set sådan ud øjeblikke forinden, men nu havde han hænderne i bukselommerne og tænderne blottet i et smil.

"Jeg kom bare lige forbi for at høre, om du stadig har min bold," svarede han med en munter lyd, før han gjorde et kast med hovedet i retningen af stedet, hvor han havde forladt sin far og søster.

"Min far og Rosie ville til Egypten."

[Ronan Thomas]

Ronan fattede stadig ikke helt, at han seriøst stod overfor Freddie, som fik det til at lyde, som det mest forklarlige. Han fnøs dog og rettede sig lidt op, som et blik hvilede på den anden dreng. Et bryn hævede sig lidt.

"Nå, men det er vist årets tilfælde," svarede han, halvtørt. "Jeg er på arbejde, men seriøst. Hvad er oddsne?"

[Freddie Day]

Freddie slap en lige dele munter og enig lyd. Selv hvis de begge var i samme by, var chancen lille. Og det gjorde da smilet lidt større.

"Bedre end West Hams, men de klarer sig jo efterhånden også nogenlunde, så hvorfor ikke?" bemærkede han kækt, men dvælede ikke ved det, før han fulgte op med et spørgsmål mere, denne gang med forventningen om svar.

"Jeg troede, du ville være hjemme lidt?"

[Ronan Thomas]

Ronan slap en forurettet lyd, men Freddie lukkede klogeligt emnet med et spørgsmål og fik forbandelsesbryderlærlingen til at fnyse lavmælt.

"Det troede jeg også, men jeg fik en ny læremester og han spilder ikke tiden," konstaterede han simpelt.

[Freddie Day]

Freddie hævede brynene lidt over nyheden. Han havde ikke forventet, at den slags gik så hurtigt, efter man havde mistet en læremester på dén måde. Men han blev også stadig overrasket over, hvor komplet vanvittig skruet sammen, det magiske samfund var.

"Det lyder ikke som en god ting," observerede han.

[Ronan Thomas]

Ronan slap en lyd, der ikke udstrålede enorm begejstring. Han ville næppe bruge ordet professionelt om hele konstellationen, men McCormack var også på mange måder allerede en bedre læremester end hans tidligere, så det var en lidt todelt sag.

"Det var ikke skide professionelle omstændigheder, men de fleste lærlinge ville give en arm for at komme med til Egypten og jeg har ikke tænkt mig at klage."

[Freddie Day]

Det var ikke, at Freddie nogensinde ville beskrive Ronan som simpel, men hans udmeldinger var det ofte. Ligefremme og til at forstå. Nu kom der dog i stedet endnu en lyd, som Freddie kun kunne rynke brynene over.

"Nej, det ville også være for dårligt at klage. Ting kan jo kun enten være pisse fede eller rædselsfulde. Min fejl," svarede han tørt, men ikke uden et glimt i øjet.

[Ronan Thomas]

Ronan hævede et bryn over Freddies svar, som han ikke helt kunne se, hvad var møntet på. Han mente i hvert fald ikke at have givet udtryk for, at han kun så enten det ene eller det andet som en mulighed.

"Tak for sarkasmen," svarede han tørt. "Jeg vidste ikke, at jeg fremstod så naiv."

[Freddie Day]

Brynet vippede lidt opad, men faldt snart på plads igen og Freddie kunne ikke holde et fnys tilbage. Ikke, at nogen ville tro på, at han rent faktisk prøvede.

"Jeg siger bare, at der ikke er nogen skam i at klage," svarede han med et træk på skuldrene. "At du er naiv kan jeg vist ikke få bundet nogen på ærmet, hvis bare de har tilbragt fem minutter med dig."

[Ronan Thomas]

Det var lidt absurd at stå og få råd han ikke havde bedt om fra en af sine kammerater, i Egypten. Det var dog rart nok at se en, der stod udenfor og han fnøs lavmælt, men var ikke komplet afvisende.

"Du kender mig jo. Jeg ender sgu nok heller ikke med at kunne holde min kæft alligevel."

Og dét var i hvert fald sandt.

[Freddie Day]

At give råd, ingen havde bedt om, var en af Freddies spidskompetencer og det ændrede sig ikke, bare fordi han var på den anden side af kloden (næsten). Han grinede ubekymret af svaret.

"Og din nye læremester? Er han lige så begejstret for dét, som jeg er?"

[Ronan Thomas]

Ronan fnøs over spørgsmålet og trak på skuldrene. Han tog sig generelt ikke så meget af, hvad andre mente om det, selvom han nok burde være lidt mere påpasselig omkring den mand, der holdt hans fremtid i sine hænder.

"Jeg tror, at han foretrækker ligefremhed frem for røvslikkeri," konstaterede han dog, uden at lyde særligt investeret i det. Tænderne blev blottet i et flygtigt, drenget sekund. "Men hvem ved. Jeg har ikke spurgt."

[Freddie Day]

Freddie var ikke overrasket over, at Ronan lod til at være lige så bekymret omkring det, som han havde været omkring de andre elever på slottet - og professorerne, for den sags skyld. Han fnøs muntert.

"Protip, de fleste synes det er grænseoverskridende, hvis man spørger, om de kan lide at blive slikket i røven," spøgte han. "Eller også er det kun pigerne på skolen."