En tur langs Nilen

[Ronan Thomas]

Denne gang lo Ronan, mens hænderne fandt ned i lommerne på de bløde, men praktiske bukser og han så på sin ven med et tørt blik og tydeligvis uden at være det mindste rørt af obskøninteterne.

"Nej, virkelig?" svarede han, blikket spillende, men tonefaldet knastørt. "Ved du hvad, jeg tror sgu også, at jeg foretrækker at forblive i uvidenhed på det område. Selvom der selvfølgelig er en risiko for reelt at finde ud af det, hvis jeg bliver ved med at skulle dele telt med ham og hans kone."

[Freddie Day]

Freddie anede ikke, hvem Ronans læremester var og forestillede sig en halvgammel, halvtør troldmand. Det gjorde kun svaret sjovere, selvom det også fik hans bryn til at rykke længere op i panden ved fortsættelsen.

"Hans kone?" gentog han vantro og slap et underholdt fnys. "Er hun i det mindste...?" Han vippede brynene sigende.

[Ronan Thomas]

Ronan fnøs muntert over det forudsigelige spørgsmål og han morede sig, selvom han havde en fornemmelse af, at det var et emne, der kunne få dem begge slået ihjel, hvis det nogensinde kom McCormack for øre. Han, og alle andre, havde være vidne til, hvad der var sket med Montgomery.

"Du ville uden tvivl ikke kunne koncentrere dig. Blond, uskyldig og lige til at spolere," svarede han knastørt, men mere munter end noget andet. Vennen havde tydeligvis ikke den bedste indflydelse på ham.

"Men hun er ikke min type. Og det er sgu nok heldigt nok."

[Freddie Day]

Det var især de to sidstnævnte, der gik rent ind hos Freddie og hans smil lagde ikke skjul på det. Han slap en hæs lyd i morskab.

"Nå, det mener du?" bemærkede han underholdt. "Det kunne være, de gerne ville have dig op at ligge i smørhullet?"

[Ronan Thomas]

Ronans ord var dybt sarkastiske og mere et slag mod vennen end helbrederen, men uden tvivl virkelig ikke på sin plads alligevel og han havde da bare en snert af dårlig samvittighed efter han havde sagt det. Han fnøs over Freddies ord og himlede med øjnene.

"Det bliver et nej tak herfra," svarede han tørt. "Jeg er ikke engang sikker på, hvem af dem, der ville kunne kaste den værste forbandelse, hvis jeg forsøgte."

[Freddie Day]

Freddie havde ikke samme samvittighed som Ronan og overvejede ikke engang, om der var noget at have det dårligt over. Han overvejede bare, hvordan kvinden mon så ud og morede sig ellers over vennens pressede boligforhold.

"Nå, du har heller ikke spurgt hende, om hun kan lide slik i numsen?" kunne han ikke dy sig for at spørge.

[Ronan Thomas]

Ronan fnøs over spørgsmålet og rynkede en anelse på næsen over det usmagelige forslag. "Nej, jeg prøver at undgå at chikanere mine kollegaer," svarede han tørt og hævede brynene lidt.

"Og kvinder generelt, du ved. Måske skulle du prøve det."

[Freddie Day]

Freddie fnøs og trak sorgløst på skuldrene. "Jeg ser ikke, hvorfor du tror, jeg skulle tage det personligt," svarede han.

"Desuden er der jo ingen, der siger, at det er et tilbud. Det er jo bare god, gammeldags visen interesse for hinanden."

[Ronan Thomas]

Ronan fnøs, mens han forviste de mentale billeder, som på alle tænkelige måder føltes helt forkerte og som han slet ikke havde den mindste lyst til at have.

"Ja, den er god," svarede han tørt, men med en trækning ved mundvigene. "Mind mig om, at jeg ikke behøver at præsentere dig for nogle af dem."

[Freddie Day]

Freddie så ikke synderligt uskyldig ud, men det havde han aldrig gjort og han så ingen grund til at prøve. Til gengæld fik han skruet et passende forurettet fjæs på.

"Nå, én lille bemærkning og så er jeg pludselig din hemmelige ven," fnøs han og smilet sneg sig frem igen. "Du får det til at lyde, som om jeg er typen, der åbner festen med sådan en bemærkning." Læberne gled fra hinanden og blottede tænderne, før han fortsatte.

"Eller typen, der forsvinder fra sin egen fest i mere end en time og overlader det til sin halvnøgne scoring at sende alle hjem."

[Ronan Thomas]

Denne gang gled der et decideret drenget smil over Ronans læber og han så ikke den mindste smule skyldig eller fortrydende ud.

"Jeg har ingen undskyldninger, hvis det er det, du er ude efter," svarede han, mens tankerne gled mod Kala, der i dén grad var hans type.

"Og jeg er sikker på, at hun var et fucking spektakulært syn."

[Freddie Day]

Freddie havde desværre kun historierne at grille ham med og ud fra beretningerne kunne han ikke engang modsige ham. Han kunne dog heller ikke holde sig fra at himle med øjnene.

"Det hører jeg," svarede han med et lydløst grin. "Jeg vidste ikke, I sås igen?"

Faktisk havde han nydt den tid, de ikke havde været sammen. Primært, fordi det havde ført til en del hede kys mellem hende og Ailis; et syn, han sagtens kunne have vænnet sig til.

[Ronan Thomas]

Ronan anede ikke, hvad der var foregået mellem veninden og ekskæresten eller generelt, hvem Kala havde brugt sin tid på, mens de ikke havde set hinanden. Eller hvem hun brugte sin tid på nu, for den sags skyld. Det bekymrede ham ikke så meget, som han trak på skuldrene uden at have hevet hænderne op af lommerne.

"Nej, well," svarede han og pustede ud. "Hun lejede det andet værelse i lejligheden, uden lige at tjekke, hvem der stod på lejekontrakten først."

[Freddie Day]

Freddie slap et muntert fnys. Selvom de havde delt kollegium i fem år, var hans kendskab til heksen begrænset til rygter og de komsammener, hun havde været med til med Ronan. Men svaret passede alligevel meget godt overens med det indtryk, han havde af hende.

"Spændende," svarede han med et skævt smil og lod blikket glide over kammeraten for at lure, hvad han egentlig mente om det.

[Ronan Thomas]

Freddie vidste allerede, hvordan dét var endt og Ronans selvtilfredse udtryk ved påmindelsen kunne nemt have svaret på, hvordan han havde det med det. Det lå da heller ikke til ham at uddybe det og han slap blot en bekræftende lyd.

"Ja, sindssyge tilfælde er temaet i mit liv i år. Ligesom at se dig her."