I forklædning

[Summer Maddox]

Over for de, hun holdt af, kunne Summers tålmodighed være endeløs. Men Finley havde fået hende til at græde flere gange, havde anklaget hende for at lyve og taget det eneste, hun havde af sin far. Og sådan var tålmodigheden langsomt blevet opbrugt.

“Finde frem til sandheden? Du har brudt ikke bare skolens regler, men magisk lov,” pointerede hun. “Og lad være at lade, som om du er et offer her. Jeg prøvede aldrig at få nogen til at græde, men I har rottet jer sammen mod mig, anklaget mig for at lyve og truet mig med vold. Du skal være glad for, at det kun er dét her, jeg går til hende med.”

[Finley Runcorn]

Udmattet ovenpå kvalmen og sammentrækningerne i mellemgulvet, var det svært for Finley at knytte hænderne sammen med samme kraft som normalt. De hang i stedet bare og dinglede ned langs hans sider, og han tvang da også den tyggede karamel ned gennem halsen, nu hvor det var hende der havde givet ham den.

"Wauw. Jamen, det er storsindet af dig. Det er jeg meget glad for," Lød det sarkastisk, og måske ikke så rationelt fra ham. Han havde en ide om at polyjuice var nok til at sende ham ud af skolen, men han ville i hvert fald ikke smide Milphio Borgin eller Calliope ind under natbussen med ham.

"Du har ingen beviser."

[Summer Maddox]

Måske det var en fejl at sige noget om sine intentioner, men nu var det sagt og Summer brød sig ikke om følelsen af uærlighed ved bare at gå direkte til professoren uden at give ham en mulighed for selv at komme til bekendelse, både over for overhovedet og sine forældre først.

“Det er ikke mit ansvar,” svarede hun med en ro, hun ikke vidste, hvor kom fra. Og den var da heller ikke at finde i hendes indre på samme måde som i tonen.

“Men det er dét at fortælle hende om, hvad hendes elever bruger deres fritid på.”

[Finley Runcorn]

"Du er sådan en..." Finn stoppede sætningen, før det sidste ord gled over hans læber. Tænk at en pige der nærmest... på en eller anden syg måde kunne ses som hans trilling, ville kaste hans navn mod en professor på den måde.

"Du kan satme selv tage det skrald," Proklamerede han så, uden at bukke under lysten til at losse til det nærmeste, måske-dyreste objekt ved briksen. "Jeg beskytter min familie, men med dine prioriteter fortjener du ikke at have en."

[Summer Maddox]

Summer burde måske ikke længere lade sig overraske af, at Finley var en giga nar, men det gjorde stadig ondt, som han endnu engang gik langt over grænsen. Hendes mund gled let op i en måben. Hun lukkede den hurtigt.

“Jeg har en familie,” fløj det fra hende, selvom hun nok bare burde lade ham rasle sine fornærmelser ud af ærmet uden at tage det til sig. Men han var hendes bror, vel, og selvom hun ikke ville det, var drømmen om søskende stadig ikke helt død.

“Og jeg har ikke brug for dig eller din voldspsykopat af en søster eller din løgnerfar.”

[Finley Runcorn]

Finn var vant til at få slynget større fornærmelser mod sig selv. Desuden kunne han kun give Summer ret i, at hans far var en løgner, at dømme på hvad der var hændt her i butikken. Dog var der én ting han ikke kunne snuppe - det var Summers beskrivelse af hans tvillingesøster, Freya Runcorn .

Han trak tryllestaven frem fra bukselommen. Nok måtte han ikke bruge magi udenfor skolen, men kun en kraftidiot havde den ikke på sig. Tænk hvis der skete noget rædsomt. Hvis man var i fare. Han pegede den mod Summers næse.

"Tal aldrig sådan om min søster."

[Summer Maddox]

Nok havde Summer gået på Hogwarts i fem år, men det var første gang, hun havde en stav direkte mod snuden. Pulsen steg og hun tog en skarp indånding.

"Fjern din stav." Kraften var forsvundet fra hendes tone og autoriteten med den.

[Finley Runcorn]

Finn havde allerede ét ben ude af Hogwarts, følte han. For selvom det var sommerferie, havde han brudt nogle rimelig heftige regler. Han sænkede dog ikke staven.

"Så tag det tilbage," Beordrede han.

[Summer Maddox]

Håndfladerne var virkelig svedige og klamme efterhånden, men Summer modstod fristelsen til at tørre dem af i den luftige bomuldskjole. I stedet stak hun dem i de praktiske lommer og knyttede dem der.

"Hvis hun giver mig en undskyldning," svarede hun uden at give efter for frygten og adrenalinen, der bød hende at flygte.

[Finley Runcorn]

"Skal hun give dig en undskyldning?" Brusede det ud fra Finn. Han var meget klar over at han befandt sig i et mugglerkvarter og døren til biksen kunne åbnes hvert øjeblik. Tryllestaven blev dog hvor den var.

"Generer du min familie igen, forhekser jeg dig."

[Summer Maddox]

Summer ville virkelig ikke være uvenner med nogen, men hun var mere end færdig med Finley og hans anklager. Et fnys forlod hende, mod bedre vidende.

“Hvem er det, det generer hvem?” bed hun og tog et skridt bagud, før hun vendte ryggen til ham og gik mod forklædet, der hang foran dørkarmen ud til trappen til lejligheden. Nok var han uforudsigelig, men hun regnede ikke med, at han reelt ville risikere bortvisning for dét.

[Finley Runcorn]

Det pissede ham kun mere af, da Summer besluttede sig for at vende ham ryggen. Efter nogle sekunder, slap et irriteret suk fri over læberne, og han sænkede hånden med den udstrakte tryllestav. Han fulgte hende med øjnene.

"Hold dig væk fra os, okay?" Vrissede han og stak staven tilbage i lommen, før han satte mod døren. "Ellers vanker der." Kinderne havde genvundet den stressede røde farve.

[Summer Maddox]

Det havde overskredet hendes grænse til et sådan punkt, at Summer efterhånden var ligeglad med, hvad Finley mente om hende eller hvordan chancerne var for nogensinde at have søskende, der ikke var Tibby Kendrick.

Hun sagde ikke mere, men forsvandt op i lejligheden uden at se sig tilbage. Og selvom hun var ligeglad, søgte hun under dynen og overgav sig til gråden.

afsluttet