I forklædning

[Finley Runcorn]

Responsen fik Finn til at forsøge at hænge fast i at Summer umuligt kunne være relateret til ham. For han ville ikke have hjulpet hende hvis det var den anden vej rundt. Det var han... næsten, sikker på. Han slugte dog store tåre af vandet, før glasset blev tømt, men lugten af polyjuiceopkast var ikke indbydende.

"Bare," Han viftede afværgende med hånden. "Jeg klarer det." Han smed i hvert fald viskestykkerne ned på gulvet og dækkede opkastet som start. Så stod han lidt akavet tilbage. "Så. Du er sikker på at du er min søster?" Lød det, næsten henkastet i tonen, som stod han ikke midt i oprydningen af sit eget opkast.

[Summer Maddox]

Summer rynkede på næsen og huskede sig selv på kun at trække vejret gennem munden, bare så hun ikke ville skulle lugte alt for meget til hans opkast. Hvad hun skulle stille op med viskestykkerne, vidste hun ikke lige. De skulle i hvert fald ikke bruges, når moren tatoverede, efter det her.

"Synes du virkelig, det er tiden til det?" spurgte hun vredt. Nok hjalp hun ham, men hun havde ikke glemt, hvorfor han stod der. Eller hvad der lige var sket.

[Finley Runcorn]

Finn så temmelig bleg ud lige nu, hvilket kun tegnede fregnerne mere markant op på hans kinder. Visse af dem syntes at dukke sporadisk op, nu hvor eliksiren var aftaget og det meste af den nok lå i det snask, der var blevet dækket under viskestykkerne. "Vend dig lige," Lød det fra ham, før han begyndte at bakse med at tørre det op. Der var ikke meget, men det var rimelig klamt. Det hele røg i nærmeste skraldespand.

Og da der var ryddet op, spillede han scenariet gennem i hovedet igen. Summer kunne ikke være hans søster... Han skævede akavet mod hende og valgte at tage plads på den nærmeste stol, før han ville blive ør i hovedet igen.

[Summer Maddox]

Summer vente sig ikke. Hun betragtede ikke sig selv som irrationel, men lige dér greb en ellers sjælden stædighed fat i hende og hun lagde blot armene over kors og så til, mens han fik tørret op efter sig.

Blikket fulgte ham, da han satte sig og hun valgte selv at gå hen til den sorte læderbetrukne briks, hvor kunderne blev tatoveret. Hun skubbede sig op og at sidde og så blot på ham, mens han sundede sig lidt. Og meget modstræbende rakte hun ned i lommen og fremdrog en flødekaramel indpakket i knitrende papir.

"Her." Hun havde ingen øje-hånd-koordination, men med et blødt underhåndskast fik hun den alligevel kastet over til ham.

[Finley Runcorn]

Det var utroligt at Finn overhovedet kunne formå at gribe karamellen, da den blev smidt mod ham. Men grebet blev den nu alligevel og uden andet tak end et afmålt nik, pakkede han karamellen ud af det larmende papir og begyndte at tygge på den for at friske ånden op og distrahere sig fra den forhenværende smag af mudret polyjuice.

"Sandhedsserum var måske en bedre ide," Lød det så for ham. Det var ikke ligefrem en undskyldning, men nærmere en kommentar til ham selv og den fejlslående plan. "Mindre... bræk."

[Summer Maddox]

Det var næsten ikke til at fatte for grævlingen, hvordan man kunne være så stor en idiot, som Finley var det lige nu. Men dén tanke lagde hun selvfølgelig ikke ord på. I stedet sad hun blot og betragtede ham.

"Det er pisse ulovligt," kunne hun dog ikke dy sig for at konstatere.

[Finley Runcorn]

Til det, trak Finn skuldrene op og lod dem sænkes igen. Dernæst begyndte han at pille ved sine negle. Han kom endda til lige at bide i tommelfingerens neglerod, før han fangede sig selv i det. Normalt var han skideligeglad.

Der gik en god mængde tid, før han sagde noget igen.

"Så. Altså. Vil du have kontakt med min... måske vores... far eller noget?" spurgte han. Summer havde trods alt fortalt ham om 'hendes sandhed' af en grund. Hvilken, anede han ikke.

[Summer Maddox]

Summer anede ikke, hvad hun havde forventet, men hun var i hvert fald ikke engang overrasket over det, da Finley bare trak på skuldrene med samme skødesløshed, som han behandlede andre mennesker.

"Det var ikke ham, jeg gik til. Vel?" pointerede, mere end spurgte hun.

[Finley Runcorn]

"Så hvad leder du efter?" spurgte Finn, med samme ligefremhed som før. Han lignede stadig lort, og han følte sig på samme måde. Ikke så meget fordi han fortrød hvad han havde gjort mod Summer, men nærmere hvad han havde gjort mod sig selv. Tilbragt uger med at brygge en eliksir som røg på gulvet.

"Søskende?"

[Summer Maddox]

Det lå ikke til Summer at være uforsonlig eller afvisende. Men Finley havde for længst overskredet grænsen for, hvad man kunne byde sine medmennesker og ved hans spørgsmål behøvede hun ikke at overveje.

Hun havde stadig minderne om Freya Runcorn og Felicity Runcorn ‘s afvisende, næsten aggressive reaktioner i frisk erindring. Og hun var sikker på, at hendes billede lå sammenkrøllet et eller andet sted med en nu størknet snotklat.

“Jeg har ikke nogen søskende,” svarede hun derfor blot. “Og min mor kommer tilbage snart, så jeg synes, du skal gå.” Måske havde han ikke meget farve i kinderne, men han kastede ikke mere op og hun havde givet ham vand og en karamel.

[Finley Runcorn]

Panden rynkede, men ingen undskyldninger rullede af tungen. Det var derimod hvad den halv-opløste karamel gjorde, som han navigerede den med tungespidsen fra den ene side af munden til den anden.
Summer var kun et år ældre end ham og Freya... Det hele var et stort rod. Det her var måske hans storesøster.

"Undskyld for brækket." Det var den eneste undskyldning hun fik, da han stablede sig op at stå på de vakkelvorne ben. "Jeg kan godt tage... altså det der skrald med ud."

[Summer Maddox]

Det var ikke, hvad Summer gerne ville have en undskyldning for. Faktisk var det det eneste, han havde budt hende, hvor hun bare trak på skuldrene og det var dét, hun gjorde.

“Det må du gerne. Folk bliver tatoveret her, så der må gerne være rent,” svarede hun og skubbede krøllerne bag øret, kun for at de faldt ud igen øjeblikket efter. Hun bekymrede sig ikke med det. I stedet var der en anden tanke, der havde optaget hende:

“Jeg bliver nødt til at sige det til Professor Yaxley.” Nok var det sket uden for skoleåret, men polyjuice tog over en måned at få helt klar, hvis alt gik, som set skulle. Og Cedrella Ogden var ikke blot eliksirunderviseren, men også hans overhoved.

[Finley Runcorn]

Munden lukkede sig i og Finn bevægede sig ikke en eneste centimeter ud af stedet. Derimod stirrede han lidt vantro på Summer der ville sladre til hans overhoved. "Er du seriøs?" spurgte han så. Han følte sig stadig ør i hovedet og vidste at det værste han nok kunne gøre, var at hidse sig op.

"Det forklarer alt. Du kan virkelig ikke være i familie med mig."

[Summer Maddox]

Summer hævede brynene lidt, blikket under dem så uimponeret som det nok blev hos grævlingen. Armene blev lagt over kors, knapt bevidst om handlingen.

“I lige måde,” gav hun igen. “I min familie behandler vi folk ordentligt.”

[Finley Runcorn]

"Det lyder ikke ordentligt at rotte mig ud på den måde," Bød Finn tilbage. Han ville ikke smides ud af skolen, men eftersidninger havde der været mange af. Efterhånden måtte konsekvenserne vel også ramme.

"Rendte jeg rundt med et billede af din mor i lommen, og fik jeg nogen du holder af til at tude, ville du vel også finde frem til sandheden." Han tænkte på hvordan Felicity Runcorn havde reageret på det hele.