Frirum

[Peigi Ogden]

Peigi var ikke for alvor overrasket over, at Nathaniel ikke tøvede med at spørge ind. De var trods alt journalister og efter en del år som kollegaer, kendte hun ham godt nok til at vide at han ikke holdt sig tilbage. Hovedet gled til den ene side, før hun tiltede det mod ham og rettede grønne øjne mod ham. Mundvigene sitrede.

"Det her," konstaterede hun. "Er det bare mig, eller var der ikke engang, hvor vi dårligt kunne være i rum sammen?"

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel kneb øjnene lidt sammen som om han overvejede hendes ord og slap så et underholdt fnys "DEt ringer en klokke et eller andet sted, jo.." han løftede hånden der lå over ryglænet og gned sig lidt i skægget. Da han talte igen, var smilet uforandret, men der havde sneget sig et glimt af alvor ind i hans blik "Du er god, Peigi.. du har været en konkurrent i flere år.. den største konkurrent."

[Peigi Ogden]

Peigi var ikke upåvirket af alvoren i hans blik og hun rankede sig instinktivt lidt, selvom roen ikke helt forlod hende. Hun var dog mere bevidst om den nu, som hendes blik gled lidt over hans ansigt.

"Men ikke længere," konstaterede hun, mere end spurgte.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel vippede hovedet fra side til sige som om han overvejede "Jo.. men på den anden måde." han tog en solid slurk af sin drink, mens det vurderende blik ikke rigtigt forlod hende "Så længe vi sad samme sted, havde det samme ansvar, så var det en motiverende faktor.. til altid at yde lidt mere og prøve at overgå dig." han skar en lille grimasse "Ikke at det altid lykkedes." han tav et kort øjeblik "Hvis jeg fortsatte den stil nu, ville det se lidt anderledes, og ikke særlig heldigt, ud." brynene trak sig lidt sammen og blikket blev spørgende "Giver det mening?"

[Peigi Ogden]

Lidt af den løsslupne sorgløshed gled ud af hende og et par enkelte spændinger sneg sig ind over hans ord. Hans anerkendelse af, at han reelt ikke altid havde været den bedste, var svagt overraskende, men havde også en formildende effekt, der fik hende til at se mere tankefuldt end irriteret på ham.

"Hvordan er det nu, så?"

[Nathaniel Bancroft]

En svag rynke trådte frem på hans pande over spørgsmålet, men glattede sig selv ud igen efter nogle øjeblikkes overvejelse "Nu.. er jeg nødt til at tænke anderledes. Du er en del af et team jeg har det overordnede ansvar for. En stærk del, som jeg ikke kan undvære og hvis jeg ikke kan have en ordentlig omgangstone med dig, eller resten af det team, så kan jeg ligeså godt kaste håndklædet i ringen med det samme."

[Peigi Ogden]

Peigi havde altid set Nathaniel som selvhævdende og egoistisk, kun fokuseret på sit eget mål, men det stemte ikke overens med den mand hun så nu og selvom det ville være svært at indrømme, følte hun sig bare svagt imponeret. Under alle de andre mere komplicerede følelser over, at han i sidste ende stadig havde vundet over hende.

Hun var ikke helt bevidst om, at hun så uudgrundeligt på ham eller at hun blev så eftertænksom, at hun ikke fik svaret.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel sagde ikke mere og sad nogenlunde roligt under Peigis blik. Til sidst blev det dog for meget, selv for ham og læber skiltes i et skævt smil "Fik jeg sendt dig helt i chok, eller var der noget i den drink der ikke skulle have været der?" han hævede det ene bryn lidt mens han så spørgende på hende.

[Peigi Ogden]

Peigi fnøs lavmælt og så tilbage på ham, blikket mod hans ansigt, hvor det gled let over hans træk.

"Jeg overvejer bare, hvornår du har fået en personlighedstransplantation, Bancroft."

[Nathaniel Bancroft]

Svaret, der var virkelig meget som han kendte hende, fik det til at trække insisterende i hans mundvige. Han lignede en, der var ved at revne af grin, men prøvede hårdt at lade være og det var også nøjagtigt hvad der gik for sig. Efter et øjeblik rømmede han sig, stadig med den tilbageholdte latter spillende i blikket "Jeg er ikke sikker. Jeg vågnede op en morgen og følte mig ikke helt som mig selv længere. Måske burde det have tændt advarselslamperne."

[Peigi Ogden]

Peigi så den tilbageholdte latter, som forandrede hans ansigt fuldt ud og gjorde noget godt for det. Ikke at hun skulle tænke den slags. Hendes egne mundvige sitrede dog alligevel og hun tog en tår af drinken, der nærmede sig tom, for at dæmpe det lidt.

"Altså, der lyder ingen klager herfra," fik hun dog alligevel sagt og kunne ikke helt skjule, at hun nød hans selskab. Paradoksalt nok.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniels smil forsvandt aldrig helt, men lurede i hans mundvige sammen med den alvor der stadig spøgte i hans blik "Jeg har ingen bagtanker.." brynene trak sig lidt sammen i svag tøven før han fortsatte "Det føles lidt som at skyde sig selv i foden, hvis jeg gør mig uvenner med dig.. og de andre." han skar en lille grimasse der endte i et underholdt fnys "Og her prøvede jeg ihærdigt at undgå at tale om arbejde."

[Peigi Ogden]

Peigi kunne kun erklære sig enig og gjorde det med et lille fnys, der sagde det-siger-du-ikke. Hun trak på smilebåndet og vippede glasset lidt i hånden.

"Uanset hvad vi ellers kommer op med, så ér det også den største fællesnævner."

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniels læber skiltes kort i et lydløst grin og han nikkede "Det er svært at argumentere imod, ja.." han kneb øjnene lidt sammen og betragtede hende uudgrundeligt mens fingrene trommede blødt mod det snart tomme glas.

Så løftede han det og tømte det i en mundfuld, eller måske halvanden og lænede sig frem for at sætte det nu tomme glas fra sig på bordet "Det blev frygtelig seriøst det her.. det var ikke lige det jeg havde planer om da jeg kom." klagede han med et skævt smil, der eliminerede den alvor der kunne have været.

[Peigi Ogden]

Peigi så på ham, som han tømte glasset og tog selv den sidste tår, før det også endte på bordet. Et bryn hævede sig lidt mod ham og den ene side af læberne buede opefter, som hun spidsede læberne i et antydningsvist smil.

"Du havde vel heller ikke planer om at støde på mig?"