Frirum

[Peigi Ogden]

Peigi havde ikke for alvor regnet med, at det ville gå ubemærket hen og hun fnøs muntert over hans spørgsmål, som en skulder hævede sig lidt og hun så over på ham med et ikke så uskyldigt smil spillende om de let adskilte læber. Et glimt var i de grønne øjne.

"Tror du virkelig, at jeg kunne finde på at blande vores egen op?"

[Nathaniel Bancroft]

Konstateringen fik ham spontant til at le og latteren sad stadig i hans blik da han rystede på hovedet "God ord igen.. vandtæt argument, Ogden. Jeg bøjer mig." de to drinks blev sat på baren og uden at tænke meget over det, betalte han for dem begge og nippede til sin egen og forsøgte at komme op med et emne, der ikke handlede om arbejde. På samme tid uden helt at vide, hvorfor han blev ved at have lyst til at finde ud af mere om hende.

[Peigi Ogden]

Det slog Peigi, at det var sjældent at hun hørte Nathaniels latter og den fik hende instinktivt til at smile, før hun kunne nå at tænke over, at hun virkelig ikke burde reagere på den måde eller tænke at lyden klædte ham.

Hun rømmede sig og tog sit glas, burde måske undskylde sig, men han havde lige købt hende en drink. Så i stedet nippede hun til selv samme. Og kørte sig selv stille et spørgsmål.

"Så, hvad plejer du at bruge tiden på, når du kommer her alene?"

[Nathaniel Bancroft]

Med en mundfuld af den lidt for blå drink indenbords, følte han sig allerede mere afslappet da han trak på skuldrene "Få rørt bentøjet efter en uge bag et skrivebord.. drinks.. glemme jeg skal på arbejde igen på mandag og forestille at være et voksent og ansvarligt individ." svarede han, stadig med smilet lurende i mundvigene, men ikke helt ved siden af sandheden. Han lagde hovedet lidt på skrå og så vurderende på hende "Du kommer her måske aldrig alene?" sandt at sige foretrak han at komme alene.

[Peigi Ogden]

Peigi hævede brynene lidt over hans ord, men han stillede et spørgsmål, før hun nåede at svare. "Sjældent," konstaterede hun sandfærdigt, men med sitrende mundvige, som blikket gled en enkelt gang op og ned over ham.

"På en eller anden måde har jeg meget svært ved at forstille mig dig være ikke voksen og ansvarlig."

[Nathaniel Bancroft]

Smilet kom let.. måske for let, men han besluttede ikke at tage sig af det og trak på skuldrene igen "Du ville ikke være den første der sagde det." begyndte han, uden at virke generet af det "Men det kan ske.. et par gange om året, måske tre." spøgte han og drak igen.

[Peigi Ogden]

Ærligt talt havde Peigi altid ment, at Nathaniel var en tør kiks, der følte sig hævet over alle andre, men det var ikke ligefrem den mand hun stod og så på nu, som smilede, drak blå drinks og åbenbart godt kunne lide at slå håret ud på Tarantallegra.

"Der kan man bare se," konstaterede hun og kastede et blik over ham, før hun tog en tår mere selv. "Selvom jeg stadig er tilbøjelig til at tænke, at jeg skal se det, før jeg tror det."

Ikke, at hun havde glemt, at de havde danset, sidst de havde været der.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel kunne ikke læse tanker, men havde han kunnet, ville han sikkert have givet tilbage, at han altid havde fået sig selv overbevist om, at hun var både en smule nærtagende, lidt for flabet og havde en evne til altid at blande sig hvor det ikke var ønsket. Men noget var skiftet mellem dem og han fik sværere og sværere ved at se det på den måde "Ja?" han nippede til den blå væske igen og der spillede en udfordring i hans blik bag smilet "Hvad ville overbevise dig?"

[Peigi Ogden]

Det var noget af et spørgsmål og Peigi kunne ikke lade være med at overveje det eller smile drillende, selvom hun virkelig ikke burde opføre sig sådan overfor sin chef. Ligesom at hun heller ikke burde sige det næste med et udfordrende glimt i de grønne øjne.

"Vi kunne jo prøve med en dans mere - efter den her drink."

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel lagde hovedet lidt på sned igen og kneb øjnene vurderende sammen - som om han reelt var nødt til at overveje forslaget. Svaret var dog ganske ligetil, selvom en lille stemme pippede om, at han virkelig burde lade være "Top.. det kan vist godt tåle gentagelse." medgav han og fremviste et glimt af tænder da han løftede glasset til læberne igen.

[Peigi Ogden]

Peigis tænder kom selv svagt til syne i respons på hans smil, som hendes blik dvælede flygtigt ved. Hun blinkede langsomt og så ham i øjnene i stedet, før hun slap en tilfreds lyd og løftede glasset en anelse.

"I så fald - skål."

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel skålede pligtskyldigt, eller måske mest for at have en grund til at drikke igen. Blikket forlod hende ikke helt imens og han tog ordet efter at have sunket "Vi kunne sætte os ned et sted mens vi drikker færdigt.. med mindre du foretrækker at stå her og blomstre." blikket spillede igen. Han havde ikke rigtigt glemt hendes søster, men måske passede det bare bedre at lade som om det lige for nu.

[Peigi Ogden]

Peigi burde måske finde sin søster og selv ikke sidde og drikke med sin chef, men hun glemte næsten sidstnævnte lige nu, uden at vide, hvorfor hun var så tillokket af tanken.

"Ingen protester herfra," konstaterede hun derfor og tog en tår af sit glas. Hun så sig rundt og slap en munter lyd over de fyldte borde.

"Hvis det kan lade sig gøre."

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel løftede den frie hånd og slog ud med den "Alt er muligt.. hvis man bare er stædig nok." erklærede han skråsikkert, lod blikket glide søgende rundt og endte med at pege mod en klynge borde til venstre for dansegulvet "Måske derovre. Hvis vi er hurtige." han havde lænet sig lidt frem uden at tænke så meget over det "Skal vi prøve?"

[Peigi Ogden]

Peigis mundvige sitrede, som hun stadig så på Nathaniel med svag forundring og uden helt at vide, hvordan hun var endt med reelt at bruge tid med ham.

"Lad os," konstaterede hun og lod ham føre an, før hun fulgte efter og snoede sig behændigt gennem menneskemængden, selvom det ind i mellem krævede lidt ekstra.

En munter lyd undslap hende, som hun kom udenom en heks og indhentede ham med et par skridt.