Nu er solen død, mor, og dagen gået bort [S]

[Hamish Buchanan]

Det var kun deres anden gang sammen og Hamish burde måske være foruroliget over, at hun allerede fandt så stor nydelse i at udsætte hans, men deres kamp om kontrollen var ikke ny og han nød det ærligt talt, under frustrationen.

Til sidst var der dog ikke flere pauser, der kunne holde det tilbage og han gav slip med armene tæt om hende og læberne ind mod hendes hals, hvor han stønnede tungt.

[Alissa Avery]

Engang havde Alissa gået balancegangen mellem at bevare illusionen om dydighed, samtidig med at fastholde den både ældre og mere erfarne troldmands opmærksomhed. Nu havde hun givet afkald på det første og var ikke for alvor i tvivl om, at hun havde sidsnævnte; en sikkerhed, der kun gav hende lyst til at undersøge nærmere.

Til sidst gav hun dog efter, lige så meget ledt af sit eget behov for forløsning og hun gispede lidt, da hendes indre trak sig sammen om ham, netop som han knugede hende helt tæt.

[Hamish Buchanan]

Hamish mærkede hende trække sig sammen omkring ham og det intensiverede kun forløsningen, der holdt ham i nogle lange, frydefulde sekunder, før han sank bare en anelse sammen og hvilede panden ned mod hendes skulder, vejrtrækningen tung.

Anstrengelsen kunne mærkes nu og han måtte sidde der lidt, før han kunne rette sig op igen og med et ømt smil, stryge en hånd over hendes kind.

[Alissa Avery]

Anstrengelse tolkede Alissa som ømhed og hun havde intet problem med at sidde over ham. Hun trak fingrene igennem hans nakkehår og lænede hovedet lidt ind mod hans, muligvis for første gang ikke den mindste smule selvbevidst over huden, der glinsede let af sved.

Smilet lod sig forme af hans og hun så på ham med varme i blikket, da hun atter rettede sig nok op til at se det.

[Hamish Buchanan]

Hamish gengældte smilet, men kunne heller ikke helt skjule udmattelsen fra sit blik nu, ligesom at det føltes bare en anelse hårdt at holde armen løftet til hendes kind. Derfor endte han også med at læne sig lidt tilbage mod puderne, vejrtrækningen bare en anelse hæs, men med et smil om læberne, som han lod blikket søge over hende.

"Du er smuk," observerede han, uvant med denne nye form for skønhed.

[Alissa Avery]

Det var først dér, at Alissa fik set godt nok på ham til at se udmattelsen og hun kunne mærke en nervøs flaksen i sit indre, der dog lod sig berolige af hans ord. Smilet forsvandt da heller aldrig helt, selvom hun lagde sin hånd over hans og tilbød usynlig støtte.

"Endnu en grund til, at vi passer perfekt sammen," svarede hun med et ganske tilfreds smil, der ikke fjernede ømheden fra hendes blik.

[Hamish Buchanan]

Hamish genkendte ikke hendes hånd som støtte, hvilket nok var godt nok for hans stolthed, men han prøvede dog heller ikke for alvor at skjule sin udmattelse fra hende, primært fordi han ikke kunne og fordi hun udmærket vidste, hvor han havde tilbragt de sidste mange dage.

"Mmh," lød det fra ham i enighed, som tomlen strøg over hendes kind og han først da langsomt lod armen falde. Hånden endte mod hendes lår i stedet og han endte med bare at betragte hende, uden ord, men med en vidunderlig fornemmelse.

[Alissa Avery]

Alissa nåede at lægge et kys mod hans håndrod, før den forsvandt uden for rækkevidde. Hun prøvede ikke at stoppe det, men besvarede blikket uden skyggen af selvbevidsthed ved at sidde nøgen over ham på den måde.

"Så distraherende," bemærkede hun uden at lyde beklagende, da virkeligheden langsomt vendte tilbage.

[Hamish Buchanan]

Hamish forsøgte ikke at skjule, at han betragtede hende. Tværtimod gled hans blik meget åbenlyst over hende og tog alle dele ind, før hun talte og mørke øjne fæstnede sig ved hendes ansigt. Det trak i hans ene mundvig, men et bryn hævede sig svagt.

"Distraherende fra hvad?"

[Alissa Avery]

Det var ikke første gang, at Alissa solede sig under hans blik og hun var mere end sikker på, at det heller ikke ville blive den sidste. Læberne buede blødt opad.

"Menneskelige behov som mad og vand," svarede hun. Og tissetåre, tilføjede hun mentalt, men det nævnte hun selvfølgelig ikke.

[Hamish Buchanan]

Et lavmælt, næsten muntert fnys undslap Hamish og det trak i hans mundvige, selvom det drengede smil havde fået en let udmattet kant og ikke nåede helt op på fuld styrke. Hånden strøg lidt over hendes lår.

"Det kan vi ikke have," medgav han, uden for alvor at have dårlig samvittighed. Meget lidt i hvert fald. "Så må jeg hellere holde hænderne fra dig. Omend det er en udfordring."

[Alissa Avery]

Intet i Alissas træk tydede på, at hun var fortrydende og følelsen var da også fraværende. Hun smilede da også blot over hans ord og lænede sig frem for at plante et dvælende kys mod hans læber.

"Så er det godt, du har hele livet til at have hænderne på mig," bemærkede hun med et glimt i øjet.

[Hamish Buchanan]

Hamish tog imod kysset og et svagt smil forblev tilbage, som han lænede sig helt tilbage mod sengegavlen og puderne. "Mh," lød det tilfreds, som hånden gled ned til hendes knæ.

"Det er tæt på at være nok."

[Alissa Avery]

Det var et godt svar og det var med et tilfreds smil om læberne, at Alissa fulgte lidt med ham. Hans nu tilbagelænede stilling gjorde det nemmere at lægge kys mod hans brystkasse, så det gjorde hun, dvælende ved salt hud.

Lidt abrupt satte hun sig op igen; en bevægelse, der trak en halvkvalt lyd af nydelse fra hende ved den fortsatte forening.

"Jeg ønsker mig et kamera herinde," konstaterede hun, spontant, men ikke desto mindre i en næsten kælen tone.

[Hamish Buchanan]

Hamish slap en lavmælt lyd, da hun lænede sig frem og igen, da hun lænede sig tilbage og udfordrede områder af ham, der var temmelig følsomme efter deres seneste eskapade. Han glemte det dog helt, som hun talte igen og fik begge bryn til at hæve sig i utvetydig overraskelse.

Dét var alligevel mere end han havde forventet og udmattelsen på hans ansigt blev erstattet, som han så næsten paf på hende.