Begrundet mistanke

[Keeran Appleton]

Sagen med den forsvundne Dominique Weasley var efterhånden ved at drive Keeran til vanvid. Nu var det dog ikke længere spørgsmålet om at finde hende. Beviserne, der kunne binde Cillian O'Callaghan var dog lidt sværere at få opstøvet. Og han var ikke nødvendigvis i en position, hvor han kunne stramme skruetvingen om ham.

Det var Callistus Bancroft til gengæld og specialstyrketroldmanden lignede i dén grad en mand med et mål, da han efter tilladelse trådte ind på afdelingslederens kontor og lukkede døren bag sig.

"Vi fandt hende i Wales," konstaterede han uden at spilde tid på høflighedsfraser. "Et tip fra en af Mr. O'Callaghans tidligere betroede." Som de ikke længere kunne bruge til noget som helst, sikkert fordi han var blevet klippet af Kimærens ejer.

Callistus S. Bancroft
Efter Konfrontation

[Callistus S. Bancroft]

Dominique Weasley var ubetydelig. Et insignifikant bæstafkom af en underlødig slægt, uden nævneværdige bedrifter. Og ingen med en sådan status skulle få lov til at løbe om hjørner med Bancroft uden at betale prisen. Nok var hun nydelig at se på, men selv kønne blomster kan lugte fælt og tiden for at luge ukrudtet ud var for længst overskredet. Bancroft var en gavmild og tålmodig mand, men der var grænser.

Han tog en dyb indånding og måtte minde sig selv om, at den unge Mr. Appleton, trods inkompetente kollegaer, virkede til at arbejde hårdt og dedikeret. Som det stod nu, var han mere uundværlig for sagen end Jesse Jones.

”Jeg håber du har flere gode nyheder, Mr. Appleton?” Tonen og entréen gav ham ikke høje forhåbninger.

[Keeran Appleton]

De fleste dage følte Keeran sig i forvejen som en tikkende bombe og troldmandens ord prikkede kun til den i forvejen ustabile tilstand. Han tog en indånding og foldede hænderne bag ryggen.

"Jeg hentede hende herind og placerede hende nede i mysteriedepartementets forhørslokaler, så vi kunne få sendt besked til dig. Men vi har ikke hørt fra budbringeren siden, så jeg har grund til at antage, at han nok ikke kommer til at sige mere igen." Det kortvarige ophold i ministeriet var dog næsten det eneste positive, der var at berette.

"Men nogen har åbenbart haft nok indflydelse til at få hende ud derfra. Og jeg tror, vi begge ved, hvem det er." Cillian O'Callaghan var den eneste kontakt, de kendte til, der kunne opnå det.

"Jeg er sikker på, at han skjuler hende."

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft brød sig egentlig ganske udmærket om Cillian O'Callaghan . Han brød sig om mandens establishment og han brød sig om mandens ambitioner, og til dels også om mandens selskab. Han var en troldmand man kunne have respekt for, trods hans unge alder. En af de få der kendte spillets regler og spillede det godt.

Derfor var Bancroft ikke interesseret i stridigheder med ejeren af Kimæren. Om end han også var ganske sikker på, at Mr. O’Callaghan heller ikke var interesseret i stridigheder med Bancroft selv, hvorfor han forholdt sig skeptisk til den unge Appletons udtalelser.

”Du siger I havde hende. Her. I ministeriet.” Begyndte han roligt, og fortsatte i samme tone. ”Og så prøver du at bilde mig ind, at Mr. O’Callaghan skulle have spildt sin tid og sin indflydelse, på at yde assistance til en middelmådig danserinde, der til og med stak af fra sit job?” Blikket var uimponeret, og det var tydeligt at Appleton skulle træde varsomt.

[Keeran Appleton]

Keerans tålmodighed var længe opbrugt og det var nok tydeligt i de mørke øjne. Han lagde dog ikke ord på sin frustration, selvom han lige talte ned fra fire, før han fortsatte. Brynene var dog hævet.

"Informanten var en af hans mænd," konstaterede han med tilkæmpet ro, men rykkede sig ikke ud flækken og stod stadig lige så rank og ordentlig med hænderne samlet bag ryggen, som han hele tiden have været.

"Hvilket vil sige, at han med stor sandsynlighed også har vidst, hvor hun befandt sig. Desuden er han den eneste med bånd til hende, som har det kontaktnetværk, der skal til for at smugle en kvinde ubemærket gennem ministeriet. Og holde hende skjult efterfølgende."

[Callistus S. Bancroft]

Endnu en dyb vejrtrækning markerede pausen, mens Bancroft overvejede specialstyrketroldmandens ord. Han kunne ikke hvorfor den unge mand skulle fortælle ham andet end sandheden, men der virkede også en anelse absurd. måske skulle han selv tage en snak med Cillian O'Callaghan. Det skulle ikke være noget problem at få arrangeret.

En kort betænkelig brummen lød fra den ældre troldmand, inden han lænede sig godt tilbage i sin stol og fangede Appletons blik. ”Jeg vil gerne have at al efterforskning af Mr. O’Callaghan indstilles. Det gælder både af hans person og hans ejendomme, herunder personale.” Erklærede han endelig, stadig i et roligt tonefald, inden han løftede hånden lidt og understregede: ”For nu.”

”I mellem tiden Mr. Appleton, vil jeg anbefale du og dit team fortsætter eftersøgningen udenom Mr. O’Callaghan. Potter og Weasley klanen har haft held til at bryde ind i ministeriet før, så jeg vil forslå du starter dér. Og så vil jeg have at du personligt ikke slipper hende af syne, når du finder hende igen.”

[Keeran Appleton]

Det havde i forvejen været et nærmest umuligt foretagende at få samlet et lille hold af magikere, der var villige til rent faktisk at gennemsøge hans varer og lagre rundt omkring. Og selvom ordren fik ham til at syde indvendigt, var han ikke ubevidst om sin egen placering i samfundet og bøjede blot nakken lidt.

"Jeg har haft dem fuldt overvåget og fortsætter selvfølgelig med det," forsikrede han i den professionelle klang, han brugte på arbejdet og kastede et blik over ham. Hvis ikke Bancroft ville have hans vurdering som specialstyrketroldmand, måtte Keeran jo gå til Sylvester Buchanan og informere ham om, hvordan den anden afdelingsleder misbrugte sin stilling for at dække sine egne unoder. Han var trods alt ikke personligt investeret i at finde kvinden. Selvom det da begyndte at nærme sig.

"Det er det eneste, vi har at berette for nu." Og han var ærligt talt lidt træt af, at det var ham og ikke Jesse, der måtte stå model til Bancrofts utilfredshed. "Så jeg vil vende tilbage til holdet, før får forstyrret Mr. O'Callaghan mere."

Det kunne selvfølgelig godt vente til efter den ransagning, de havde planlagt for senere.

[Callistus S. Bancroft]

Han så overvejende på den unge troldmand. Han var ikke I tvivl om, at ambitionerne sad det rigtige sted og at knægten gjorde sit bedste. Men han have tydeligvis noget at lære endnu. Og selvom klangen og attituden var professionel, synes Bancroft alligevel at ane en fortørnet undertone.

Pausen fra Appletons sidste ord og til Bancroft talte igen, trak ud.

Så lænede han sig endelig en smule frem over bordet. ”Du og dine mænd gør et vigtigt stykke arbejde for mig, Mr. Appleton. Tro ikke, at jeg ikke værdsætter det, og tro ikke, at jeg ikke ser hvor hårdt du arbejder.” Han pausede igen, men inviterede ikke Appleton til at afbryde.

”Du har allerede Potter og Weasley fuldt overvåget siger du, og så snart du har underrettet dine mænd vedrørende O’Callaghan, vil jeg have at du tager hjem og holder fri.” Han lænede sig tilbage igen og slog gestikulerende ud med hånden, ”få renset tankerne, Mr. Appleton. Hvem ved, måske får du nyt syn for sagen.” Trods den dybe alvor i hans blik, sende han den unge troldmand et venligt smil, inden han rejste sig og lagde an til at følge Appleton mod døren. ”Tag tre dage uden du skal tænke på arbejde. Jeg kan give din Maeve Appleton fri et par af dem, hvis du ønsker - selvfølgelig på min regning.” En stor hånd klappede knægten på skulderen da de stoppede foran døren, og Bancroft løftede brynene i et afventende udtryk.

[Keeran Appleton]

Det var et transparent forsøg på at sætte sig i en yderligere autoritetsposition, som om det overhovedet var nødvendigt. Keeran var da heller ikke et sekund i tvivl og blev stående, tavs og afventende.

Tilbuddet fik ham til at rynke lidt på brynene. Sandt at sige var der meget få ting, han havde mindre lyst til, end at tage et par dage fri. Eller underrette magikerne om at fjerne tomlerne fra Cillian O'Callaghan. Han nikkede dog, ganske vist en anelse stift.

"Mr. Bancroft," svarede han med endnu et afmålt nik, før han forlod kontoret. Fucking magikere.

out?

[Callistus S. Bancroft]

Unge, uerfarne specialstyrketroldmænd med deres overilede handlinger og manglende forståelse for politisk spil. Appleton var ikke et dårligt sats, men der var tydeligvis ting der kunne forbedres. Og nu blev Bancroft selv nød til at redde trådende ud, hvis han ville undgå knuder mellem en fornuftig forbindelse.

Han færdiggjorde hurtigt nogle småting, inden han pakkede sammen og trådte ud af sit kontor. Han gav ganske kort Maeve Appleton besked om, at hun skulle holde de næste to dage fri og tage sig af sin mand, og var så hurtigt videre mod pejsende.

Ikke mange øjeblikke senere dukke han på på Den Kælne Kimær. En klub han havde været medlem af, også før den blev til Kimæren. Faktisk siden han gik ud af Hogwarts, som hans far før ham - og han havde været et ganske gavmildt medlem. Derfor kunne han sagtens tillade sig, at bede om en privat samtale med ejeren.

"Fortæl Mr. O'Callaghan at jeg er interesseret i hans selskab, så snart han har tid. Jeg er her hele aftenen." Lød beskeden til en troldmanden der bragte ham et glas ved hans ankomst. Han regnede dog ikke med at skulle vente hele aftenen. Det var bare høfligheder. Intet andet.

Til Cillian O'Callaghan
- når N har tid og ikke er ved at drukne i tråde : )

[Cillian O'Callaghan]

Cillian O'Callaghan havde forudset at den enerverende specialstyrketroldmand ville komme med problemer og der var intet chokerende for ham over at høre, at Callistus Bancroft ønskede at se ham. Tværtimod forventede han det og han nikkede let til den af hans ansatte, som bragte beskeden videre. Han ventede da heller ikke længe, før han rejste sig og forlod sit kontor.

Gløden på cigaretten lyste til op, som han tog et drag og snart efter ankom i det private lukke, som han ofte fandt pågældende troldmand i. Et respektfuldt udtryk hvilede over Cals ansigt, som han nikkede let.

"Mr. Bancroft."

[Callistus S. Bancroft]

Da O'Callaghan dukkede up, gengældte Bancroft det hilsende nik og supplerede med et imødekommende og venligt udtryk, endda med et smil. Trods situationens alvor, var Bancroft ganske sikker på, at der fandtes en fornuftig løsning, og han havde ikke tænkt sig at gøre det til noget større end det var.

"Mr. O'Callaghan! Sæt dig endelig ned." Tonen var venskabelig, men det var også ganske tydeligt at han ikke accepterede andet. Selv tændte han op i en cigar imens.

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde ejet Kimæren i mere end tyve år og vidste udmærket, hvordan han skulle navigere omkring mænd som Callistus Bancroft. Det var ikke engang en overvejelse, om han skulle tage plads eller ej og han gjorde det, som han tog et drag mere af cigaretten og lød røgen bølge ud. Han lænede sig lidt tilbage i den komfortable stol og krydsede det ene ben over det andet, mens hans blik hvilede interesseret på den ældre gæst.

"Hvad kan jeg gøre for dig i dag, Mr. Bancroft?"

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft lod røgen fra sin egen tobak kilde smagsløgene, og tog sig god tid om at slippe den igen. En tilfreds brummen markerede enden på udåndingen, inden han vendte opmærksomheden mod O'Callaghan igen med et sigende blik. Det skulle undre ham meget hvis den skarpe irer ikke havde gættet hvad det handlede om.

"Altid lige til sagen, Mr. O'Callaghan," bemærkede han først med et spillende blik. Men så lænede han sig godt tilbage i stolen, og selvom udtrykket generelt stadig var venligt var der en snert af alvor i blikket, som var ganske bevist.

"Men som du nok har gættet, er det ikke kun for fornøjelsens skyld, at jeg er dukket op i dag," begyndte han roligt og som en mand med god tid. "Det handler om et møde du for ganske nyligt har haft en samtale med den unge Mr. Appleton." Han afventede en reaktion før han fortsatte.

[Cillian O'Callaghan]

Selvfølgelig vidste Cal, hvad det handlede om. Faktisk vidste han mere end de fleste, men det afslørede hans ansigt ikke. Han så da også blot roligt på Mr. Bancroft, selvom der ved selvsammes ord gled et udtryk over hans ansigt, som om der var noget, der ikke smagte ham.

Det blev kombineret med et misbilligende glimt i de lyse øjne, som allerede nu sagde præcis, hvad han mente om den unge knøs, der var troppet op på hans kontor og havde givet sig til at puste op. Det satte han dog endnu ikke ord på, men nikkede blot let og lod sin gæst fortsætte.