Begrundet mistanke

[Callistus S. Bancroft]

Det var ingen nyhed for Bancroft, at O'Callaghan havde været mildest talt utilfreds med mødet. Han havde dog håbet på lidt mere. Men ireren var god til at spille med lukkede kort, og så var det hellere ikke vigtigere for Bancroft, hvad O'Callaghan mente om Appleton.

"Han er jo specialstyrke troldmand," forklarede han videre stadig uden hast. "Ikke min afdeling ved du nok, men lige for tiden arbejder han altså på en sag, som lapper lidt over." Han tog cigaren op ti munden igen, men afbrød sig selv ved i stedet at gestikulere med selv samme hånd og tilføje: "Ja, du ved vel hvad den handler om, så jeg vil ikke kede dig med detaljerne." Cigaren fik en chance mere, og Bancroft hev røgen ind, kun for at puste den ud igen efter nogle sekunder i tavshed.

"Mr. Appleton rapporterede til mig tidligere i dag, Mr. O'Callaghan. Om jeres møde. Og hans mistanker." Han rullede forsigtigt asken mod askebægret, inden han fangede klubejerens blik igen. "Jeg kan kun forstille mig, han nok har luftet samme mistanker for dig, og jeg tænker ikke det er noget vi nødvendigvis bør dvæle ved. Jeg har selvfølgelig indstillet eftersøgningen af din klub, samt dig selv og dit personale."

[Cillian O'Callaghan]

Cillian var en meget tålmodig mand og han ventede blot, som den anden mand talte sig frem til sin pointe. Da den lå der, bøjede han nakken ganske let.

"Det sætter jeg pris på, Mr. Bancroft," svarede han roligt. "Som du ved, har det lige så meget været i min interesse, at sagen er fortsat."

Ingen af dem omtalte sagen med mere specifikke vendinger. Men det var ikke løgn, at han havde været mindst lige så opsat på at stille sin tidligere ansatte til ansvar - at han havde opnået både det og mere til, var dog en helt anden sag.

"Jeg har fuld forståelse for, at Mr. Appleton er en presset mand, men det er skidt for forretningen, hvis den slags forestillinger får lov til at rodfæste sig."

[Callistus S. Bancroft]

Den ældre troldmand lænede sig mageligt tilbage og slog den fri hånd ud i en gestikulering, sammen med et forstående "selvfølgelig!" Uanset af Bancroft ikke per se var forretningsmand, så var skete der mange forhandlinger i ministeriet, og når alt kom til alt var det også en slags forretning.

"Så Mr. O'Callaghan," han betragtede cigaren for en kort stund inden grå øjne mødte blå. "Hvor gemmer hun sig?"

[Cillian O'Callaghan]

Det var ikke fordi, at Cal ikke var bare lidt overrasket over det ligefremme spørgsmål, men hans ansigt afslørede det ikke. Han havde års træning i at opretholde det helt rolige udtryk, som også var der nu og mundvigene bøjede en anelse nedefter, som han tiltede hovedet lidt, trak ganske let på skuldrene, albuen på armlænet og cigaretten endnu mellem fingrene. Tonefaldet var beklageligt, men også som om, at der var tale om et uomtvisteligt faktum.

"Det kan jeg ikke fortælle dig, Mr. Bancroft."

[Callistus S. Bancroft]

Blikket veg ikke fra den yngre troldmand. Han var ikke ubekendt med opretholdelsen af facader og ansigter der skjulte på noget. At O'Callaghan var dygtigt til det, var både en fordel og en ulempe, men lige nu var det på grænsen til fornærmende. Der gik et øjeblik uden ord.

Så brummede den ældre troldmand og smagte på cigarrøgen igen, før blikket vendte tilbage til herren overfor ham, mens han igen høfligt lod røgen pustes høfligt ud til siden.

"Selvfølgelig kan du det, Mr. O'Callaghan." Tonen var nærmest rosende. "Bild mig ikke ind, at en mand som du ikke ved hvor hun er." Han lænede sig tilbage igen og lod blikket hvile afventende på klubejeren.

[Cillian O'Callaghan]

Cal tog et drag af cigaretten og lod røgen glide rundt i mundvigen, mens hans blik hvilede roligt på den anden mand. Han betragtede Bancroft i nogle sekunder, nærmest eftertænksomt. Læberne blev fugtet og han gestikulerede let med den ene hånd, før han talte igen.

"Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad det er en kvinde som Dominique Weasley har gjort for at optage så mange af ministeriets ressourcer," konstaterede han, det undrende, men samtidig næsten henkastede tonefald, på plads.

[Callistus S. Bancroft]

O'Callaghan vidste hvor Dominique Weasley var. Det var ikke en helt urealistisk mistanke, Appleton havde haft, og som Bancroft sad her overfor ham nu, var det umuligt at være i tvivl. Om O'Callaghan ellers var indblandet i forsvindingsnummeret fra ministeriet, var han ikke sikker på endnu. Men det var heller ikke så vigtigt, hvis han ellers var villig til at hjælpe hende pænt derind igen.

"Det er selvfølgelig fortroligt, Mr. O'Callaghan," begyndte han inden han rullede cigarens aske igen. "Men jeg kan forsikre dig om at ministeriet ikke tager folk ind til afhøring for småforseelser." Han smagte cigaren igen, og da den døsige røg forlod læberne, gjorde den det sammen med svaret på hans spørgsmål: "Jeg regner dog med, at du er til at stole på, Mr. O'Callaghan, og jeg kan afsløre at det drejer sig om et mordforsøg. Uden at sige for meget."

[Cillian O'Callaghan]

Cal betragtede Bancroft roligt. Han var ikke i tvivl om noget af det, den anden mand sagde og for så vidt forstod han det da også. Ville normalt nok knapt have tænkt over det, uanset hvilket juridisk kodeks han så selv fulgte.

"Det er en penibel situation, Mr. Bancroft," sagde han og lød reelt beklagende. Det var det da også.

"Du forstår sikkert også, at det er en ømtålelig situation for Kimæren og dermed mig selv. Miss Weasley var jo ansat her, som du ved."

[Callistus S. Bancroft]

"Du skal ikke bekymre dig om Kimæren, Mr. O'Callaghan." Forsikrede han klubejeren. Det var ikke i nogens interesse.

"Mr. Appleton har som sagt fået besked på, at indstille al efterforskning i din retning. Du skal bare fortælle mig hvor vi finder Miss Weasley, så vi kan få den her petitesse ud af verden." Tonen og hans fremtræden var afslappet og rolig. Imødekommende endda. Men underlæggende var det ganske tydeligt, at han ikke villeacceptere endnu en afvisning.

[Cillian O'Callaghan]

Cal lod sig ikke true. Ikke af Callistus Bancroft og ikke af nogen andre. Han bøjede sig da heller ikke for den venlige tone eller afslørede på nogen anden måde, at han vidste præcis, hvor Dominique var. Hverken be- eller afkræftede det.

"Jeg beklager, Mr. Bancroft," sagde han i stedet og var, endnu engang, reelt beklagende, selvom årsagen ikke var, at han ikke vidste, hvor hun var. "Jeg kan ikke hjælpe dig."

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft betragtede O'Callaghan. Manden var kun et par år ældre en Bancrofts ældste søn. Han mindedes endda engang at have spurgt sin søn lidt indtil, hvordan han havde opfattet O'Callaghan den gang de gik på Hogwarts.

Han smagte endnu engang på cigaren, og holdt på røgen lidt længere denne gang, før han slap den igen. Stadig uden at vige blikket fra O'Callaghan, hvilket uundgåeligt ledte til, at røgen ikke blev pustet høfligt ud til siden. Men som Bancroft sad tilbagelænet i stolen,blev den dog heller ikke blæst lige i hovedet på den unge mand overfro ham. Kun i hans retning.

"Du kan ikke? Eller du vil ikke?" Han lod ham ikke svare før han fortsatte, med hvad der næsten var en gentagelse af O'Callaghans tidligere ord. "jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad det er en kvinde som Dominique Weasley har gjort for at gøre sig fortjent til din beskyttelse?" Der var en reel nysgerrighed i tonen.

[Cillian O'Callaghan]

Det var et ligegyldigt spørgsmål, men Cal var også fri for at svare på det, da Bancroft fortsatte. Han fugtede sine læber og tog et drag af cigaretten, men der var intet nervøst over handlingen. De kunne lige så godt have haft en høflig samtale om de nyeste whiskyinvesteringer, der havde øget udvalget i klubben.

Cal tog en dyb indånding og lod det lyse blik glide over den anden mand, før han nikkede ganske let og svarede.

"Jeg har en personlig interesse i, at hun får en retfærdig retssag," konststerede han ærligt, men også endnu uden at bekræfte at han rent faktisk beskyttede hende eller vidste hvor hun var. Brynene hævede sig lidt. "Men jeg føler mig ikke overbevist om, at det ville være tilfældet, som tingene er, Mr. Bancroft. Beklageligvis."

[Callistus S. Bancroft]

Det var meget at Bancroft ikke bare sendte Appleton ind igen, for at endevende Kimæren og hive O'Callaghan til forhør. Men så meget var Dominique Weasley heller ikke værd. Ha skulle nok se til, at hun skulle få hvad hu havde fortjent, uanset om O'Callaghan havde tænkt sig at samarbejde eller ej.

"Selvfølgelig får hun en retfærdig retssag," bemærkede han ærligt og overbevisende. Selvom Bancrofts forståelse af 'retfærdig' nok ikke var den samme som O'Callaghans i dette tilfælde. "Men en sådan retssag vanskeliggøres af åbenlyse årsager, når den mistænkte forsvinder fra ministeriet. Jeg er sikker på at vi alle helst vil være fri for denne..." Han slog lidt ud med hånden, mens han søgte det rigtige ord. "Denne menneskejagt. Det kan næppe være nogen rar oplevelse for den stakkels pige heller. I værste fald risikere hun jo, at der bliver grebet til grovere midler. En retfærdig retssag er klart at fortrække for alle parter, Mr. O'Callaghan."

[Cillian O'Callaghan]

Det var en meget fattet samtale, trods emnet og Cal slap da også en lyd i forståelse, næsten sympati, som han betragtede den anden mand og tog et drag af cigaretten.

"Jeg tror dem, Mr. Bancroft," svarede han, selvom det var decideret løgn. "Jeg føler mig dog ikke overbevist om, at din mand, Mr. Appleton, har samme forståelse. Han var yderst ophidset, da han kom her i dag."

Han fugtede sine læber og foldede hænderne foran sig, cigaretten mellem fingrene på den ene hånd. "Med så truende et element undrer det mig ikke, at miss Weasley ikke har overgivet sig for længst."

[Callistus S. Bancroft]

Bancroft sad mageligt tilbage i stolen og skjulte ganske godt, at hans tålmodighed med hele sagen var ved at løbe op.

"Jeg forstå din bekymring, Mr. O'Callaghan. Mr. Appleton er en dygtig specialstyrketroldmand, men han ved ikke altid ved hvor grænserne går. Han behøver ikke længere være en del af denne sag, hvis du kan sørge for, at Miss Weasley bliver udleveret til ministeriet."