Konfrontation

[Keeran Appleton]

Keeran havde været på Kimæren utallige gange efterhånden, men normalt var han der for at gnubbe albuer med samfundets prominente troldmænd. Nu var det et helt ærinde, der bragte ham derhen. Og han var derfor heller ikke lige så rolig som han normalt var der, da han blev vist ind på Cillian O'Callaghan 's kontor.

Han spildte ikke tiden, gad ikke dansen om den varme grød, men skar i stedet rent igennem. Der var ingen andre, end troldmanden foran ham, der havde den indflydelse. Og selvom Keeran havde overvejet forbindelsen mellem heksen og Cillian O'Callaghan mange gange, havde fokus primært været på hele Weasley-klanen. Men at få en heks ud fra dybt i ministeriet? Det havde selv de ikke indflydelse til.

"Hvor er hun?"

[Cillian O'Callaghan]

Cal havde fået besked om det, det sekund Keeran Appleton var trådt ind af døren og var ikke chokeret over at høre, at troldmanden var kommet for at se ham. Han gjorde en håndbevægelse og da den anden mand blev vist ind, lænede han sig tilbage i skrivebordsstolen, albuen mod armlænet og en cigaret mellem fingrene.

Hans øjenbryn hævede sig ganske let, som om han var forundret over spørgsmålet, men ansigtet viste intet andet end den høflige imødekommenhed, som han generelt mødte sine gæster med.

"Mr. Appleton," svarede han roligt og gjorde en håndbevægelse ud mod en stol. "Hvad kan jeg gøre for dig?"

[Keeran Appleton]

I sin fritid lod Keeran sig gerne forblænde af Kimærens kvalitetsdrikkevarer (og -kvinder) eller lulle ind i de mørke rammer. Men det var ikke fornøjelse, der havde bragt ham dertil i dag. Og specialstyrketroldmanden var ikke interesseret i at spilde tiden.

"Du kan fortælle mig om Dominique Weasleys forsvindingsnummer," svarede han kort for hovedet, men var ellers udadtil uberørt af den frustration, der havde hærget ham de sidste mange måneder, som han tog plads i stolen.

[Cillian O'Callaghan]

Cals hænder samlede sig foran ham, albuerne på armlænene, efter han havde slået ud mod stolen. Han tog sig ikke af at specialstyrketroldmanden ikke tog den op. Han blinkede langsomt over spørgsmålet, før han slog let ud hænderne i substitut for en skuldertrækning, uden at flytte albuerne. Han så til siden og lod mundvigene bue ned, som om spørgsmålet forundrede ham lidt, men ikke for alvor skabte bekymring for ham og lod de lyse øjne hvile på den anden mand igen.

"Historien har ikke ændret sig i løbet af det sidste halve år, Mr. Appleton," svarede han, beklagende, selvom der ikke var noget der mindede om dén følelse i de lyse øjne. De var blot helt rolige og flakkede ikke en eneste gang. "Hun forlod Kimæren uden at give notits og har ikke været her siden."

[Keeran Appleton]

Keeran købte ikke beklagelsen så meget som et sekund. Han havde aldrig stolet på manden, men normalt var det heller ikke en nødvendighed. Nu holdt han et fnys tilbage og så blot uimponeret på manden foran sig.

"Vi ved begge to, at du hjalp hende med at slippe ud af ministeriet. Så, hvis du ville stoppe med at spilde vores begges tid og bare fortælle, hvor vi kan finde hende, så kan vi også spare dig for unødvendige forstyrrelser."

[Cillian O'Callaghan]

Cals øjenbryn hævede sig lidt og der var noget næsten faretruende over handlingen, som om han inviterede Keeran til at overveje, hvordan han talte til ham. Der var meget få, der talte sådan til ham og det var der absolut en årsag til. Blikket hvilede uimponeret på den følelsesstyrede irer, som han allerede var i gang med at lære alle de detaljer om, som hans kontakter kunne skaffe ham.

Så rynkede han på brynene på en lad-mig-forstå-dig-ret-måde, fugtede læberne og tog en indånding ind mellem dem, som han lod nakken falde lidt tilbage og løftede fingrene lidt fra placeringen over den anden hånds knoer. Talte i et tonefald, der inviterede den anden til at tænke sig grundigt om.

"Jeg tror, at der er noget, du har misforstået, Mr. Appleton."

[Keeran Appleton]

Under andre omstændigheder var Keeran en fattet mand, men han havde også brugt mere end et halvt år på at lede efter Weasley. Nu det var begyndt at gå ud over ikke blot hans tid med Ella og Maeve, men også hans karriere, var det ikke lige så underholdende længere og han fnøs af svaret.

"Hvis du tror, at du kan beskytte hende og stadig komme upåvirket ud af det her på den anden side, så er det vist dig, der har misforstået noget, Mr. O'Callaghan."

[Cillian O'Callaghan]

Åh, Cal vidste skam godt, at han ikke ville komme upåvirket ud. Men det havde alt at gøre med kvinden, han havde reddet og ikke ministeriet. Og nu afslørede hans ansigt da heller ikke det store, som han betragtede den anden mand med en slående ro.

"Interessant," svarede han, nærmest uinvesteret. Brynene hævede sig lidt. "Og dit grundlag for disse beskyldninger er...?"

[Keeran Appleton]

Keeran besad måske ikke samme selvkontrol og ro som den ældre troldmand, men han var også kun otteogtyve og satte sin karriere som det højeste. Selv i valget af hustru, havde det været en faktor. Og han lod sig da heller ikke narre nu.

"Ud over en tidligere oblivator, der delte en ganske interessant historie med os?" spurgte han retorisk og tilføjede: "Og Miss Weasleys nye adresse, selvfølgelig."

"Vi ved vist begge, at det ikke er mange andre med tilknytning til hende, der kan nå til ministeriets dybere lag på så kort tid. Så nu er der kun tilbage for dig at beslutte, om vi kan gøre det her på en måde, hvor Miss Weasley finder tilbage til os. En handling, der ville glæde en højtstående mand til en sådan grad, at vi fremadrettet kan stole på din samarbejdsvillighed til at garantere import, uden stikprøvekontrol og afgifter."

Han lænede sig lidt tilbage. "Eller om vi er nødt til at gøre det på en måde, der kommer til at koste os alle unødvendig tid og ressourcer. Mh?"

[Cillian O'Callaghan]

Cal vidste uden den mindste smule tvivl, hvilke historier selvsamme oblivator havde fortalt. Han havde selv gravet det ud af mandens hjerne, før han havde sikret sig, at det ikke ville ske igen. Og derfor vidste han også, at Keeran Appleton ikke ville kunne indkalde selv samme mand til vidneforklaring.

Tungespidsen fugtede langsomt læberne, før han satte cigaretten til dem og dernæst lænede sig frem for at banke lidt aske af ned i et askebæger. Den respektløse tiltale fik det til at ulme i ham, men han lod det ikke tage over. I stedet lænede han sig tilbage igen.

"Jeg forstår, at det må være en pinlig situation for ministeriet og for dig personligt, men din griben efter strå er ikke mit problem. Som jeg sagde, så har Dominique Weasley ikke arbejdet her i et halvt år. Og nu, Mr. Appleton, tror jeg at jeg har tolereret mere end nok. Du kan sende mine hilsner til Sylvester Buchanan og sige til ham, at jeg har en fornyet interesse i, hvordan den retmæssige praksis bliver overholdt i jeres afdeling."

[Keeran Appleton]

Keeran bekymrede sig ikke synderligt om, at afdelingsoverhovedet fik besked om noget. Det var Callistus S. Bancroft personligt, der havde sat ham på sagen, og han var uden tvivl mere bekymret for at være på hans dårlige side end Mr. O'Callaghans. Derfor rejste han sig også bare op med et fnys.

"Hvis det er sådan, du vil have det," svarede han tørt. "Du vil høre fra os igen senere." Med de ord forlod han Kimæren igen.

Det viste sig at være sværere end forventet, at finde villige til, selv i ministeriet, men til sidst lykkedes det Keeran at få samlet et hold, der senere samme aften igangsatte en koordineret indsats mod flere af Mr. O'Callaghans registrerede lagersteder for importvarer. Det var slut med de fordele, han tidligere havde fået gennem ministeriet.

Så måtte de jo se, hvor længe han syntes, det stadig var sjovt.

afsluttet