Omklædningsrummet

[Samuel Willoughby]

Sam blev ofte anklaget for at være mere selvsikker end hvad godt var. Ofte var der da også en sandhed i det. Alligevel var han faktisk pænt overrasket over at han vandt den aftale med Emilia Yaxley om at vise hende Montrose stadionet: En rundvisning der, efter foregående hentydninger, sikkert skulle ende i omklædningsrummet.

"Udsigten deroppefra, kan næsten matche teatrets," Bemærkede han fra deres vandren over plænen. Han havde lagt nakken lidt tilbage for at nikke op mod luften i midten af banen. "Ikke at man ligefrem har meget tid til at tænke over den slags, når først kampen er i gang." Han havde haft en træningssession, der var afsluttet omtrent en time tidligere, men solen var stadig på himlen, selvom luften var blevet lidt køligere og mere frisk.

[Emilia Yaxley]

Det var nok en dårlig idé rent faktisk at tage imod baskerens tilbud og Emilia havde da også overvejet at aflyse flere gange op til mødet. Men nu gik hun alligevel ved siden af Sam med hænderne i lommerne på den tynde jakke og kom til at smile lidt over hans bemærkning.

"Nah, når først man er på scenen, er man i gang, ikke?" bemærkede hun og kastede et blik op mod den blå himmel.

[Samuel Willoughby]

"Hvis man er på scenen gennem størstedelen af akterne," Sam blottede tandrækken en anelse, før han vendte øjnene mod den lyshårede heks. Heksen han engang havde været bestemt til at skulle giftes med. Nu, havde Emilia været rimelig aktiv på scenen til forestillingen, men var man en statist... Sam var sikker på at der var noget helt specielt ved at se en forestilling oppefra, når der var fuldt publikum på.

"Har du nogensinde set en af vores kampe?" spurgte han så. Quidditch havde ikke været det han havde snakket mest om med Emilia. Når de endelig havde snakket.

[Emilia Yaxley]

Emilia trak på skuldrene uden at knytte en kommentar til det. De sidste to opsætninger havde hun haft en større rolle, trods hun aldrig var blevet overvejet til en hovedrolle. Men nok til at give tidspres på eventuelle kostumeskift.

"Ikke endnu," svarede hun med et glimt i øjet, som hun så til siden for at fange hans blik.

[Samuel Willoughby]

Endnu. Der var noget lovende ved ordet, der fik Samuels smilehuller frem i et fragmenteret sekund. Dernæst så han op mod himlen igen. Efter træningen havde han meldt sig på noget af oprydningen. Derfor havde han stadig træningstøjet på, men havde da forsøgt at nå at dæmpe svedlugten lidt med lidt vand fra en af håndvaskene.

"Det er en stor fejl, forstår du nok," Bemærkede han, tydeligt stolt. Snart skævede han op mod tribunerne. "Vil du med op?" spurgte han så. Udsigten skulle da nydes.

[Emilia Yaxley]

Hvis Sam var svedig efter træning eller oprydning, kunne Emilia i hvert fald ikke lugte noget. Tværtimod duftede han varmt og helt fantastisk og hun kunne ikke modstå tilbuddet.

"Yeah, hvorfor ikke?" lød det fra hende og hun tøvede da heller ikke for alvor med at begyndte at gå op ad trapperne.

[Samuel Willoughby]

Frem for at holde i rækværket, havde Sam stukket hænderne i træningsbuksernes lommer. Det fortalte måske lidt om hvor rolig han var med højderne, som de besteg trapperne op mod tribunens top. Det var her - ved en af de højtragende tilskuerrækker - at han gjorde tegn til at de skulle stoppe op.

"Her," Han gik hen til gelænderet foran den forreste række og lagde en hånd mod det kolde materiale. "Hvad siger du så?" Hans blik bevægede sig over den fremragende udsigt over banen.

[Emilia Yaxley]

Emilia var måske ikke quidditchspiller, men havde intet behov for at holde fast i rækværket, selvom hænderne dog var ude for balancens skyld. Ved toppen stoppede hun og vinklede sig langsomt ud mod banen med et anerkendende udtryk.

Men da hun langsomt fik vendt sig og kunne se naturen omkring stadionet, gled hendes læber lidt fra hinanden i beundring.

[Samuel Willoughby]

Der var noget ved omgivelserne der virkelig fængslede Samuel. Det var heroppefra at han, første gang, havde glemt hjemveen da hans forældre og forlovelse tvang ham hertil. Efter nogle øjeblikke vendte han opmærksomheden mod Emilia igen, og det trak blødt i mundvigen over synet.

"Det er ikke et gammelt teater, men du må indrømme at der er noget ved det," Kom det roligt fra ham. Hun havde vist ham sine tilskuerrækker og scene - nu viste han hende sin.

[Emilia Yaxley]

Udsigten var helt fantastisk deroppe og det var helt perfekt med den blide brise i håret. Et smil krøb helt instinktivt over hendes læber, som Emilia så ud mod horisonten. Hun kastede et blik på ham, uden det helt forsvandt.

"Det er imponerende," konstaterede hun. "Jeg forstår, hvorfor du kommer herop."

[Samuel Willoughby]

"Mhm," Et smil krøb længere over Sams læber, da blikket endelig gled over området der favnede sig om Montrose Magpies' hjemmebane. Han havde længe overvejet om han burde søge en position på et amerikansk hold igen. Gnisten for ideen var falmet lidt på det sidste.

"Nu skyldte jeg dig vist dårlig instantkaffe og et kig på omklædningsrummet," Kom det fra ham lidt efter, før han trommede på gelænderet med fingrene. "Men nu er vi gået hele vejen herop, så slå endelig din pæne bagdel i nærmeste sæde." Resten af rundvisningen kunne vel lige vente et kvarter.

[Emilia Yaxley]

Emilia vidste stadig ikke for alvor, hvad Sam lavede i Storbritannien og selvom hun fortalte sig selv, at hun var ligeglad, meldte nysgerrigheden sig langsomt. Så hun rykkede ind, så der var plads til dem begge og tog plads.

"Det er jo heller ikke os alle, der er sportsnørder, så jeg værdsætter hvilet," bemærkede hun i den afdæmpede spøgefuldhed.

[Samuel Willoughby]

Sam dumpede ned ved siden af den kønne heks, hvis hår blev puffet til af den friske vind. Naturligvis kunne han ikke gøre andet, end at smile temmelig drenget over hendes let-drillende bemærkning.

"Jeg er ikke på benene hele dagen, så jeg gør sgu det samme," Nok kunne musklerne i benene snildt gøre ondt, når man havde været på en kost hele dagen, men overanstrengelsen var nok altid i skuldre, arme og ryg.

"Så, jeg så en forestilling. Du ser en kamp." Det lød mere som en konstatering end et tilbud.

[Emilia Yaxley]

Nok var Emilia temmelig uinvesteret i Quidditch, men hun vidste dog, at det kom med en del fysisk træning for spillerne. Selvom hun da også følte sig lidt bedre rustet af flere timer bag baren. Ikke, at det havde forberedt hende på de mange trapper.

"Du mener måske, du kan charmere mig med dine evner på en kost?" spurgte hun, men lød ikke afvisende.

[Samuel Willoughby]

Sam smilede bredere ved spørgsmålet, hun stillede ham. Dernæst nikkede han med en meget intentionel stolthed i blikket. "Selvfølgelig," Lød det direkte fra ham. En hvid tandrække lod sig blotte.

"Der er vel ikke noget frækkere end rendyrket talent."