Omklædningsrummet

[Emilia Yaxley]

Emilia havde aldrig grinet meget, men det kom alligevel lidt lettere i Sams selskab og ved hans meget lidt beskedne udmelding, kom hun til at slippe en næsten overrasket latter. Hun rystede lidt på hovedet af ham, men fandt ikke selvsikkerheden utiltalende og det var måske at se på hendes spillende blik.

"Hvis du selv skal sige det, hm?"

[Samuel Willoughby]

Det var nemt for ham at slynge den slags ud. Forbeholdene havde der, siden skoletiden, ikke været mange af, selvom han lige måtte lægge en dæmper på sig selv omkring de gamle. Desuden, lå der en skjult kompliment til Emilias egne talenter på scenen. Det havde været skidefrækt at se hende spille.

"Jeg ser ingen grund til at pakke sandheden ind," Bemærkede han, uden at mindske smilet om læberne. Paradoksalt, var der et par sandheder han holdt tilbage.

[Emilia Yaxley]

Sams evne til ikke at lægge fingre imellem og stå ved, hvem han var, var en af de ting, Emilia brød sig godt om ved ham og hun smilede stadig, da hun vendte blikket væk fra ham igen.

"Eller så tvivl om dine egne evner, tydeligvis," bemærkede hun i stedet for at pointere, at der var lidt mere end to måneder, til quidditchligaen startede op igen. Men det var selvfølgelig også næsten tre måneder siden, at hun første gang havde hevet ham med i sin seng. Dét prøvede hun ikke at tænke for meget over-