En mand med en kuffert

[Padraig Ogden]

Padraig burde vel nok tage til Hogwarts. Han havde undervisning næste morgen. I stedet ledte skridt efter skridt ham frem i London med en kuffert i hånden og lyden af knust porcelæn og en skinger stemme i ørerne.

Han transfererede sig som han passerede et stort, forgrenet egetræ og var snart efter på vej ned af Diagonalstræde og op af en ny trappe i en farverig bygning i aftentimerne. Han løftede sin frie hånd og bankede på. Enten Peigi Ogden eller Peanaidh Ogden måtte være hjemme.

[Peigi Ogden]

Peigi var halvt ved at gøre sig klar til at tage afsted til Skotland, kun lige hjemme at vende fra kontoret, da det bankede på døren. Hun rynkede på brynene og krydsede afstanden i et par springende skridt, der fik de løse, lette gevandter til at flagre lidt.

De gled på plads, som hun hev døren op og så overrasket på sin lillebror. "Pad," sagde hun forbløffet, før blikket faldt til kufferten og hun tog en indånding, før hun instinktivt trådte til side.

[Padraig Ogden]

Padraig var helt bleg, som han stod der på dørtrinnet. Lige nu måtte begge hans søstre være hans familie. Han havde brug for dem. Han trådte helt rystet forbi Peigi og satte kufferten i gangen.

“Det er slut. Jeg er ikke sammen med Patricia mere,” konstaterede han vaklende, uden at vide om de var alene eller om Peanaidh Ogden var inde i stuen.

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh var kommet hjem fra en aftenvagt ikke så længe før og lukkede døren fra badeværelset på klem, da det bankede på døren. BRynene trak sig lidt sammen da hun hørte sin storebrors stemme, men hvad han sagde, fik hende til at spærre øjnene op.

Det tog hende ikke mange minutter at blive færdig og i en slidt pyjamas og et håndklæde om håret som en bedre turban "Hvorfor?" var det første der røg ud af hende, uden at hun overhovedet kunne forestille sig en verden, hvor Padraig og Abigail ikke var sammen. Det havde de trods alt været halvdelen af hendes liv.

[Peigi Ogden]

Det var ikke som sådan nyt for Peigi. Hun havde allerede talt med Padraig om overvejelsen, selvom hun ikke havde været sikker på at det ville ende der.

Derfor var hendes reaktion også sammentrukne øjenbryn og ikke chok. Hun lod en hånd hvile på sin brors skulder og kastede et blik over mod søsteren.

"Sæt dig ind i stuen. Jeg laver en kop te."

[Padraig Ogden]

Padraig så sin storesøster i øjnene, uden med det samme at svare på Pennys spørgsmål. Han pustede i stedet lidt ud og nikkede af opfordringen.

Kufferten blev stående i gangen, ved siden af hans sko. Kappen blev lagt ovenpå, før han gik ind i stuen med et lidt omtåget, forvirret blik i egne tanker. Han sank ned i sofaen med tæt sammentrukne bryn.

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh fangede ikke, at Peigi måske ikke var helt så overrasket. Hun var ret vant til hun selv havde større armbevægelser end storesøsteren og fulgte med sin storebror ind i stuen. Hun sagde ikke mere, men satte sig på knæ ned siden af ham i sofaen, så hun kunne komme til at give ham et kram, uden at presse på for at han skulle sige noget.

[Peigi Ogden]

Peigi brugte ikke lang tid på at lave en kande te, som kom svævende ind i stuen foran hende. Hendes bryn var sammentrukne, som hun så på sine yngre søskende i sofaen, Pennys arme omkring Pad.

Hun tog en indånding og satte sig, før hun selv rakte en hånd ud og lagde den let mod sin brors knæ.

"Hvad har du brug for? At tale om det?

[Padraig Ogden]

Padraig smeltede sammen over al nærkontakten og kærligheden. Han mærkede tårerne på kinden, før han indså at han græd. Et enkelt hulk forlod ham, før han snøftede ind og rømmede halsen.

“Hun var så vred, som om det jeg havde gjort var værre... Som om det ikke har været slut siden jul...” Han hikstede lidt.

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh trak sig lidt tilbage, men beholdt en arm omkring sin storebror, mens teen landede på bordet og Peigi satte sig på hans anden side.

Hun gik lidt i stykker da tårene begyndte at trille ned over hans kinder . Hun kunne ikke huske nogensinde at have set ham sådan og blikket flakkede ubeslutsomt til Peigi. Hun var den ældste og ville da vide hvad der var det bedste at sige.. og gøre.

[Peigi Ogden]

Peigi så ømt på sin bror og hendes hjerte gjorde lidt ondt for både Padraig og Abigail Bancroft. Nu forholdt hun sig til førstnævnte, som brynene trak sig sammen.

Hun sagde ikke noget, men hånden lukkede sig om hans ben og sådan sad de sammen, mens han fik afløb for det.

[Padraig Ogden]

Det føltes på ingen måde rart at forlade Abigail Bancroft, men trøsten dulmede. Han havde sagt til Cedrella at han ville tage direkte til hende, men hjertet gjorde stadig ondt og han kunne ikke byde hende den udgave af sig selv. Det gav bedre mening at blive trøstet af hans elskede søstre, hvor han kunne græde og blive krammet og ikke skulle tænke på en andens forviklede følelser.

De sad i en lille klump sådan en tid, før han snøftede ind og forsøgte at tørre sine øjne med ærmet. “Jeg elsker jer,” mumlede han.

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh var måske nok den yngste og også på rigtig mange måder den mindst erfarne, men at kramme sin ulykkeligt storebror, det kunne hun i hvert fald finde ud af.

Hans erklæring var uventet og hun løftede hovedet lidt. Hun havde aldrig været i tvivl om, at hun var elsket af sine søskende, uanset hvor meget ballade hun havde lavet, men det var noget andet at høre det sagt og hun knugede impulsivt sin storebror lidt fastere “Vi elsker også dig.” Svarede hun, for både sig selv og Peigi, uden at tænke på at lade storesøsteren svare selv.

[Peigi Ogden]

Peigis hjerte blødte lidt og hun så til med en storesøsters bekymring. Ved hans ord smilede hun sørgmodigt og nikkede forsikrede i forlængelse af lillesøsterens ord. Hun lænede sig lidt ind og kyssede ham på håret, som den ene hånd strøg ham en enkelt gang over ryggen.

"Du kan blive her, lige så længe du har brug for," sagde hun, lavmælt. "Vi er her."

[Padraig Ogden]

Padraig var vel på mange måder en blød mand og måske havde det formet ham at have to søstre. Han var dog ikke ked af det. Han svælgede i familiekærligheden og lod dem trøste sig og hjælpe på den grundlæggende elendige følelse han ellers havde.

“Jeg har undervisning i morgen,” indvendte han dog. “Men jeg vil gerne sove her...?”