Hyggelig aften

[Abigail Bancroft]

Den aktuelle sag i højmagiratet var lige så langsomt ved at tage livet af Abbie, men værre endnu var at skulle sidde over for Sylvester Buchanan hver dag uden at se for længe på ham, og hun var mere end almindeligt udmattet, da hun trådte ud af pejsen den dag.

Hun snørede straks støvlerne op og trådte ud af dem, fik fanget det lille stykke sod på gulvet med magi og gik ud i gangen for at stille dem, hvor de hørte hjemme.

Padraig Ogden
Efter Uprofessionelt besøg

[Abigail Bancroft]

Abbie havde allerede taget en beslutning. Hun vidste, hun var nødt til at komme ud af forholdet med manden, der aldrig ville komme til at elske hende. Ikke rigtigt, ikke som hun havde brug for det.

Men hun nåede ikke andet end at rejse sig op, før Padraig kom hende i forkøbet og kludrede planen, der lå helt klar i hendes hoved. Og alt splintredes og faldt i stykker omkring hende.

"Hvad?"

[Abigail Bancroft]

Abbie havde allerede de første ti ting at knytte til hans ord, men som Padraig nåede sit punktum, forsvandt alt. Alle spørgsmål, alle bemærkninger, alle ord. Og hun stod tilbage med en hul fornemmelse i brystet.

Munden gled op, men der kom intet ud og hun lukkede den langsomt igen, blinkede, før hun fandt ordene.

"Du er lettet?"

[Abigail Bancroft]

Ti år sammen. Og Padraig var lettet. Ti år sammen. Og Padraig var lettet. Ti år sammen... Det blev ved at køre i ring i hendes tanker, gentog sig selv og drev hende langsomt til vanvid. Hun fugtede læberne.

"Vi har ikke noget," rettede Abbie ham og indignationen var momentær hørlig i hendes stemme, selvom den var forsvundet lige så pludseligt, som den var kommet, da hun fortsatte.

"Hvor kommer det her fra?"

[Abigail Bancroft]

Abbie var forelsket i Sylvester Buchanan, men det fjernede ikke hendes kærlighed for Padraig eller følelserne forbundet til det forhold, der næsten havde varet halvdelen af hendes liv. Og indrømmelsen var som et slag i ansigtet.

"Du er..." Hun rynkede brynene. "Hvem?" Men hun vidste det jo godt. Havde set dem danse. Og han fik ikke tid til at svare, før hun selv, med en ækel fornemmelse indeni, spurgte.

"Cedrella Ogden?"

[Abigail Bancroft]

Abbie blinkede en gang mere, mens følelsen af tomhed bredte sig i hende. Og så begyndte hjertet at slå igen. Pulsen steg, gav farve i hendes kinder, som uvejret væltede ind over hende.

"Din forbandede hykler!" Udbruddet kom med mere kraft, end hun huskede at have brugt i evigheder, hvis nogensinde, og hun ville sikkert være blevet forskrækket over det selv, hvis ikke det var for blodet, der brusede varmt og larmende for hendes ører.

[Abigail Bancroft]

"Prøvet?" gentog Abbie dirrende og steg som minimum en oktav, da hun fortsatte. Spyttede ordet ud. "Prøvet?"

I en impulsivitet, der normalt ikke lå til hende, greb hun det første og bedste, en nydelig porcelænsfigur, hun engang havde fået af Callistus S. Bancroft, og kastede den efter ham.

"Vi ville ikke være her, hvis du havde prøvet! Hvis du havde gidet- hvis du bare havde investeret en tiendedel af den energi, du investerer på den forbandede skole."

[Abigail Bancroft]

Det var ethundrede procent Hogwarts, der var problemet, og Abbie mistænkte, at Padraig var klar over det. Ansvarsfraskrivelsen var total og hendes hjerte hamrede hårdt i brystet, som hun stirrede på manden, hun ville have tilbragt livet med.

"Det har intet med andre mennesker at gøre, Padraig," indvendte hun lige dele såret og forurettet. Nok råbte hun ikke længere, men stemmen var stadig hævet. "Og hvis det er tid til ærlighed nu, så burde du være ærlig med os begge og indrømme, at du ikke har elsket mig længe. Hvis overhovedet nogensinde."

[Abigail Bancroft]

Abbie kunne slet ikke begribe, at han kunne stå dér og så iskøligt annoncere, at han ville gå fra hende for under ti minutter senere at prøve at sælge pladen om, at han stadig elskede hende. Hun fnøs, men i de brune øjne stod tårerne på spring.

Alligevel formåede hun at vriste blikket fra ham og hun drejede hovedet, så til siden, mens hun tog en indånding og pakkede sig ind i sig selv. Og endnu en dyb indånding senere, turde hun at se tilbage på ham.

"Jeg håber, I bliver lykkelige sammen," konstaterede hun så formelt, hun overhovedet kunne. Men hvert ord dirrede stadig. "Og nu vil jeg bede dig forlade mit hjem."

[Abigail Bancroft]

Abbie var rasende, nedprioriteret, fravalgt og mest af alt bare såret; En cocktail, der ikke lagde op til rationelle beslutninger. Staven gled ud fra ærmet og endte i de slanke fingre og med et lille vip med den, lukkedes soveværelsesdøren i med et brag.

“Nej, dét skal du ikke,” svarede hun og selvom øjnene var blanke og blinket sløret af tårer, var der ingen tvivl i hendes stemme.

“Du kan komme tilbage i morgen, mens jeg er på arbejde. Eller sende nogen.”

[Abigail Bancroft]

Situationen og alt omkring den var uden for Abbies kontrol og alt, hun gjorde og sagde var defineret af det. Defineret af en fægtende kamp efter at genvinde bare en smule. At få stoppet følelsen af at hvirvle målløst nedad i et dybt, mørkt hul. Og hun svang staven igen, så døren lukkede og låstes denne gang.

“Så send en anden,” svarede hun spidst og tog et par lange skridt, fik sat sig mellem ham og døren, staven hævet.

“Jeg vil bede dig om at gå, Padraig. Nu.”

[Abigail Bancroft]

Kæben spændte op, da Padraig ikke engang kunne unde hende bare at forlade lejligheden og lade hende gå i stykker for sig selv. Men Abbie flyttede sig ikke, rokkede sig ikke ud af flækken, som hun så på ham med øjne, der slog gnister.

"Gå din vej, nu," blev hendes desperate svar. "Jeg vil have dig ud af mit hjem!"