Gensyn

[Cillian O'Callaghan]

Cal var trådt ind til en lavmælt ordudveksling mellem de to og han var ikke blind for, hvordan de nu var blevet stille. Måske havde han afbrudt noget, men han havde ikke for alvor et problem med det. Til gengæld gik han over til et lille bord med en karaffel og skænkede et glas med irsk whiskey, som han med en håndbevægelse fik til at svæve over mod Aleksander.

Selv tog han plads i en lænestol og forventede, at eksauroren også slog sig ned, hvis han følte for det. Blikket gled en enkelt gang over Dominique, før det rettede sig mod vennen. Han talte ikke med det samme.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander kunne godt forstå hvorfor Dominique skulle bebrejde ham, men han ville stadig stå ved at det var for at beskytte hende at han havde holdt information omkring hende og andre fra hende.

Han fulgte Cal med blikket og brummede fornøjeligt da der blev skænkede et glas med whisky, som han ikke var sen til at tage imod. Ligeledes slog han sig ned i stolen ved siden af Cal.

"Nå.." sukkede han og tog en tår af den brændende væske. "Jeg tænker der er mere til invitationen end bare den sociale del." Når det endelig var, var det for det meste altid en fornøjelse at bruge tid sammen med Cal, men det var altid ude, og derfor vidste han at der lå mere bag. Selvom halvdelen af grunden nok havde været for ham at se Dominique.

[Dominique O'Callaghan]

Det undrede hende ikke, at Aleksander hoppede direkte ud i det, selvom hun ikke havde nogen anelse om, hvad der ellers lå bag besøget. Eller om det var noget, der angik hende eller ej. Hun havde immervæk ikke engang anet, at han ville komme.

Hun sagde ikke noget, men trak bare fødderne op i sofaen til sig.

[Cillian O'Callaghan]

Aleksander havde naturligvis ret. Cal mødtes generelt ikke med folk i sit hjem, men dagens undtagelse havde primært noget at gøre med de to mennesker, der sad der nu og en forventning om, at de gerne ville se hinanden. Han rakte ind under sin vest, trak et sølvetui frem og satte snart en cigaret mellem læberne, som blev tændt. Han kastede et overvejende blik mod Dominique, som om han overvejede, hvor meget han havde tænkt sig at sige, men i sidste ende rettede hans blik sig tilbage mod Aleksander, som han gik med sandheden.

"Appleton går målrettet efter mine lagre og gennemsøger alt, hvad der står mit navn på. Der er ikke tale om større tab, end jeg kan klare, men der er alligevel enkelte ting, som jeg ville foretrække forblev uden for søgelyset. Jeg kunne bruge din, og din brors, hjælp til at flytte det."

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander betragtede Cal med et roligt blik. Brystkassen hævede og sænkede sig i langsomme bevægelser i takt til de dybe indåndinger. Læberne krøllede sig sammen bag skægget og skiltes kun ad når han tog glasset med whisky op.

Han var både spændt og nysgerrig på hvad hans ven gennem de sidste mange år ville ham; og han havde på fornemmelsen at det hverken var godt eller lovligt. Han brummede da også fornøjeligt da han endelig gav lyd fra sig.

"Appleton den knøs." kom det sammenbidt fra Aleksander. Der var flere grunde til at han ikke brød sig om amerikaneren, grunde som Cal vidste nærmest for meget om. Men de var jo venner og Aleksander havde i den grad haft behov at malke ud når han døddrukken kom fra svinet.

"Hm." Aleksander lænede sig mere tilbage i stolen. Blikket flakkede hen over den ravfarvede drik og videre hen på Dominique. Han kunne ikke sige nej til Cal, selvom han vidste det var i den bane af arbejde som han havde arbejdet så hårdt på at komme ud af. Men ministeriet var ikke det han kendte, og han fortrød bittert at han havde taget sit gamle job tilbage.

Han trak vejret dybt ind og holdte det i et øjeblik. "Nuvel Cal. Du har altid kunne regne med os. Dét har ikke ændret sig."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde forventet, at de ville forlade stuen, før de begyndte at tale forretninger. Eller som minimum bede hende gøre det og hun blinkede en gang i overraskelse over det. Overraskelsen gled dog snart i baggrund for nysgerrigheden, selvom hun helt ubevidst tog sig til siden ved mindet om specialstyrketroldmanden.

Blikket gled en gang over Cal. Hun vidste, at det ikke ville komme uden konsekvenser for ham, men det gjorde hende ikke immun for at blive påvirket af at få konkretiseret nogle af dem.

[Cillian O'Callaghan]

Cal gjorde ikke mange ting uden overvejelse og det var også et valg at tale foran Dominique. Han anså det som godt, at hun hørte, at det ikke kom uden konsekvenser at hjælpe hende og at intet af det blot var givet. For nu hvilede hans blik dog fuldt ud på vennen, brynene let sammentrukne, velvidende at det ikke var nogen lille tjeneste han bad om. Han ventede tålmodigt, men da Aleksander nåede frem til konklusionen, nikkede han.

"Tak, Alek," sagde han og mente det, før han satte cigaretten til læberne igen og tog et drag. Røgen bølgede ud mellem let adskildte læber. Han gav sig ikke til at diskutere detaljerne nu. Det kunne de gøre, når de to var alene. "Kan du også finde ud af, hvem der har sagt ja til at hjælpe ham?"

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander kunne allerede mærke at der ventede ham flere søvnløse nætter, og det resulterede ofte i at han ikke var en særlig god far. Han blev simpelhent nødt til at få skrevet den pokkers ansøgning.

"Mmh." brummede han og nikkede. "Det skulle ikke være noget problem." Kontakterne var i orden, og han var mere end sikker på at Kazimir allerede havde en del info om sagen allerede; og det var vidst bare af ren sikkerhed.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde flere gange i løbet af sine treogtyve år set på sit liv og overvejet, om det mon kunne blive værre. Den sidste måneds tid havde hun prøvet at ændre på dén indstilling, men som hun sad nu og så på to trætte mænd, som hun holdt inderligt af, nåede frustrationen og følelsen af uduelighed nye højder.

"Kan jeg ikke gøre noget?" brast det ud af hende. "Altså, herfra, selvfølgelig. Skjult, anonymt og sikkert og alt det der. Men er der virkelig ikke noget?"

[Cillian O'Callaghan]

Cal nikkede til Aleks ord og havde netop sat cigaretten til læberne igen, da ord pludselig væltede ud af Dominique. Han drejede hovedet mod hende og hævede øjenbrynene lidt, som blikket gled granskende over hende. Ansigtsudtrykket afslørede ikke meget. Han fugtede læberne med tungespidsen og lod tommelfingeren glide over filteret. Han slog et lille slag med hagen.

"Hvordan har du det med papirarbejde?"

[Aleksander Karkaroff]

Alek blev siddende i stolen og lod de to andre snakke, i stedet hjalp han sig selv til endnu et glas.

[Dominique O'Callaghan]

Papirarbejde rædselsfuldt, men Dominique havde ikke tænkt sig at sige, at hun havde udfordringer med at sidde stille for længe af gangen. Uanset var det en lettelse at have udsigten til at lave noget.

"Det lyder godt," svarede hun og sank lidt mere tilbage i sofaen, som trætheden rørte lidt på sig. Det var åbenbart dét, der kom af graviditet og mareridt. Hun lænede hovedet tilbage, til hun kunne støtte det mod væggen.

Hun havde ikke mere at afbryde med, så i stedet lod hun de to mænd tale med en umiskendelig følelse af tryghed over at være i selskab med dem, der havde sørget for at få hende i sikkerhed.