Gensyn

[Aleksander Karkaroff]

De stærke arme holdte hende tæt. For en kort stund følte han sig hel og uden nogen bekymring. Men han vidste godt at lige så snart han gik ud af den dør ville han frygte for hendes liv. Det eneste tidspunkt hvorpå hun var i sikkerhed var hos ham. Det var der ingen der kunne modbevise ham.

Blidt strøg han de gyldne lokker, imens han forsøgte at finde en behagelig måde at stå på, for ikke at bryde kontakten for tidligt. Han vidste nu at han aldrig skulle have forladt hende i Wales så tidligt. Men trådene trak i ham.

"Har han fortalt dig noget om hvad han har tænkt sig?"

[Dominique O'Callaghan]

Der var en tryghed at finde i Aleksanders arme og Dominique havde ikke travlt med at slippe ham igen. Tværtimod tog hun en dyb indånding ved hulningen mellem hans hals og skulder og rystede lidt på hovedet, før hun trak sig lidt tilbage.

"Han er ikke rigtigt manden, der deler," konstaterede hun, hvad Alek uden tvivl allerede vidste.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander så ned på Dominique med de lyste blå øjne. Hans ansigt så mere hærget ud end normalt, og kan kunne ikke lyve sig fra sin alder; måske han endda så mindst ti år ældre ud.

Endnu et suk forlod ham. Det var Cals styrke og svaghed at han ikke modtog hjælp fra andre, men lige netop dét kendte auroren selv alt for godt. Men det betød ikke at han brød sig om hele hans arrangement.

"Jeg skal lige meget hvad tale med ham, og så forhører jeg mig om hvad han har tænkt" brummede han.

[Dominique O'Callaghan]

Lyse øjne flakkede over Aleksanders ansigt. Han så træt ud, noterede Dominique sig, men det var efterhånden ikke unormalt for dem, hun havde omkring sig.

Og et sekund ramlede fortrydelsen over, at hun nogensinde havde fået nogen til at nærme sig hendes rod. At hun havde påført mennesker, hun holdt af, for smerte og i Aleks tilfælde, tydeligvis også grå hår.

Hun trak sig langsomt ud af hans favn og nikkede en gang uden at kunne få sig selv til at sige, at hun var ved at blive vanvittig af at være indelukket i huset helt alene i dagevis.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander havde aldrig været god til at dele ting om sig selv og sit liv, og slet ikke Dominique som han så som familie fik indblik i hvordan troldmanden havde det; det var for hendes eget bedste, bildte han sig selv ind.

Han sendte hende et opmuntrende smil og strøg en enkel tommel hel over hendes kind. "Men jeg lover at vi for hinanden at se noget mere." Det var i hvert fald et løfte han kunne holde.

[Dominique O'Callaghan]

Aleksander var på mange måder blevet en kilde til tryghed, men Dominique havde stadig levet over et halvt år på flugt og begyndte at føle sig temmelig klaustrofobisk i sandwichen mellem kommoden og auroren.

Hun trak sig lidt tilbage fra hans berøring og tog en indånding, før hun fik nikket.

[Cillian O'Callaghan]

Cal var en travl mand og var sjældent hjemme andet end for at sove, men det faldt ham instinktivt imod at lukke folk ind i sit hjem uden selv at være til stede. Uanset hvem der så var tale om. Derfor forlod han sin brandslukning for dagen og satte kursen mod huset på Fønixengen. Lyden af dæmpede stemmer trak ham mod stuen og han gik mod den.

Han åbnede lydløst døren og hævede øjenbrynene lidt over de to mennesker, helt tæt på hinanden. Han klarede halsen, som han lukkede døren i bag sig og hilste roligt.

"Alek."

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander ville ikke sige at han var lettet da Dominique endelig trak sig fri af hans favn; men det var han. Han var virkelig ikke en mand der kunne være i det i længere tid af gangen. Så han smilte også blot tavst til hende.

Da lyden af skridt nærmede sig, og døren gik op til stuen drejede Aleksander instinktivt hovedet og havde allerede halvt trukket sin stav.

"Cal." svarede han roligt og lod staven glide tilbage i ærmet igen. "Altid så lydløs, hvis det havde været mørkere havde jeg med sikkerhed ramt dig" brummede han fornøjeligt.

[Dominique O'Callaghan]

Det var Aleksander, der havde trukket hende tæt. Ham, der stod mellem hende og resten af rummet og kun ham, der havde muligheden for at træde væk. Men det gjorde han ikke, selv ikke da døren gik op.

Det gav et sæt i Dominique, der drejede hovedet og så over på Cal. Som slet ikke anerkendte hendes tilstedeværelse. Hun lukkede hænderne om kanten på kommoden, klarede halsen.

[Cillian O'Callaghan]

Cal hævede et bryn over tryllestaven, men følte sig ikke for alvor truet. "Din selvtillid fejler, som altid, ingenting," svarede han en kende tørt, men med en trækning ved mundvigen, som han gik ind i rummet. En hånd lå afslappet i den ene lomme, så afslappet som han reelt blev i selskab med andre.

"Jeg beklager forsinkelsen. Men jeg kan se, at I allerede er godt i gang med at indhente det forsømte."

[Aleksander Karkaroff]

Et gemt smil og et fnys var alt Aleksander havde at sige til dén kommentar. Han trådte roligt væk fra Dominique og lod en hånd glide om i nakken. Selvom de ikke havde fået talt særlig meget sammen, kunne den ældre troldmand ikke lade være med at være positiv over Cals tilstedeværelse, det gjorde det i hvert fald lettere at starte den samtale som lå ham på sinde.

Aleksander kunne have kommenteret på det. Men han valgte ikke at gøre det foran Dom som ikke fortjente hans indebrændte frustration.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique så vågent til på udvekslingen mellem de to mænd. Hørte Aleksanders nærmest afslappede tonefald, som hun aldrig nogensinde havde hørt det før. Så den subtile trækning ved Cals mundvige, der helt ubevidst fik hende til at gøre det samme.

Det afholdt hende dog ikke fra at lade sig provokere af bemærkningen. Og det blandede sig med indekulderet i et tørt svar.

"Det er vel begrænset, hvor meget der er at indhente mellem to mennesker, hvor den ene allerede ved alt om den anden og den anden har affundet sig med ikke at få noget at vide."

[Cillian O'Callaghan]

Det var ikke en bemærkning, der bar noget særligt med sig, andet end at det var en generisk hilsen. Cal havde ikke for alvor regnet med det respektløse svar fra Dominique, som fik ham til at hæve et uimponeret øjenbryn over et lettere køligt blik, der afslørede præcis hvad han mente om dén attitude. Personligt havde han da vist svaret på alle de spørgsmål, som hun havde fundet på at stille ham, men det sagde han ikke højt.

"Jeg er glad for, at du kunne komme med så kort varsel," sagde han i stedet og rettede blikket tilbage mod vennen.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander vidste godt at nogen af de følelser Dominique sad med skyldes ham. - Og han vidste at der var en del ting der skulle rettes op på og bevises. Selvom han ikke kunne ændre på fortiden, så generede de valg der efterfølgende var blevet truffet ham stadig.

Han nikkede mod Cal. "Naturligvis." Ganske vist var invitationen for gammel, men det undlod han at bemærke, da det igen blot ville være at smide brænde på det igangværende sitrende bål.

[Dominique O'Callaghan]

Meget af kanten i Dominiques ord var rettet mod manden, hun ikke havde set i månedsvis og hun ignorerede blot det kølige blik fra Cal. Hvis han havde lyst til at tage det personligt, kunne han passende overveje, hvorfor han var så klar til at føle sig truffet af dén bemærkning.

Hun sagde heller intet. Så blot fra den ene til den ande, mens samtalen fortsatte omkring hende, før hun skubbede sig fri af kommoden og travede hen til sofaen, hvor hun slog sig ned.