Gensyn

[Dominique O'Callaghan]

Huset var stort, men selv med sine mange rum og bøger og mulige ting at tage sig til, brugte Domninique det meste af tiden med at gå fra den ene ende til den anden. Kiggede, gik, tænkte. Overvejede, hvad i alverden hun dog kunne stille op med sig selv for ikke at blive vanvittig.

Hun havde netop rejst sig for at vandre målløst af sted igen, da der lød skridt og hun helt instinktivt søgte hen mod døren, der førte ud til gangen. Det lød ikke som Cal. Et andet tempo, en anden vægt. Forsigtigt gik hun tættere og skævede ud fra sit skjul bag døren.

Da først Aleksander Karkaroff kom ind for hendes synsfelt, tøvede hun dog ikke mange sekunder, men strøg ud af den lille stue og direkte mod ham uden at stoppe, før hendes arme var om hans nakke.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander vidste ikke helt hvad han syntes om at Dominique var flyttet ind hos en af hans ældste og bedste kammerater. Grunden var med sikkerhed solid nok, og han stolede hundrede procent på Cal; alligevel var der noget ved det der ikke huede ham særlig meget.

Han ville derfor gerne selv tjekke op på hendes ve og vel. Han havde fået lov til at komme forbi, selvom herren i huset ikke var at finde. Han havde aldrig brudt sig om de store huse, og kunne med sikkerhed fare vild før han havde set sig om. Det eneste han tænkte på var beskrivelsen af vejen til hendes værelse.

De døre lignede alle sammen hinanden. Et lettere utilfreds fnys forlod ham, da han gled en hånd om i nakken og overvejede om der ikke var andre i huset der kunne hjælpe ham. Længere nået han dog ikke før spinkle arme fandt vej omkring ham.

"Ah, jeg havde helt opgivet at finde dig spurv." mumlede han ned i det krøllede hår.

[Dominique O'Callaghan]

Dominique anede ikke, at Aleksander var der for at se hende, ligesom hun heller ikke havde troet, at han havde bekymret sig for hende, mere end bare fulgt ordre. Faktisk kendte hun sjældent til planerne omkring sig og hvirvlede bare gennem tilværelsen. Direkte ind i Aleks arme.

Hun havde aldrig været nem at komme under huden på, men han havde været hendes eneste selskab i månedsvis, både på den lille kro og da de endelig var kommet til Holland. Han havde beskyttet hende, sørget for mad og husly og båret hende i seng, når hun havde drukket alle dæmonerne væk.

"Hvad laver du her?" mumlede hun ind mod hans skulder uden at være i stand til at trække sig fra ham igen.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander havde aldrig været god til at vise affektion; slet ikke mod sine egne børn kunne han helt greje alt det knuseri og kram. Så til en start stod han lidt med sine arme ude i vejret, halvt inde i den omfavnelse han et eller andet sted gerne ville give hende.

Til sidst endte han dog med at plante dem tungt mod hendes skuldre. Hans vejrtrækning var rolig, og et antræk af et smil syntes at sitre i den ene side af mundvigen. "Jeg kom for at se til dig" svarede han ærligt.

[Dominique O'Callaghan]

Først da Aleksander lagde armene om hende, gik det op for hende, at de aldrig rigtig havde haft nogen fysisk kontakt. Men det fik hende ikke til at trække armene til sig igen. Tværtimod trykkede hun sig helt tæt ind til ham og tog en dyb indånding ved hans skulder.

Hun stod der nok i et par minutter, før hun langsomt trak sig tilbage og faldt ned på flad fod. Blikket gled over ham og et lille, usandsynligt smil fik liv på hendes læber.

"Ja, du har vel hørt, at jeg ikke havde vild succes med at passe på mig selv."

[Aleksander Karkaroff]

Det var ikke fordi at Aleksander ikke ville, eller ikke havde lyst; det havde bare aldrig rigtig ligget til ham og uddele kram eller andre slags berøringer medmindre han var intim med nogen, og det var ikke ligefrem blidt. Men han havde heller aldrig tilbragt så lang tid med et andet menneske før, ikke engang hans tidligere hustru.

Det var ikke underligt at han følte noget ekstra overfor den unge heks. Hans hænder klemte let om hendes skuldre før også han lod dem sænke sig igen. Han brummede let over konstatering.

"Jaeh. Det klarede du sgu ikke særlig godt." Han så alvorlig ud et øjeblik før rynken mellem brynene klarede op.

[Dominique O'Callaghan]

Hvis det havde været selvforskyldt, havde Dominique nok set en smule samvittighedsfuld ud. Men det havde, trods alt, ikke været hendes idioti, der havde fået hende ganget den nat og hun trak blot på skuldrene med et udtryk, der mere end noget andet sagde hvad-kan-man-gøre.

“Vi har vel alle vores styrker og svagheder,” bemærkede hun, humoren underspillet som altid.

“Du, øhm, vi kan sidde herinde.” Hun gjorde et nik mod stuen, hun var kommet fra, stadig med en underlig fornemmelse over at bevæge sig rundt i huset, når ikke Cillian O'Callaghan var der.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander brummede anerkendene. Han vidste udmærket hvad hun hentydet til, men undgik og bringe sine egne erfaringer op. I stedet skævede han mod rummet hun før var kommet fra, inden han fulgte med hende.

Da han endelig fik sig sat løftede han hovedet mod Dominique igen. "Du ser ud til at have det godt."

[Dominique O'Callaghan]

Dominique havde siddet mere end rigeligt de sidste par dage og lænede sig i stedet tilbage mod en lille kommode. Med en hånd placeret over det mørke træ på hver sidemand sig betragtede hun ham med en ny skuldertrækning.

Skulle hun være helt ærlig, havde hun det ulideligt varmt, mareridtene var intensiveret over de sidste par dage og hun havde simpelthen så meget kvalme, men ved siden af alternativet i ministeriets dybeste niveauer, havde hun det vel meget fint.

“Ja,” svarede hun, men det var ikke kun derfor og det sitrede lidt ved hendes mundvige.

[Aleksander Karkaroff]

Aleksander hævede et bryn. Nok var han en mand der ofte ikke gik særlig meget op i andres ve og vel, og selvom det uden tvivl ikke kom ham ved, så var der noget ed Dominique der virkede anderledes. Foruden hendes utrolige udholdenhed og gåpåmod, var hun også skrøbelig og bange. Det var ikke så underligt at den ældre troldmand var kommet til at holde af pigebarnet. Han ville beskytte hende til det sidste, det vidste han.

"Det er godt.." mumlede han og lænede sig tilbage i sofaen. "Jeg har ikke så meget med Cal endnu, men han må da have en eller anden plan med hvad der skal ske. Du kan jo ikke blive her resten af dit liv.."

[Dominique O'Callaghan]

Det gav et lille ryk i hånden, men Dominique flyttede den ikke. I stedet trommede hun neglene lidt over det mørke træ, før hun trak på skuldrene uden at gå i dybden med grunden til, at hun ikke havde så meget imod at være der. I hvert fald som tingene så ud nu.

"Lige nu muliggører det, at vi overhovedet kan tale om resten af mit liv."

[Aleksander Karkaroff]

Hun virkede så rastløs som hun stod der, som om hun var klar til at spæne afsted ved første mulighed. Aleksanders mørke bryn rykkede lidt på sig, og han mærkede trangen til at kommenterer på det. Men han undlod. Han vidste godt hvordan det var når man havde levet på flugt, og kun halvt var kommet tilbage til sin gamle tilværelse.

"Hvilken er langt bedre end for nogen måneder siden" svarede den ældre troldmand og gjorde et enkelt nik med hovedet. Han ville dog have ønsket at han var blevet mere informeret men Cillian O'Callaghan havde sine grunde, det var han sikker på.

[Dominique O'Callaghan]

Det vár langt bedre end for et par måneder siden og Dominique var ingenlunde utaknemmelig. Men det fjernede hverken rastløsheden over at være indespærret i det stadig fremmede hus eller frygten ved stadig at være på flugt, nødsaget til at bære Cals blod hvert sekund, når ikke han var i huset. Stadig uden en stav eller en reel mulighed for at forsvare sig selv.

“Jeg vidste ikke, om jeg nogensinde ville få muligheden for at se dig igen,” konstaterede hun efter et øjebliks tavshed. “Jeg er glad for, at det skete.”

[Aleksander Karkaroff]

Aleksanders blik blev mildere da han hørte Dominiques ord, og han mærkede behovet for at rejse sig; hvilket han også gjorde. Han gjorde afstanden mellem dem mindre og uden så meget som at tøve lagde han armene om hende igen; tæt og beskyttende.

"Jeg har ofte tænkt på dig, men af sikkerhedsmæssige årsager kunne jeg ikke besøge dig"

[Dominique O'Callaghan]

Dominique og Aleksander havde boet sammen i månedsvis, først i Skotland og senere Holland, men de havde aldrig for alvor været i kropskontakt. Derfor var det også med let hævede bryn, at hun lod sig trække ind i hans favn.

De faldt hurtigt på plads igen, som hun lagde armene omkring ham og vendte ansigtet ind mod hans bryst.

“Jeg ved,” mumlede hun uden skyggen af bebrejdelse. I virkeligheden havde det også været tåbeligt, at Cillian O'Callaghan gjorde det. Men selvom alt var blevet revet op med rode igen, hun var på flugt igen og fanget i et fremmed hus, var hun ikke kun beklagelig.