Bagudrettet afbud

[Valerie McCormack]

Det var næsten bogstaveligt talt sket i ly af natten, at Valerie havde opsagt sit arbejde på Skt. Mungos og var forsvundet til ørkenen, uden for alvor at nå at fortælle nogen om det. Nu var de hjemme igen og der lå en lille stak uglepost, som havde fyldt hende med en smule dårlig samvittighed.

Én af dem havde hun dog besluttet sig for at håndtere nu og da hun forlod Gringotts, satte hun kursen mod Ministeriet for Magi.

Hendes hud bar præg af tiden i den hårde sol og stod ud mod den hvide skjorte og det lyseblå skørt, som hun trådte ind i atriumhallen og nærmede sig Amber W. Jones med et mildt smil på læberne.

[Amber W. Jones]

Amber havde været ret urolig for sin nye veninde og stukket et par følere ud, uden at der var kommet noget ud af det. Hun havde parkeret sin uro over månederne, men de stod i fuldt flor, da hun fra sin plads bag skranken pludselig så den solbrune Valerie komme gående imod sig.

Hun blinkede, lidt i tvivl om hvorvidt det var noget hun rigtig så. Da Valerie smilede, gjorde hun derfor ikke det samme, men rynkede panden lidt. Hun havde hørt at folk nogen gange fik syner.

[Valerie McCormack]

Selvom Valeries smil var varmt, var det også instinktivt beklagende og det blev ikke mindre, som hun kom helt op til skranken og mødte sin veninde med et samvittighedsfuldt blik.

"Hej," hilste hun prøvende og rakte op for at skubbe lyst hår om bag øret. "Undskyld at jeg forstyrrer, men jeg mente at du næsten havde fri."

[Amber W. Jones]

Amber indså at det helt sikkert ikke var et syn, da Valerie talte. Hun så lidt himmelfalden ud, men endte med at nikke, småmekanisk.

"Hvor har du været henne, Val? Jeg skrev...?"

[Valerie McCormack]

Valerie havde knapt tænkt, da hun havde taget beslutningen. Klamret sig til sit ægteskab. Nu følte hun sig en anelse egoistisk og blikket sænkede sig kort, en anelse skamfuldt, før hun rettede de lyse øjne mod Amber igen.

"Undskyld," lagde hun ud, som altid ude af stand til at tåle, at hun havde gjort nogen oprørt. Hun fugtede læberne og forklarede så.

"Jeg tog med Archie til ørkenen. Det var en impulsiv beslutning og jeg så først dit brev, da vi kom hjem igen for et par dage siden."

[Amber W. Jones]

Amber var ikke vred, men havde været urolig. Hun var ret lettet over at se Valerie og forlod endelig skranken for at trække veninden ind i et kram.

"Jeg er bare glad for at du er okay," åndede hun ud, før hun slap hende igen. "Og så brun. Du har virkelig været i ørkenen."

[Valerie McCormack]

Lidt af bekymringen sev ud af Valerie, da veninden kom om på den anden side af skranken og hun tøvede ikke et øjeblik med at gengælde omfavnelsen, som glæden boblede frem igen og manifesterede sig i et bredt smil.

"Virkelig," bekræftede hun. "Det er det mest vanvittige jeg nogensinde har gjort," tilføjede hun, lidt overvældet og så kun en snert af beklagende ud nu.

"Men jeg ér ked af, at vi ikke kom til jeres middag."

[Amber W. Jones]

Amber viftede en hånd lidt som for at sige, at det ikke var noget. Og det mente hun egentlig også, selvom hun nærmest ikke rigtig havde kendt andre og havde manglet Valerie og Archie.

“Det er bare godt at se dig igen. Du må fortælle mig alt. Jeg har fri snart...?”

[Valerie McCormack]

Valerie var helt lettet, som Amber forsikrede hende om, at hun ikke var vred. Det fik Valerie til at lyse helt op igen og hun nikkede. "Jeg håbede på, at jeg kunne lokke dig med ud til en kop te," sagde hun optimistisk, før hun lod Amber blive færdig med at arbejde og selv søgte længere ind i ministeriet for at forstyrre sin storebror lidt, nu hun var der.

Og nogen tid senere havde de sluttet sig til hinanden igen og forlod ministeriet sammen. Valerie kastede et blik på veninden, som de gik mod den lille café, der lå i nærheden.

"Hvordan gik middagen? Det var ellers en god idé," spurgte hun interesseret.

[Amber W. Jones]

Amber smilede varmt og strøg en hånd gennem det mørke hår, som en vind hev lidt i.

“Det gik godt, synes jeg. Jeg tror jeg fik en ny... God bekendt,” modererede hun sin vurdering af et måske gryende venskab med Abigail Bancroft.

“Det var meget nervepirrende, men hyggeligt.”

[Valerie McCormack]

Valeries selskabsliv havde været lidt på pause, mens hun havde været separeret fra Archie, men nu var hendes interesse tilbage med fornyet styrke og hun smilede ved Ambers ord.

"Jeg håber, at vi kan komme næste gang, hvis I beslutter jer for at gentage det," svarede hun helhjertet og tilføjede så, delvist for at gøre op, men også fordi hun havde lyst: "I mellemtiden er I velkomne til at komme til middag hjemme hos os."

[Amber W. Jones]

Det var absolut helende salve på et lille sår at få en middagsinvitation og Amber lyste lidt op. Jesse Jones ville være nemmere at lokke med til noget småt og hun havde savnet Valeries selskab sådan. Det var så nemt at tale med hende.

“Selvfølgelig,” svarede hun. “Det vil vi gerne.” Hun pustede lidt ud med en munter lyd. “Jeg vil i hvert fald gerne. Jesse kræver nogen gange lidt overtalelse.”

[Valerie McCormack]

Valerie smilede varmt over svaret og kunne ikke lade være med at le blødt over det næste. Det efterlod et mildt udtryk i de lyse øjne.

"Jeg er heller ikke sikker på, at Archie McCormack selv ville have fået idéen," konstaterede hun muntert, men regnede ikke for alvor med, at han ville have nogle protester mod flere gæster til middag. Hun var munter.

"Men mon ikke de nok skal klare den, tror du ikke?"

[Amber W. Jones]

Amber smilede varmt og nikkede. “De kan sidde og brumme lidt sammen,” konstaterede hun. “Måske er der en tidligere quidditchkamp de kan diskutere.”

Hun var ret insisterende på at Archie McCormack og Jesse Jones burde blive venner. Der var ingen grund til at de ikke skulle kunne.

“Det er godt at se dig igen, Val. Du må fortælle alt om den impulsive beslutning. Hvad med Mungos?”

[Valerie McCormack]

Valerie skottede over til veninden og smilede en anelse. "Jeg tror det er bedre, at lade Quidditchsnakken blive på hylden. Men jeg er sikker på, at de nok skal finde ud af det selv," guidede hun blidt, velvidende at Archie havde minus interesse i at tale om magikernes sportsgren. Folk antog ofte det modsatte, fordi både hans mor og storebror var professionelle spillere - men det var ærligt talt bedre at undgå det.

Ved spørgsmålet voksede smilet lidt igen, selvom maven gav et lille, nervøst hop. Og hendes hjerte slog da også lidt, som hun sagde ordene højt. Det føltes stadig surrealistisk.

"Jeg har sagt op. Gringotts har ansat mig."