Sceneskift

[Emilia Yaxley]

Fra Tarantallegras pejs trådte Emilia direkte ud af Kedlens og børstede kun sin skulder hurtigt, som hun søgte ud på den mugglernes side. Måske var det lidt underligt at tage fra sit arbejde på en bar for at mødes med en ven uden for én flere hundrede kilometer væk.

Men lige især i aften ville hun hellere end gerne have en pause fra de samme ansigter, der altid var at finde i det magiske nattemiljø. I stedet kunne hun smile bredt til et ansigt, hun rent faktisk gerne gad glo på, da hun nærmede sig Ronan Thomas.

"Undskyld, jeg er for sent på den," skyndte hun sig at sige, selvom det vel næppe kunne komme som en overraskelse. Også selvom de vel ikke havde set hinanden mere end et par gange i læbet af det sidste år.

[Ronan Thomas]

Ronan havde brugt det sidste år på at rejse rundt og han var ikke ked af at være tilbage i London. Han var en London-dreng og det talte lige så meget til ham, som at gense nogle af de ansigter, som han næsten ikke havde set siden syvende år sluttede.

Nu faldt hans blik på ét af dem og han hævede et øjenbryn lidt, som han vendte sig imod hende og svarede tørt, men ikke irriteret. Det var bare sådan han var.

"Jeg ville have været mere chokeret, hvis du rent faktisk havde været her til tiden."

[Emilia Yaxley]

Emilia lod sig ikke gå på af det tørre tonefald; hun bemærkede det knapt. Men hun havde kendt Ronan i årevis - og desuden kommunikerede hun primært på samme måde, når ikke der var alkohol i blodet. I virkeligheden også der.

"Chokeret, ligefrem?" gentog hun ham og selvom det som altid ikke var overstrømmende, var det muntert. "Jeg troede ellers, der skulle lidt mere til at overraske dig. Men det kunne godt være, jeg skulle give det et skud engang."

Hun gjorde et nik mod døren. "Skal vi?"

[Ronan Thomas]

Ronan fnøs, men nikkede også og skubbede døren op. Han lod hende følte med ind, før han slap den igen og lod den svinge i.

"Hvis jeg giver første omgang, finder du så et bord?"

[Emilia Yaxley]

Det var nok fem måneder siden, at det havde set hinanden. Slag på tasken. Men det føltes ikke som mere end et par dage, da Emilia nikkede og fandt et bord. Hun sad tilbagelænet med benene over kors og så lidt uinvesteret rundt, indtil Ronan slog sig ned over for hende med drikkevarer.

“Det er nu bedre at få det serveret end at være dén, der skænker,” bemærkede hun med en trækning i den ene mundvig.

[Ronan Thomas]

Ronan havde, på trods af at han ikke var specielt velgørende, taget det på sig at åbne Emilias øjne for mugglerverden. Derfor havde han også udvalgt øl fra et bryggeri, som plejede at være gode og placerede det ene glas foran hende, før han gled ned at sidde.

"Jamen, velbekomme," svarede han tørt, men med en minimal vippen ved den ene mundvig. "Skål."

[Emilia Yaxley]

Emilia havde to jobs for at klare sig nogenlunde gennem hverdagen og det var rigeligt til at få hende til at se imponeret fra glasset til Ronan. Det kom dog aldrig til udtryk i andet end let hævede bryn og subtilt nedadvendte mundvige, før hun hævede glasset.

"Skål." Hun fangede en dråbe fra underlæbe med tomlen, før hun satte glasset fra sig igen. Kastede et blik over vennen.

"Så, hvor længe er du hjemme denne gang?"

[Ronan Thomas]

Ronan satte sig og lænede sig tilbage, benene let spredt. Han tog en tår af øllen og trak let på skuldrene over spørgsmålet.

"Jeg har fået ny læremester," konstaterede han, nærmest som om han talte om vejret. "Så lige nu står det åbent."

[Emilia Yaxley]

Emilia lænede sig også tilbage, men lagde selv benene over kors og trak den ene hånd over nogle af de korte, lyse krøller.

“Nå?” spurgte hun og hævede brynene lidt. Hun spurgte ikke rent faktisk ind til, hvordan det dog var gået til eller hvad der var sket med den gamle, i hvert fald ikke med ord. Men de hævede bryn sagde selvfølgelig også en del.

[Ronan Thomas]

Ronan tog en tår af øllen, som billeder han helst ville glemme, vendte tilbage for hans indre blik. Derfor slap han også blot en lavmælt, bekræftende lyd.

"Han er lige kommet hjem, så jeg regner med at der går lidt. Kender du Archie McCormack?"

[Emilia Yaxley]

"Mh," svarede Emilia bekræftende. Han havde kun være et par år over hende og havde hængt med nogle af dem, der nok burde have været hendes omgangskreds - hvis man spurgte hendes forældre, i hvert fald.

"Han er cool nok. Altså, på den måde, hvor man kan mærke, at han har sit at deale med. Sådan, ligesom kunstere. Plagede sjæle og alt det der. Men der er ikke så meget bullshit."

[Ronan Thomas]

Ronan kunne ikke huske McCormack fra skolen, for han havde ikke delt opholdsstue med ham, men det var nok også et held. Det ville i hvert fald helt sikkert have påvirket hans opførsel, hvis han havde vidst, hvem den nye læremester havde foretrukket at hænge ud med.

Nu lyttede han bare interesseret til Emilia og fnøs lavmælt. men mere i aha end noget andet. "Det stemmer meget godt overens med mit førstehåndsindtryk," konstaterede han tilfreds, uden at tage sig af, hvilke problemer, der var tale om. Det havde han intet behov for at blande sig i. Deres fælles mangel på bullshit-filter var formentlig en god ting. Et øjenbryn hævede sig lidt over et umiskendeligt drillende blik på veninden.

"Er det i øvrigt også det du går efter som kunstner? Plaget sjæl?"

[Emilia Yaxley]

Det var nok meget fint, Ronan ikke spurgte ind til, hvilke issues McCormack havde, for Emilia havde virkelig ingen anelse og havde aldrig talt længe nok med ham til at få skyggen af anelse om det. Ikke, at hun havde søgt det. Ligesom hun ikke ville snakke om sine problemer.

Dem tog hun med ironisk distance og tør humor, ligesom det også var dét, der gav liv til det bløde træk i hendes mundvig. "Nej, det er nok nærmere mystisk."

[Ronan Thomas]

Ronan tog en slurk mere af øllen og slap en lavmælt, næsten munter lyd over Emilias svar. Han beskæftigede sig naturligvis ikke selv med nogle forsøg på at maskere, hvem han var eller sende noget bestemt signal, men han kunne bedre forstå behovet for en skuespiller, trods alt. Professionelt set.

"Det er vel også en fordel for publikum," konstaterede han. Der var noget drillende under det, selvom han ikke var useriøs. "Det er nok nemmere, at se dig som den karakter, du spiller, hvis de intet ved om dig som person."

[Emilia Yaxley]

Der var intet professionelt i Emilias behov for at skjule barndommens traumer for omverdenen, men det talte hun heller ikke for alvor med Ronan, eller nogen andre, om.

"Er der uanset ikke altid tale om en karakter, man spiller?" musede hun og trak en finger ned over kondensen, der havde lagt sig over glasset.