Sceneskift

[Ronan Thomas]

Ronan fnøs over hendes spørgsmål og hævede et øjenbryn lidt over hendes musen. Måske var det en del af omtalte mystiske aura. Men som tidligere pointeret, så var der ikke så meget bullshit med ham. Til gengæld smilede han da næsten, som han sagde det næste. Knastørt.

"Måske, men dét er sværere at se nogen som mystisk, når man også har set dem grine så meget, at de får græskarjuice ud af næsen."

[Emilia Yaxley]

Det var ikke første gang, Ronan hævede et bryn af hende og hvis det stod til Emilia, skulle det nok fortsætte sådan længe. Det samme gjorde sig gældende ved bemærkningen fra ham, der trak en munter lyd fra hende.

"Ja, dig kommer jeg nok aldrig til at narre," konstaterede hun og lignede da generelt også én, der havde affundet sig med det, da hun hævede sit glas til læberne.

[Ronan Thomas]

Ronan trak på skuldrene på en hvad-kan-man-gøre-måde, men dvælede heller ikke ved emnet. Han tog bare en slurk øl med og lod blikket hvile på veninden, som altid uden at vige.

"Hvordan går det ellers?"

[Emilia Yaxley]

"Tjoh, meget som det plejer," svarede Emilia og trak afslappet på den ene skulder, som altid tilbageholdende ved at komme for meget ind på sit følelsesliv. Og ud over det var der arbejdet.

"Folk går for lidt i teater og for meget på bar. Men i det mindste er jeg vel næsten jobsikret på det ene punkt."

[Ronan Thomas]

Ronan fnøs muntert og kunne ikke andet end at skåle på det, netop som de sad på en bar og ikke var i teateret. Han havde svært ved at være fortrydende omkring det dog og nød gensynet, der på mange måder bragte ham lidt tilbage til det liv han havde, som ikke foregik i resten af verdens lande.

Lukket