Foldboldtossen og forbandelsesbryderen

[Ronan Thomas]

Det var lidt over en måned siden nu, at Ronan havde været vidne til at den mand, der havde varetaget hans oplæring som forbandelsesbryder, bogstaveligt talt var blevet vendt på vrangen af en særligt grum forbandelse. Dét syn ville formentligt være ætset ind på indersiden af hans øjenlåg for resten af evigheden, men det havde ikke fået ham til at opgive uddannelsen, selvom det i et øjeblik havde været en overvejelse. Et enkelt øjeblik, før han mindede sig selv om, at nogen virkelig var nødt til at få has på de forbandelser, før de fuckede flere liv op.

Så derfor mødte han op i Gringotts den dag, nikkede til et par af nisserne, som altid blot svarede med uimponerede blikke og fortsatte videre til den afdeling, der allernådigst var blevet skænket til bankens forbandelsesbrydere. Det virkede mere tilfældigt end noget andet, at han nu åbenbart var blevet koblet på Archie McCormack og han ventede nu på selvsamme, uden helt at vide, hvad han skulle forvente.

[Archie McCormack]

Da Valerie for ikke engang en måned siden havde foreslået, at han burde tage en lærning, havde Archie ikke taget det vanvittigt alvorligt. Han var selv kun nyuddannet og havde ingen intentioner om at skulle være støttehjul for én, nu han endelig havde fået lov at køre frit.

Men universet, eller i virkeligheden nok bare Gringotts, havde andre planer og han var tilbage i sit skræddersydede selv med det opgivende udtryk gemt bag et mere professionelt, at han vendte tilbage i troldmandsbanken.

Han fangede lige en af kollegerne til en udveksling over den seneste ekspedition, før han blev vist længere hen i lokalet, hvor han fik øje på et ukendt ansigt.

"Ronan Thomas?" spurgte han for en sikkerheds skyld, som han nærmede sig lærlingen.

[Ronan Thomas]

Ronan ville aldrig blive den skræddersyede type, men så da heller ikke komplet uprofessionel ud i sin løse skjorte og bukser, der sad tæt til om underbenene.

Den ene hånd hvilede i lommen, som hans blik faldt på en skarpt klædt troldmand, som kun forekom ham svagt bekendt. Han nikkede bekræftende.

"Archie McCormack?"

[Archie McCormack]

Archie nikkede afmålt i gengældt bekræftelse og kastede et blik over ham for at vende tilbage til hans øjne, uden ansigtet røbede meget.

"Gå med mig." Det var ikke så meget en ordre, som det var en opfordring. Men han ventede på den anden side heller ikke på et svar, før han trådte forbi Ronan og gik ned ad gangen uden egentligt mål for øje.

"Jeg hørte, hvad der skete med din læremester," konstaterede han. Og selvom nogle måske ville benytte lejligheden til at komme med en bemærkning om de tragiske omstændigheder, var Archie mere nysgerrigt anlagt. "Hvor var det, I var?"

[Ronan Thomas]

Ronan vidste ikke, hvor de skulle hen, men satte ikke spørgsmålstegn ved det. Han lod blot den anden hånd finde ned i lommen også, som han faldt ind ved siden af forbandelsesbryderen. Skulderen flyttede sig en anelse over spørgsmålet og han sank, men viste ellers ikke, hvordan han var påvirket af episoden.

"Myanmar," svarede han. "Omkring Bagan."

[Archie McCormack]

Archie havde stadig, trods den ellers skarpe fremtræden, hænderne i lommerne, mens de gik og nikkede lidt. Kunne ikke for alvor samle sig om at tage hensyn til, hvilken oplevelse det måtte være.

"Sydøstasien," bemærkede han, dæmpet og mest for sig selv. Han havde altid gerne ville dertil, studere deres magi. Da han fortsatte var det med samme afdæmpede nysgerrighed som spørgsmålet forinden.

"Har du været andre steder?"

[Ronan Thomas]

Ronan havde en fornemmelse af, at bevægelsen mest af alt havde noget at gøre med at den anden mand fandt hele arrangementet cirka lige så mærkværdigt, som han selv gjorde. De var så tæt på hinanden i alder, at det var lidt svært at forholde sig til, at den ene var læremester og den anden var lærling. Han så det dog ikke nødvendigvis som et problem.

"Mongoliet, Indien og katakomberne i Paris," listede han. Faktisk havde han dårligt været i Storbritannien i løbet af det sidste år.

[Archie McCormack]

Archie nikkede og skrev sig det bag øret. Selv havde han tilbragt det meste af sin lærlingetid i Europa og Nordafrika med enkelte besøg til Mellemøsten, men det lød til at være muligt at finde steder og kulturer, der var fremmede for dem begge.

"Sig lidt om, hvad der interesserer dig," opfordrede han, nærmest henkastet, men rammen efterlod ingen tvivl om, at det ikke var hans fritid, han spurgte ind til.

[Ronan Thomas]

Fra Ronan kom tingene altid råt fra usødet og han havde intet behov for at please. Så derfor var han naturligvis også hudløs ærlig nu, som han svarede, nærmest henkastet.

"Jeg har ingen interesse i skattejagt," konstaterede han simpelt. Det var naturligvis nissernes formål med i det hele taget at have forbandelsesbrydere, men han regnede ikke for alvor med at de ville se et problem i, at han ikke havde nogen guldfeber. Det historiske element var noget andet.

"Mit primære fokus er at lære at omgøre det, som magikere har gjort gennem århundreder for både at afværge og skade mugglere."

[Archie McCormack]

Archie var ikke altid ligefrem omkring, hvad han mente om menneskene omkring sig, men Ronan havde selvfølgelig også lagt ud med at forkaste dét, han brugte det meste af sin hverdag på nu. Det område, hvor han bedst fik mulighed for at undersøge forbandelser. Så han fnøs af svaret.

"Og hvordan vil du så gribe det an?" spurgte han tørt.

[Ronan Thomas]

Archie havde spurgt, hvad hans interesser var og det havde han svaret på. Det var ikke det samme som, hvad der praktisk foregik og han trak blot på skuldrene, uden så meget som at tøve et øjeblik før han svarede.

"Jeg er interesseret i forbandelserne, der beskytter gravkamrene, men ikke indholdet af dem. Jeg skulle ikke mene, at det ændrer på den metodiske tilgang."

[Archie McCormack]

Trods Archie fandt Ronans mål med det hele tåbeligt, var han i det mindste ikke utilfreds med svaret. Han forstod ikke, at man kunne være mere interesseret i en eller anden mugglermission i stedet for at søge den viden, der kunne findes i gravkamrenes skatte.

"Så længe det er tilfældet," svarede han blot og affandt sig med, at han ikke ville få svar på, hvordan lærlingen havde tænkt sig at føre sin mission ud i livet.

[Ronan Thomas]

Ronan var så vant til at kernemagikere ikke fattede, hvad hans deal var og han kunne ikke tage sig af det. Han kastede sig heller ikke ud i en prædiken om det nu, men stillede blot et nyt spørgsmål. Som altid uden så meget pis.

"Så, hvad er dine forventninger til mig?" spurgte han direkte. Ingen grund til at lade som om, at de ikke netop var indgået i et samarbejde. Der var dog også tør humor i det næste. "Jeg kan lige så godt sige på forhånd, at jeg ikke har tænkt mig at kalde dig sir."

[Archie McCormack]

Archie var stadig lidt utilfreds over hele arrangementet i, at han skulle have en lærling, men bemærkningen fik ham alligevel til at slippe en underholdt lyd. "Det var allerede den første," konstaterede han, smittet af den flygtige humor, før han fandt tilbage til det mere alvorlige hjørne, som han fortsatte.

"Et fleksibelt skema, hvis vi eksempelvis bliver tilbudt et større projekt med start et par dage eller uger senere. Selvom jeg som regel søger de med længere forberedelsestid." Det gav bedre tid til fordybelse og forebyggelse af idiotiske skader og uheld.

"Og at du selv tager ansvar. Der er ikke dét inden for feltet, jeg ikke vil bruge tid på, hvis du selv giver udtryk for det, men jeg tænker ikke at nogen af os er interesserede i at holde hånd."

[Ronan Thomas]

Det trak ganske let i Ronans mundvige, men som sædvanlig blev det ikke til mere end det. Han lyttede da også til det næste med alvor og nikkede, absolut ikke utilfreds.

"Ikke hvis jeg kan blive fri," konstaterede han, generelt ikke god til at indordne sig alt for meget under andre. Og til det andet nikkede han blot sin accept.