En lille tur

[Felicity Runcorn]

Finley Runcorn

Egentlig havde planen været at finde Finn lige efter samtalen med Summer Maddox men Felicity havde været så træt, at hun var endt med bare at gå op i sin seng og gemme sig under sin dyne. Hun havde været i sovesalen hele weekenden og var kun dukket sent op til måltiderne, for at være sikker på at hun ikke behøvede at tale med nogen. Felicity havde ikke spist særlig meget. Hun var gået helt i spåner, men nu hun havde været i skole, var hun alligevel endt med at skrive et brev til sin bror. Bede ham om at dukke op bag Hogwarts, hvor hun gik rundt og slog til græsset med en tynd gren. 

"Hvorfor fortælle noget?" Sagde hun. "Nej, hvorfor skulle det være vigtigt?" Sagde hun. "Far ville aldrig gøre den slags." Hviskede hun og sukkede dybt.
"Det er bare løgn." Mumlede hun og sukkede, men et sted i hendes hjerte vidste hun at pigen ikke havde løget for hende, men hun havde stadig svært ved at tro på det. Hun ville ikke tro på det.

[Finley Runcorn]

Finn havde stukket hænderne godt ned i lommerne, og havde egentlig ikke vildt mere lyst til at skulle udenfor. Men noget ved Felicitys besked havde vel givet ham fornemmelsen af at det var nu han skulle være en "god" bror og bare troppe op, frem for at lade som om han havde en form for magisk sygdom, der kun varede en dags tid.

Desuden, havde han vel al tid i verden, nu hvor Calliope Zabini undgik ham. Måske kunne man sige at han havde eksamenerne at læse op på, men... Ja, det var ikke dér hjernen var lige nu.

Snart troppede han op, hvor Felicity havde bedt ham om at mødes. Hun snakkede til sig selv og svingede en pind rundt. "Hva... Har du endelig mistet forstanden?"

[Felicity Runcorn]

Det var ikke ligefrem de bedste ord at sige til Felicity lige nu og hun stoppede op og løftede sit blik, mere såret og vred end hun nogensinde havde været. Det var i hvert fald sådan det føltes.
"Nej, er du?" Sagde hun og kneb øjnene sammen.
"Jeg skriver et brev til dig om at du skal komme hen og tale med mig og så er det første du spørger om, om jeg er blevet skør?" Sagde hun og slog ud med sin hånd.
"Har du ikke engang lyst til at spørge mig om, om der er noget galt?" Spurgte hun og smed den tynde pind fra sig, mens hun kæmpede med at holde tårerne tilbage. Hun følte sig utroligt svigtet, som en kæmpe idiot, Finley holdt åbenbart slet ikke af hende.

[Finley Runcorn]

"Øhm," Finn følte sig komplet ude af sin comfortzone. For han anede ikke hvad der var galt med Felicity, eller hvorfor hun var så fornærmet over det spøgefulde spørgsmål. Han kunne jo se at hun ikke var kommet tilskade eller noget. Han stak hænderne lidt dybere i lommerne og trak skuldrene op mod ørene.

"Er der noget galt?" spurgte han så og gentog det spørgsmål hun åbenbart ønskede at han stillede.

[Felicity Runcorn]

Det hjalp selvfølgelig ikke at Finley stillede det spørgsmål, fordi hele pointen var jo, at han naturligt skulle være interesseret i hendes velbefindende.
"Jeg troede at du var min bror, men måske er du det ikke." Sagde hun surt. "Fordi brødre fortæller da deres søstre, at de har en halvsøster gående rundt på skolen." Bemærkede hun. Hun var så vred, men hun kunne mærke at tårerne pressede sig på og at alt hendes vrede snart ville forvandle sig til en fortvivlet, hysterisk gråd.

[Finley Runcorn]

Forvirringen var total i Finleys ansigt. Indtil han forstod hvad hun fablede om, og han næsten pludselig så mere... vred ud. Vred på fandens til Summer Maddox , som åbenbart ikke kunne lære at lukke munden. Det var tydeligt for ham, at hans storesøster var meget ked af det. Men hun forstod det omvendt, i følge ham.

"Hun er ikke vores halvsøster," Protesterede han. "Jeg ville ikke fortælle dig den samme løgn, som hun har fortalt mig. For hvorfor skulle jeg såre dine følelser ved at videreformidle sådan noget pis?"

[Felicity Runcorn]

Egentlig havde Felicity også afvist historien først, men hun var begyndt at tro på den, måske fordi hun ikke kunne se hvorfor Summer skulle lyve. Hun var bare ked af det, så ked af det.
"Åh." Sagde hun lettere overrasket over hans svar. "Men." Sagde hun og betragtede Finn et længere øjeblik.
"Jeg troede du holdt mig ude." Bemærkede hun bedrøvet og forsøgte at holde sine tårer tilbage ved at blinke, men de endte alligevel med at trille ned ad hendes kinder. Hun snøftede ynkeligt.
"Tænk at sige sådan om far." Bemærkede hun og begyndte for alvor at græde.

[Finley Runcorn]

Slangen brød sig ikke om når piger græd generelt. Men Felicity var nu alligevel hans søter, og han kunne ikke bare vende ryggen til situationen, selvom det var hvad han mest havde lyst til at gøre. Han ville bande af Summer Maddox til munden løb tør for ord. Og han forventede at han var ret lang tid om at nå det punkt.

"Ikke.. det der," Prøvede han frem, før han nærmede sig søsteren. En ynkeligt prøvende hånd rakte ud efter hendes arm. Han vidste dog ærligt ikke hvordan han skulle håndtere situationen. "Hun er bare en sørgelig undskyldning for en person. Hun skal fandme ikke ødelægge vores familie."

[Felicity Runcorn]

Et eller andet sted dybt inde vidste Felicity godt at Finn ikke var glad for når hun græd, men lige nu havde hun svært ved at styre det. Hans lettere prøvende gestus og forsøg på at trøste hende hjalp dog alligevel lidt. Hun sukkede dybt over hans ord og nikkede derefter langsomt.
"Ja. Ja okay." Sagde hun og sukkede. "Nej. Jeg vil ikke have vores familie bliver ødelagt. Men hvad skal vi gøre? Jeg ved ikke om jeg kan se vores forældre i øjnene hele sommeren uden at sige noget til dem." Bemærkede hun og slog blikket ned. Hun kunne ikke holde ud af at være uartig overfor sine forældre. Hun var trods alt hende den perfekte datter. Hende der aldrig gjorde noget forkert.

[Finley Runcorn]

Finn overvejede i et sekund om han skulle tilstå overfor Felicity at Freya Runcorn var sat på sagen. Eller, at hun i det mindste ville tale med Summer. For selvom Finn vidste at ærlighed var den bedste politik for Felicity, galt det samme ikke for ham. I hans øjne, var det bedre bare at udrede trådene, så Felicity ikke blev så ked af det.

"Jeg finder ud af det," sagde han så bare med et nik. "Far har ikke været sammen med Summers mor. Og Summer er ikke vores søster. Generer hun dig mere, får hun med mig at bestille, okay?" Nok var Finn ranglet og uden mange muskler, men noget ved hans blik gnistrede af ærlighed. Han mente det virkelig.

[Felicity Runcorn]

Finleys stemme var beroligende for hende og hun nikkede langsomt, mens han talte. Hun forsøgte at tage sig lidt sammen og tørrede derfor sine tårer væk fra sine kinder.
"Hvad med Freya Runcorn ved hun det?" Spurgte hun lettere bekymret. Selvom hun havde på fornemmelsen at søsteren ville håndtere det en del vedre end hende selv.

[Finley Runcorn]

Fandens... Finn forsøgte ikke at se for overrasket ud over spørgsmålet, mens han overvejede hvorvidt han skulle lyve eller ej, hvis sandheden nu fik Felicity til at græde igen. "Ja, hun ved det," Besluttede han sig dog for at sige.

"Og hun tror heller ikke på det."

[Felicity Runcorn]

"Åh okay." Sagde hun og sukkede afdæmpet. Det græd hun ikke over. Hun havde mere været nervøs for Freyas reaktion. Om hun var blevet ked af det.
"Det var godt." Sagde hun og sukkede igen.
"Hvorfor ville Summer Maddox lyve om sådan noget? Det er så mærkeligt." Hviskede hun opgivende.

[Finley Runcorn]

Hænderne blev stukket godt ned i lommerne igen, men til Felicitys spørgsmål kunne Finn ikke gøre meget andet end at trække på skuldrene.

"Ingen idé," Kom det fra ham. "Jeg antager at hun har ondt i røven over ikke at have en far. Vi er fra en betydningsfuld familie - måske vil hun have vores, så hun ser mere vigtig ud."

[Felicity Runcorn]

Det var vel en forklaring, men Felicity følte den ikke rigtigt. Alligevel accepterede hun den og trak lidt på sine skuldre.
"Sandt." Bemærkede hun. "Undskyld jeg reagerede så voldsomt. Jeg forstår godt hvorfor du ikke sagde noget. Nogle gange føler jeg bare at jeg ville ønske vi talte mere sammen." Sagde hun og smilede svagt.
"Tror bare det prikkede til den usikkerhed." Bemærkede hun afdæmpet.