Uundgåeligt

[Abigail Bancroft]

Abbie skulle ikke af på etagen, men hun var assistent for højmagiratets medlemmer, fordelt på alle ministeriets afdelinger og kunne snildt finde på en undskyld. Lige nu var det dog langt fra hendes tanker, som hun impulsivt fulgte ham ud af elevatoren.

Ingen plan, kun et hamrende hjerte og fødder, der bar hende ned ad gangen. Ikke mere end halvanden meter mellem dem.

[Sylvester Buchanan]

Der var ingenting underligt i at have skridt bag sig. Det var snarere en undtagelse når man ikke havde det og Sylvester opdagede ikke, at Abigail gik bag ham. Måske var han også lettere distraheret - af hende, mens deres korte udveksling i elevatoren stadig svirrede i frisk erindring.

Han nåede sin egen afdeling og døren til sit kontor, før han opdagede hende, da han af ren vane drejede hovedet og kastede et blik ud over rummet, med hånden på håndtaget. Han gik i stå midt i bevægelsen og så et sekund overrumplet på hende. Så åbnede han døren og gik til siden for hende før nogen nåede at opdage noget ikke var, som det skulle være. Hun havde været på hans kontor mange gange for at arbejde med sager fra magiratet og han var nødt til at tro, ingen havde haft forkerte tanker omkring det.

[Abigail Bancroft]

Det var ikke første gang, at Abbie trådte ind på Sylvesters kontor, men hun havde lidt for levende billeder af den sidste gang, hun havde været der. Og et øjeblik syntes hun næsten at kunne mærke hans læber mod sin hud. Trykket fra hans hænder om sine hofter.

Hårene havde rejst sig i hendes nakke, da hun vendte sig mod ham og komplet fejlede i at se upåvirket, eller bare som minimum afklaret, ud.

"Hvad er det præcis du siger?"

[Sylvester Buchanan]

Han havde en knugende fornemmelse i mellemgulvet mens han lukkede døren og vendte sig mod hende. Spørgsmålet efterlod ham tavs et øjeblik, med bryn der igen søgte sammen gør han gentog sig selv, eller måske allermest uddybede "Hvad jeg sagde. Jeg vil have dig." begyndte han og fortsatte med den sædvanlige to, selvom han ikke følte den indeni "Hvis det på sigt betyder ægteskab og flere børn, så er det noget jeg er villig til at tage med." mere direkte kunne det næppe siges og han tav med et afventende blik på hende.

[Abigail Bancroft]

Abbie havde allerede taget et valg. Hun havde vidst det i elevatoren, men blev kun yderligere bekræftet nu. Selvom de stod med halvdelen af kontoret mellem sig og hun ikke havde nogle intentioner om, at det skulle ændre sig. Hun nikkede.

“Jeg synes ikke, vi skal sige mere nu,” konstaterede hun, selvom hun så gerne ville tale mere med ham om en fremtid. Men i sidste ende kom det ned til: “Jeg vil ikke føle skam over at have det sådan her længere.” De fortjente dagslys. Ikke skyggen fra et dødt forhold.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester rystede på hovedet, mere uenig i ikke at skulle sige noget end konstateringen der fulgte det "Jeg vil ikke have du skal skamme dig." begyndte han og så momentært op i loftet, mens han gned sig hårdt over panden, en handling der fik den rolige facade til at krakelere en smule, da hans blik igen mødte hendes "Jeg ville bare være sikker på du havde alle fakta før du tog din endelige beslutning." faktisk var han stadig ikke helt sikker på hvad den beslutning var, selv nu og tavsheden var ladet med den tvivl.

[Abigail Bancroft]

Abbie var efterhånden ikke sikker på, hvad nogen ville have hende til at gøre igen. Padraig ville gerne have det til at fungere, Sylvester ville have hende til at blive, hendes bedstefar ville have hende til at finde en helt tredje. Selv stod hun tilbage, paralyseret af et valg mellem følelse og fornuft, hun aldrig havde troet, hun skulle stå over for.

"Jeg-" Hun holdt indrømmelsen tilbage. Det føltes alt sammen som en samtale, hun burde have med Padraig først. Alligevel tog hun de tre skridt, der var mellem dem og lagde en blid hånd over hans kind uden at søge mere.

"Jeg bliver nødt til at tale med ham."

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters blik fulgte hende de få skridt og et sekund lukkede ham øjnene, da hun lagde hånden mod hans kind. Den var varm og helt naturligt lænede han hovedet ind mod den mens han løftede den ene af sine egne og lagde den over hendes.

Han åbnede munden for at sige noget, presse mere på, men lukkede den igen, mens hans øjne flakkede kort mellem hendes. Så nikkede han, drejede hovedet lidt og plantede et blidt kys i hendes håndflade "Du ved hvor jeg er når du er klar."

[Abigail Bancroft]

Noget i de mørke øjne fik Abbie til at frygte, at han ville gøre noget overilet. At han ville sige ord, der ikke kunne tages tilbage. Hun smilede taknemmeligt, da det ikke skete, og hun øgede fingrenes tryk over hans kind lidt, før hun lod den falde med et lille, resolut nik.

"Vi ses, Sylvester." Hendes indre føltes ikke mindre kludret, da hun forlod kontoret, end sidst hun havde været der.

afsluttet