Uundgåeligt

[Sylvester Buchanan]

Sylvester stoppede sekundet efter Abigail og vendte sig mod hende med et alvorligt udtryk på ansigtet og en knugende fornemmelse i mellemgulvet, over at høre hende sige sit navn.

Han rystede på hovedet og brynene krøb lidt nærmere hinanden "Nej.." samtykkede han, men fortsatte alligevel "Ville det gøre en forskel? Ellers er der ingen grund til at tale videre om noget som helst."

[Abigail Bancroft]

Sylvester var næsten tyve år ældre end hende og burde måske være mere fornuftig, men Abbie kunne ikke lade være at smelte lidt over, at han ikke var. At han ville hende til en sådan grad, at han stod og talte om en fremtid midt på en korridor i ministeriet.

Men lige dér kunne hun ikke give et svar. Hun vidste knapt nok selv, hvad der ville gøre en forskel eller ej. Eller om hun overhovedet ville kunne tage en rationel beslutning, når først hun var sammen med ham.

"Jeg-" Hendes øre registrerede lyden af skridt og hun vidste, at det ikke var et spørgsmål om mere end minutter, før de andre medlemmer af højmagiratet ville gøre dem selskab. Og det sidste hun nåede at sige, før den første drejede om hjørnet, var en lidende mumlen.

"Hvorfor gør du det her mod mig, Sylvester?"

[Sylvester Buchanan]

Sylvester hørte skridtene ligesom hun og drejede hovedet mod lyden, kun for at se tilbage på hende øjeblikket efter. Han vendte sig væk fra hende igen for at gå videre, men svarede hende dæmpet i bevægelsen, selvom svaret var en gentagelse "Ville det?"

[Abigail Bancroft]

Der var ikke andet at gøre end at gå, selvom det føltes udfordrende på ben, der før havde føltes så stærke, men nu føltes vaklende igen, som han udfordrede alt, hun havde besluttet for sig selv. Alle de ting, hun havde måtte bilde sig ind for at gå tilbage til Padraig.

Hun havde lyst til at lukke øjnene og lukke verden ude, så hun kunne tænke og give ham et mere afklarende svar. Men lige nu føltes det umuligt. "Jeg ved det ikke," svarede hun dæmpet, kun ment for hans ører.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester var fuldt ud bevidst om hvor de var og at der var andre på gangen et stykke bag dem, men han havde ikke kunnet få hende under fire øjne på andre måder og havde valgt at tage chancen.

De nåede dog et stykke længere i tavshed og først rundt om det næste hjørne talte han igen, udnyttende det korte rum der var, før de næste også nåede omkring hjørnet, der var det sidste før elevatorerne "Du spurgte mig hvorfor.." begyndte han uden at stoppe igen og ligeså dæmpet som før "Fordi jeg vil have dig i mit liv."

[Abigail Bancroft]

Abbie havde håbet, at de kunne tage det under private rammer (eller nok i virkeligheden slet ikke), men hun var udeblevet fra en sådan aftale én gang før og forstod, at han ikke gav hende samme mulighed nu. Ikke at det ændrede på følelsen af at være trængt op i en krog.

"Der er ikke plads til mig," indvendte hun og det var ikke for første gang, at protesten ikke for alvor lød stålfast.

[Sylvester Buchanan]

Hendes svar fik ham til at dreje hovedet og se undrende på hende, de mørke bryn krøbet sammen over næseryggen. Han åbnede munden for at sige noget, men endte med at lukke den igen, læberne presset sammen i det de nåede elevatoren.

Da den ankom, skød han en hvid pil efter høflighed og holdt den ikke tilbage for at vente på andre, men lod dørene glide i og efterlade ham alene i det lille rum med Abigail "Hvad i Merlins navn baserer du den konklusion på?" spurgte han, ikke helt så roligt som ellers og greb fat i et håndtag da elevatoren satte i gang med et ryk.

[Abigail Bancroft]

Abbie var på mange måder pragteksemplaret på en velopdragen ung kvinde. Men høflighed kunne ikke være længere fra hendes tanker, da hun igen stod alene med Sylvester i en lille elevator.

Hun nåede aldrig at åbne munden for at svare - eller gribe fat i et håndtag, før de satte i bevægelse og hun tumlede ind i troldmanden, der allerede før kropskontakten fik hendes hjerte til at hamre.

[Sylvester Buchanan]

Instinkterne tog over da hun tumlede fremad, uden at nå at få fat i noget for at holde sig fast og helt automatisk greb han hende med den frie arm. Instinktet stoppede ikke der, for før han nåede at gennemtænke det, havde han presset læberne krævende mod hendes.

Det var et kys fyldt af frustration og længsel, som om han prøvede at ændre hendes beslutning med det alene og han slap hende ikke, selv da han trak hovedet lidt tilbage "Der ér plads til dig." mumlede han en smule stakåndet.

[Abigail Bancroft]

På få sekunder var hun igen i stærke arme og denne gang kunne Abbie ikke længere lade som om det ikke fik hver fiber af hende til at længes efter mere. Som om han ikke efterlod hendes krop varm og levende af begær.

Hun tog en indånding, da hans læber igen forsvandt fra hendes og hun klamrede sig lidt til ham uden at vide, hvordan hun nogensinde skulle få sig selv til at slippe igen.

"Jeg kan ikke være din elskerinde," hviskede hun ud for hans læber. "Jeg har brug for mere end det."

[Sylvester Buchanan]

Sylvester var lige ved at slippe håndtaget for at kunne lægge en hånd mod hendes kind, men i øjeblikket var han det eneste der holdt dem nogenlunde stabile. I stedet rystede han på hovedet og fangede hendes læber blødt denne gang. Der havde været rigeligt bekræftelse i måden hun besvarede hans første kys "Jeg har aldrig bedt dig om at være det." mumlede han dæmpet videre "Jeg vil have du skal være min.. jeg vil ikke dele dig med nogen. Kun min."

[Abigail Bancroft]

Det var temmelig besidderisk, men det tog pusten fra Abbie, der aldrig havde haft én til for alvor at kæmpe for hende. Hun endte med at kysse ham igen. Og igen.

"Jeg kan ikke lade som om længere," hviskede hun, knapt bevidst om ordene. Men med følelsen af dem i hele kroppen. Hun elskede ham. Men ordene skulle ikke farves af utroskabet.

"Men det er ikke rigtigt, det her. Det er ikke måden."

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters fingre var krummet hårdt mod hendes ryg og læberne brændte en smule da han rystede på hovedet igen "Nej.." gav han hende modvilligt ret, løftede hovedet lidt og plantede et kys mod hendes pande "Jeg har bare brug for du ved, at jeg kan, og vil, give dig de ting du ønsker." hans blik søgte alvorligt hendes "Og brug for at vide, jeg kan få en chance for at vise dig det."

[Abigail Bancroft]

Måske det i virkeligheden var lige dér, i hans arme, at det gik op for hende, at det var ham, hun blev nødt til at være sammen med. At det var her, hun for alvor følte sig hjemme. Følte sig ønsket.

Hun lænede sig ind til ham, men fandt ikke ord. Og hun nåede det aldrig, før elevatoren stoppede og hun var nødt til at trække sig fra ham igen, inden gitteret gled til siden.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester fik intet svar før virkeligheden ubehøvlet afbrød dem og han modvilligt måtte slippe hende. Nogen gange virkede det som det han gjorde mest, at slippe hende igen, uden at vide om hun ville vende tilbage. Det brændte i ham for at få det svar hun ikke havde givet ham, men han kunne ikke gøre andet end at forlade elevatoren og sætte kursen mod sit kontor, da en mindre strøm af mennesker begyndte at mase sig ind i elevatoren, de kort forinden havde været alene i.