Uundgåeligt

[Abigail Bancroft]

Det var ikke mere end et par dage siden, at Abbie havde sagt farvel til Sylvester Buchanan, eller i hvert fald det mere end professionelle afspekt af deres forhold. Siden da havde hun gruet for det uundgåelige møde i ministeriet og da hun så ham stå med Bryce Donovan i døråbningen til retssalen, mærkede hun sit indre trække sig mod midten med et koldt sug.

Med en dyb indånding og målrettede skridt bevægede hun sig dog hen til mændene og nikkede høfligt, både til dem, men også i retningen af salen bag dem, som de fik blokeret.

"Mr. Donovan, Mr. Buchanan," hilste hun, som flåede det ikke hendes indre fra hinanden.

[Sylvester Buchanan]

Selv efter en weekend væk fra London, krøb virkeligheden, og hverdagen, uundgåeligt ind igen. Meldte sig som en sten i skoen, man ikke kunne komme af med. Stenen var i dette tilfælde ikke jobbet i sig selv, men de brune øjne der ligeså uundgåeigt krydsede hans vej igen.

Han havde netop aftalt med Bryce Donovan , at de måtte mødes på Kimæren til en ordentlig snak, da Abigail afbrød dem. Hans blik mødte hendes et langt øjeblik og selvom ansigtet lå i neutrale folder, brændte hans blik "Miss Bancroft." hilste han med et afmålt nik og trådte lidt til siden, for at lade hende gå forbi.

[Abigail Bancroft]

Miss Bancroft, sagde han, som det passede sig i ministeriet. Men det forhindrede ikke det uønskede flashback til et helt andet tidspunkt, hvor han havde formet hendes kaldenavn så ømt, at det næsten i sig selv havde været et kærtegn.

Abbie sank hårdt, da først hun var kommet forbi troldmændene og var ikke sen til at indtage den plads, der var tildelt hende under retssagen. Med kun let rystende hænder fik hun glattet sit papir og fundet pennen frem. Og hun prøvede virkelig at holde blikket på foretagendet.

Når det hævede sig, var det strengt holdt til den lille familie, der havde brudt hemmelighedsdekretet. Men under forhøret af Mrs. Dempsey, lagde hendes mand pludselig en beroligende hånd på hendes skulder og den lille handling af ømhed fik alligevel de brune øjne til, helt ufrivilligt, at søge mod Sylvester.

[Sylvester Buchanan]

Abigails parfume kaldte adskillige mentale billeder frem, da hun gik forbi dem. Sylvesters blik var fæstnet diskret på hendes blottede nakke, mens hun gik gennem salen og fandt sin plads.

Han fandt sin egen plads, nu efter et år igen med Bryce ved siden af sig. Det afholdt ham dog ikke fra at have blikket mere på assistenten, end på de anklagede, selvom han hørte hvad der blev sagt.

Han vidste ikke hvor længe de havde siddet der, da brune øjne pludselig mødte hans. Han så ikke væk, men holdt hendes blik fast.

[Abigail Bancroft]

Abbie havde flere gange haft fornemmelsen af at blive iagttaget, men hun tillod ikke tanken for alvor at rodfæste sig. I hvert fald ikke før hendes blik mødte Sylvesters og hun fik følelsen bekræftet.

Det gav et sug gennem hende, men hun kunne ikke få sig selv til at trække blikket væk, selvom hun virkelig ikke burde sidde og se længselsfuldt på en mand, der ikke var hendes kæreste. En mand, der var hendes overordnede.

Hun blinkede langsomt, men uden at rive sig fri og selv gennem lokalet måtte han kunne se hendes kamp med at synke.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester slap ikke hendes blik da han først havde fanget det og selv på den afstand der var mellem dem, kunne han se hun ikke var uberørt. Måske nærmere det modsatte, selvom hun som altid gjorde sit ypperste for at holde den perfekte facade.

Men det var ikke facaden han havde udviklet følelser for, men kvinden hun gemte så godt bag den. Mens han sad der og betragtede hende, blev han kun mere sikker i sin sag og hans blik tilsvarende ubøjeligt.

[Abigail Bancroft]

Blikket brændte sig nådesløst ind i hendes og lige i det øjeblik var det nok meget godt, at der blev taget referat, for Abbie hørte ikke så meget som et ord, der blev sagt. Hun så kun brune øjne.

Og det var kun, fordi hun ikke fysisk formåede det, at hun ikke fjernede sit blik med det samme. For hun havde ingen pointe at bevise, intet at overtale til. Hun havde allerede truffet sit valg og prøvede at minde sig selv om det.

Med en indånding fik hun dog endelig brudt fri og i flere minutter turde hun knapt se op fra sine notater.

[Sylvester Buchanan]

Først da Abigail slog blikket ned og brød den intense øjenkontakt, gik det op for Sylvester, at han havde holdt vejret. Han åndede lydløst ud og flyttede sig rastløst lidt i sædet, mens han prøvede at koncentrere sig om hvad der egentlig foregik i salen.

Der gik dog ikke længe før blikket helt af sig selv, søgte tilbage til hende. Granskede hende med en synlig rynke mellem brynene mens han overvejede, hvordan han skulle få hende på tomandshånd igen.

[Abigail Bancroft]

Denne gang var Abbie ikke i tvivl om, at hun blev betragtet. Eller hvem, der betragtede hende. Men hun dristede sig ikke til at dreje hovedet igen, selvom hun nok burde for bedst muligt at kunne assistere højmagiratets hekse og troldmænd.

I stedet længtedes hun efter pausen. Lige indtil den kom, selvfølgelig, og hun indså, at hun blev nødt til at forlade salen og følge de lange, mørke korridorer helt til elevatoren.

Så hun stak hurtigt kvikskribleren ned i siden på lædermappen, der holdt hendes notater og sagspapirer, før hun pilede gennem salen og blev den første, der trådte ud gennem de opslåede dobbeltdøre.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester var ikke ligeså hurtigt ude ad dørene da pausen kom, men han var ikke blind for hvor travlt Abigail havde med at forlade salen. Han undskyldte sig til en kollega med have en presserende sag han var nødt til at få sendt en ugle afsted om i pausen og nåede ud på gangen før Abigail helt forsvandt ud af syne.

Han fulgte efter, uden at gøre det åbenlyst, men med lidt længere skridt end ellers. Afstanden blev mindre og da der rundt om et hjørne, ikke var andre på gangen end dem, brød han stilheden "Abigail."

[Abigail Bancroft]

Abbie hverken tøvede eller ventede, men snarere flygtede fra retssalen. Men hendes ben var ikke tilnærmelsesvist lige så lange som Sylvesters og hverken skørtet eller hælene var ideelle til flugtforsøget.

Det kom dog heller ikke for alvor som nogen overraskelse, at det selvfølgelig var hans stemme, der fulgte med lyden af skridt bag sig. Hvad derimod kom bag på hende, var måden hun sagtnede farten en lille smule. Tillod ham at indhente sig.

Men hun svarede ikke. Kunne ikke. For hvad var der tilbage at sige?

[Sylvester Buchanan]

Hun svarede ikke med ord, men han fik et svar alligevel da hun satte farten ned og det tog ham ikke mange skridt at nå op på siden af hende. Han stoppede ikke, men blev ved at gå lige ved siden af hende, så eventuelt forbipasserende, ikke ville få forkerte (eller måske netop rigtige) tanker "Jeg ved du har taget et valg, men jeg kan ikke acceptere det før der er noget jeg har fået på det rene." han skævede kun kort til siden for at se på hende, men holdt ellers både hænder og blik for sig selv.

[Abigail Bancroft]

Hjertet hamrede allerede og det havde meget lidt at gøre med, at hun var flygtet mod elevatorerne. Hun kunne høre det i øregangen i kølvandet på hans ord og burde sige, at det hverken var tiden eller stedet. At han hev og flåede i hendes hjerte for hvert sekund, de var i nærheden af hinanden. Eller låste blikke på tværs af salen.

Men det gjorde hun ikke. I stedet fortsatte hun med at gå med tilbageholdt åndedræt, ham ved sin side og en ganske svag sansning af hans duft i sin næse. Ventede, lyttede.

[Sylvester Buchanan]

Han ventede på en reaktion, men en stund, var det kun deres skridt der gav genlyd mellem murene og brød stilheden. Til sidst valgte han at tage tavsheden som accept og tog en dyb indånding "Jeg føler du afskrev mig.. os, før du overvejede, om jeg kunne opfylde alle de ønsker du havde for din fremtid."

[Abigail Bancroft]

Fra retssalen havde Abbie, trods tempoet, ikke misset et eneste skridt, men nu stoppede hun brat op et øjeblik, før hun fik tvunget benene videre. Det gik ikke at påkalde sig opmærksomhed, især ikke i en samtale, der både var kompromitterende og efterlod hende sårbar, forsvarsløs.

"Sylvester." Navnet flød fra hende i en udånding. "Jeg antog-" Hun skar sig selv af og rystede på hovedet.

"Det er ikke stedet."