Tre dage senere [S]

[Hamish Buchanan]

Hamish kunne ikke bare glemme, hvad der var sket, men han kunne heller ikke helt få sig selv til at give slip på hende endnu og ved hendes ord, nikkede han en enkelt gang.

Armen fandt om hende igen og han hvilende panden ind mod hendes. Var tavs lidt, før han endelig talte.

"Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg skal reagere på det hele, Alissa."

[Alissa Avery]

Alissa vidste ikke, hvordan det skulle blive bedre af, at hun blev. Men hun vidste til gengæld, at der ikke var dét, hun ikke ville give ham for at reparere dét, hun havde ødelagt. Hun fugtede læberne.

"Nej," svarede hun uden at vide, hvad ellers der var at sige. Hun tog en indånding og strøg panden over hans.

"Jeg skal nok give dig tid." Selvom det lød umuligt og tanken fik alt i hende til at vride sig i ubehag.

[Hamish Buchanan]

Hamish følte sig en anelse idiotisk, mest fordi han ikke helt vidste, hvorfor det betød noget, at hun havde været sammen med en anden. Det havde ikke noget, I hvert fald ikke åbenlyst, med konservative værdier at gøre. Anstændighed var faktisk det sidste i hans tanker.

Det var noget andet, noget dybere og han holdt hende tæt, panden ind mod hendes. Tid passerede og han vidste ikke hvor længe, før han endelig talte igen. Ærligt, uagtet hvad hun havde sagt tidligere. Det føltes sandt og nødvendigt at sige.

"Hvis du, fordi jeg ikke kan være der, har brug for at finde nærhed et andet sted, så... Så kan jeg godt acceptere det. Jeg forstår, at du kan føle dig alene på slottet."

[Alissa Avery]

Det føltes allerede forfærdeligt at ligge sammen med Hamish, ikke fordi de gerne ville se hinanden, men fordi det var den eneste måde, den knugende fornemmelse indeni var bare nogenlunde udholdelig. Men hans ord skar sig ind i hende og fik hende til at trække sig tilbage.

De grønne øjne var ikke mange øjeblikke om at finde hans. En rynke havde allerede sneget sig ind mellem dem.

"Nej," svarede hun prompte og fulgte op med en hovedrysten. "For jeg vil ikke have, at du gør det samme."

[Hamish Buchanan]

Hamish forventede halvt protesten, som han ærligt talt ikke hadede. Han skubbede sig lidt mere om mod ryggen, men forblev på siden, som han betragtede hende.

"Jeg har ikke brug for det," konstaterede han simpelt, men sandt. Han havde ikke været sammen med andre siden sommer. Han kunne godt vente et par måneder endnu.

Men Alissa havde derimod selv sagt, at hun havde svært ved at han ikke var der. Så.

[Alissa Avery]

Alissa havde halvt forventet en kommentar om dobbeltmorale, uden hun helt vidste, hvor den forventning kom fra. Muligvis fordi det var dét, hun havde mødt ham med, hvis rollerne havde været anderledes.

"Men," indvendte hun, uden hun vidste, hvor hun var på vej hen denne gang. Hun lukkede munden igen, rynkede brynene og tog sig et tiltrænkt sekund til at tænke, før hun rystede på hovedet.

"Men jeg mente det, da jeg sagde, at jeg ikke vil det længere. Ikke hende, ingen andre. Jeg vil være sammen med dig og kun dig." Og lige dér mente hun det virkelig, selvom det måske en dag ville ændre sig.

[Hamish Buchanan]

Måske havde det, ubevidst, været en test. Han var ikke klar over det, men han følte sig mere rolig nu, som hun gentog sine ord, efter han havde givet hende dét tilbud. Blikket var fyldt med en rolig alvor.

"Godt. Så vær min og kun min," slog han fast. Fortsatte, ærligt. "Jeg hader tanken om dig sammen med andre og jeg har ikke lyst til at opleve det igen."

[Alissa Avery]

For bare et år siden ville sådan en formulering have fået Alissa til at stejle fuldstændig, men nu fik den hende blot til at se alvorligt ind i de mørke øjne og nikke en gang i et dybfølt løfte.

"Det kommer du ikke til," konstaterede hun stålfast og lod fingrene finde om i hans nakkehår.

[Hamish Buchanan]

Måske var det det, han havde brug for. I hvert fald nikkede han, mærkede noget løsne sig i sit indre og reagerede så instinktivt.

Læberne ramte hendes, mens hånden fandt hendes hofte og denne gang var det et mere krævende, besidderisk kys, som han lænede sig frem over hende.

[Alissa Avery]

Det var måske modvilligt, men Alissa var klar til at give ham tid. Hvor lidt hun ville det, var det dét, han havde bedt om. Derfor var hun også en smule overrasket, da Hamish rykkede frem mod hende.

Men hun tog imod hans læber og lænede sig lidt tilbage, trak ham med ind over sig, som hun gled helt ned på ryggen at ligge.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde ikke forudset sin egen reaktion. Det var alt sammen instinkt og han tøvede ikke, som han fulgte hendes træk og gled ind over hende, den ene hånd på hendes hofte og den anden i hendes hår, som han støttede sig mod albuen.

Læberne mod hendes var krævende og ikke kun i afsavn, men lidt som om at han forsøgte at bevise, at hun ikke havde brug for andre.

[Alissa Avery]

Det var ikke det rareste kys, de havde delt, men det lod til at være, hvad de begge havde brug for. Alissa gispede efter luft, men forlod ikke hans læber mere end et sekund eller to, før hun atter var tilbage. Søgte flere hede kys.

Fingerspidserne lagde et tryk, som de søgte op over hans nakke til hans baghoved og lukkede sig tæt om det mørke hår.

[Hamish Buchanan]

Hamish reflekterede ikke over så meget andet end det umiddelbare behov. Han havde ingen bagtanker med det, men fortabte sig i det intensive kys, som fik hans puls til at ræse. Et sted i baghovedet kunne han stadig høre lydene af Alissa sammen med den mørkhårede pige, men han gjorde sit for at forvise det.

Fingrene krummede sig lidt tættere sammen, både om hofte og hår og han slap en dyb lyd ind mod hendes læber, som han pressede sig en anelse tættere ind til hende.

[Alissa Avery]

Alissa burde nok give ham bedre tid til at få det hele på afstand, men det var ikke det, hans kys eller berøringer opfordrede til. Og hver en nerveende var sitrende efter mere.

Hun tøvede heller ikke så meget som et sekund, da han trykkede sig ind mod hende, men spredte benene og snoede dem rundt om ham. Trak ham helt tæt, som hun lukkede anklerne sammen.

[Hamish Buchanan]

En anstrengt lyd undslap ham, som hendes manøvre effektivt bragte dem tæt på hinanden og tydeligt afslørede, at han i hvert fald ikke var upåvirket af nærheden. Tværtimod trykkede han sig instinktivt lidt tættere på og i et øjeblik var det som om, at hans hjerne slog lidt fra og instinkterne tog over.

I hvert fald indtil han huskede sig selv og brød væk med et lille gisp og en rynke på panden, som han prøvede at holde sig selv tilbage.