Tilbage til normen

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus hævede brynene lidt, men lod ikke overraskelsen farve sine træk længe. Der var ingen grund til at pointere, at det var holdninger som dén, der havde ændret magtforholdet i det magiske samfund og udvandet det magiske blod. At det var en luksus, der var forbeholdt de, der ikke havde deres placering i samfundet.

"En skam," bemærkede han derfor blot, nøgternt.

[Bryce Donovan]

Bryce svarede ham ikke lige med det samme. Hans forældre havde været døde i flere år efterhånden, så han havde aldrig lidt under et pres om at blive gift fra dén kant. Det var kun brygget ned til hans egne impulser. Realistisk set kunne han selv have søgt et arrangeret ægteskab med en datter af en indflydelsesfuld familie og sikre sit navns fremtid. Men der var noget ved selve konceptet af et arrangeret ægteskab som strøg ham for meget mod hårene.

"En skam." gentog han til sidst enigt, uden at tilføje noget yderligere til emnet.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus nikkede en enkelt gang. Tavshed var ikke fremmed for ham og med alt det andet, der foregik i lokalet, havde han ikke behov for at udfylde den med noget. Blikket gled til en danser, draget af bevægelsen mere end noget andet.

"Betyder din tilstedeværelse her, at højmagiratet igen er blevet beriget med din dømmekraft, Mr. Donovan?"

[Bryce Donovan]

Bryces blik fulgte uvilkårligt Thaddeus' blik, da denne havde ladt sit blik drage mod én af danserne. Det var ikke første gang Bryce havde set på danserne siden han var ankommet, men han oplevede det som betydeligt nemmere at se bort fra dem, når den kønne lyshårede Gabrielle ikke var blandt dem. Hans blik kunne dermed let finde tilbage til Thaddeus.

"På godt og ondt. Det gør det." bekræftede han med et nik. Der var en let krumning på hans smilebånd. "Højmagiratet var vist tilfredse med at jeg kom tilbage. Det var mere eftertragtet at få sædet fyldt ud af nogen med erfaring som højesteretstroldmand end en nykommer. Så jeg kommer igen til at befinde mig i London på en ret fast basis."

[Thaddeus Buchanan]

Danserne havde aldrig været dét, der trak Thaddeus til Kimæren og han så knapt på dem, når de var der. Og når han gjorde, var det et helt andet ansigt, han så for sig. Det var dog langt væk, nu han igen rettede blikket mod Mr. Donovan.

"Er du glad for at være tilbage?"

[Bryce Donovan]

"Meget." Svaret kom prompte, tydeligvis uden meget behov for hverken overvejelse eller debat.
"Jeg havde brug for at komme væk, og få styr på nogle ting. Men det føltes godt at være tilbage i Storbritannien." Han gestikulerede vagt til rummet de befandt sig i. "Desuden har Irland ikke et sted som Kimæren. Det er en skandale."

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus nikkede lidt, selvom han ikke nødvendigvis forstod. Han søgte som oftest væk fra London og boede der kun, fordi det var nemmest i forhold til de omskiftelige arbejdstider i ministeriet.

"Hvad skulle vi dog gøre uden susenettet?" bemærkede han retorisk og drejede glasset lidt mellem fingrene.

[Bryce Donovan]

Spørgsmålet fik Bryce til at trække en smule på smilebåndet, men gav ikke noget svar på det. Han fornemmede det retoriske i spørgsmålet og lod det blot ligge. I stedet gled hans blik lidt op mod baren som i en tavs vurdering om at få sit glas fyldt op igen.

"Hvordan går det med din bror?" spurgte han. "Er han faldet godt til rette med sin forfremmelse?"

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus var i forvejen en privat mand, især når det kom til hans egne sager og motivationer. Men familien var endnu en af de områder, han ikke indviede andre i, hvorfor han blot sænkede nakken en smule.

"Det falder naturligt til ham," konstaterede han, fordi det var det rette at sige om sin bror lige så meget som det var sandt.

[Bryce Donovan]

Et tavst nik var Bryces svar. Det lød som Sylvester. Manden havde ambitioner. Det ville ikke overraske ham hvis det havde været ham selv der havde taget initiativet til at få titlen som afdelingens leder, hellere end at blive den givet.

"Du har ingen planer om selv at overtage ledelsen af Mysteriedepartementet?" lød det spøgefuldt fra ham. Sandt at sige vidste han ikke engang hvem der var stående leder af den afdeling.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus var omkring ti år yngre end Bryce, ikke engang femogtredive og allerede steget hurtigt i graderne i ministeriet. Men han pointerede ikke, at det ville være uhørt med en så ung afdelingsleder. Kastede i stedet blot et blik mod danserne uden for alvor at se dem.

"Jeg er ikke utilfreds med den plads, jeg har nu," konstaterede han faktuelt. Og ikke usandt.

[Bryce Donovan]

Igen fulgte Bryce Thaddeus' blik mod danserne, men fandt det langt lettere ikke at lade sig opsluge af kvinderne på scenen nu, i forhold til for få år siden. Måske var der en sammenhæng med at der måske ikke længere var en køn ung kvinde med willieblod i årene, men i hvert fald fandt hans blik tilbage til Thaddeus, som han nikkede forståelsesfuldt til. Thaddeus måtte stadig være tidligt i trediverne, men hvem kunne vide om hvor højt han ville nå om få år?

"Du har ikke en cigaret, har du?" spurgte han.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus var intet, hvis ikke en mand i komplet kontrol og det var sådan, han syntes om det. Han drak aldrig til et punkt, hvor han blev reelt beruset og holdt sig helt fra afhængighedsskabende stoffer. Derfor rystede han også blot en gang på hovedet.

"Er det så forretning eller fornøjelse, der har bragt dig hertil til aften?"

[Bryce Donovan]

En ærgrende grimasse gled over Bryces ansigt, men han bebrejdede ikke Thaddeus for det. Han måtte simpelthen blot sørge for selv at forsyne sig med det til næste gang han besøgte Kimæren.

"Til Kimæren? Fornøjelse. Altid fornøjelse." kunne han svare. Ikke at det var uhørt at han havde slået én og anden forretning af i samme omgang, hvis han havde mødt nogen indflydelsesrige troldmænd her, men det var aldrig hans hensigt når han ankom. "Du har måske forretninger at drøfte?"

[Thaddeus Buchanan]

Blikket vandrede en gang over troldmandens ansigt, som det trak lidt i Thaddeus' mundvige ved svaret. Det var sjældent fornøjelsen der bragte ham noget sted hen, men det endte ofte med i hvert fald at blive fornøjeligt, når han tilbragte aftenen der.

"Jeg har nok alle dage været dårlig til at holde fri," konstaterede han, ikke uden humor, selvom der var sandhed i ordene.