Der er altid noget at gøre for en husmor (S)

[Maeve Appleton]

Maeves skuldre faldt, da Keeran medgav. Hun tog en dyb indånding efter det behagelige kys og tog sig samtidig lidt sammen. Ikke mere tristhed. Aftenen var blevet god igen og det skulle den gerne fortsætte som. Hun tog en tår græskarjuice og så over på ham.

“Jeg ved godt at kyllingen har fået lidt for meget,” konstaterede hun. “Men kan du godt lide at jeg laver mad? Jeg vil gerne have at vi øver os på at være en rigtig familie med spisetider og hjemmelavet aftensmad.”

[Keeran Appleton]

Keeran kunne ikke fordrage græskarjuice og lod glasset stå urørt. Til gengæld fik han smagt på maden og nikkede lidt, ikke utilfreds med resultatet. Men han havde selvfølgelig heller ikke fået et hjemmelavet måltid i... Nogensinde, vel.

“Jeg er enig,” svarede han roligt. “Og med vores respektive arbejdstider, giver det nok mest mening, at du gør det.”

For slet ikke at tale om, at han inderst inde mente, at det var sådan, det burde være.

[Maeve Appleton]

Maeves mundvige sitrede lidt over Keerans konstatering og hun hævede begge bryn let. Det var så åbenlyst en ting så mange troldmænd ville sige, præsenteret for en forestilling om familielivet og det morede hende mere end at genere hende. Hun havde intet problem med traditionelle kønsroller. Han tjente langt mere end hun gjorde og havde nogen væsentligt mere anstrengte arbejdstider.

"Mmhh," svarede hun, før hun fik tygget færdig på sin mundfuld med kylling. "Uanset vores arbejde. Det bliver jo også mig, der går hjemme, når tiden kommer til det. Jeg ved heller ikke hvad Mr. Bancroft eller ministeriet mener om at gå på pause og genoptage sit arbejde senere... Hvad synes du...?"

[Keeran Appleton]

Keeran havde aldrig taget pause, havde ingen intentioner om det og derfor ingen interesse. Men han greb i stedet hendes spørgsmål og nikkede langsomt.

“Det lyder godt,” konstaterede han og nikkede en gang mere. “Og du vil gerne genoptage det, ikke?” spurgte han roligt. Næsten nysgerrigt og selvfølgelig uden at lade sine egne præferencer skinne igennem.

[Maeve Appleton]

Maeves blik gled mellem Keerans mørke øjne og ledte efter et svar på det spørgsmål hun ikke havde stillet tilbage til ham, inden hun svarede på hans. Han var dog, som ofte før, svær at læse. Det tvang hende til rent faktisk at svare hvad hun selv mente, efter endnu en tår græskarjuice.

"Jeg ved det ikke. Jeg har nok altid haft en forestilling om at det var bedst, hvis en mor kunne gå hjemme eller i hvert fald være meget hjemme. Det var ikke det jeg selv voksede op med, men..." Hun åndede lidt tungt ud. "... Hvad ville du synes om det?"

[Keeran Appleton]

Endnu engang viste Maeve, at hun var det perfekte valg til hans behov og Keeran smilede næsten ømt til hende. Han nikkede og brugte ikke så meget som to sekunder på at beskæftige sig med, hvad han selv var vokset op med.

“Jeg ville aldrig bede dig om det,” lagde han sandfærdigt ud. Han ville nok snarere have manipuleret sig frem til samme løsning, hvis det havde været en nødvendighed.

“Men hvis jeg skal være ærlig, er det en lettelse. Jeg har aldrig været tryg ved, at Imogen lader Ella være alene så mange timer i døgnet.”

[Maeve Appleton]

Maeve kendte ikke Ellas mor mere end de få møder ved overdragelsen af den lille pige, men hun vidste godt at hun ikke var efterladt alene, som Keeran ellers næsten lød til at mene. Hun undlod dog at sige det højt og nøjedes med at række sin ene hånd frem og fange hans.

“Du vil gerne have at jeg går hjemme? Længere end en barselsperiode?”

[Keeran Appleton]

Alene med en voksen eller en husalf eller et eller andet tilfældigt var ikke det samme som at være sammen med en forælder og Keeran vidste godt, hvad han foretrak. Derfor lagde han sit bestik og tog imod hendes hånd, foldede fingrene om hendes.

“Hvis også du selv vil det, ja,” svarede han med et umiskendeligt træk i mundvigen, som han gav hendes hånd t blidt klem.

[Maeve Appleton]

Maeve nikkede lidt, langsomt. Hun havde ikke tænkt meget over hvad hun egentlig ville, men hendes ambitionsniveau på karrierefronten var ikke rigtig eksisterende. Og hun havde også idéer om hvad en familie burde være. De lignede ikke hendes egen barndom, selvom hun vidste at hendes mor havde gjort sit bedste.

“Jeg vil gerne gå hjemme, mindst i et par år. Hvis vi har råd til det. Hvis du vil forsørge os?”

[Keeran Appleton]

Keeran havde ambitioner nok for dem begge, når det kom til karrierefronten, og han var heller ikke helt uden idé om, hvilken form for familie, han gerne ville have. Ideer, der havde brug for en kvinde som Maeve.

Han nikkede. "Selvfølgelig, skat," svarede han og smilet brød frem igen, varmt, selvom der var mere bag. Stolthed. Selv hvis hans løn nu ikke kunne trække det, havde han rigeligt fra sin dobbeltspil, hvor han var blevet betalt af både ministeriet og macusa.

"Helt, til Hogwarts, hvis det er dét, du vil."

[Maeve Appleton]

Maeve fnøs let over Keerans konstatering, men følte sig også lidt blød og varm indeni over hans sikkerhed. Hun strøg sin tommel blidt over hans og rystede lidt på hovedet.

"Måske ikke helt så længe," svarede hun mildt. "Men nu må vi se. Det kan være jeg bliver så glad for at gå hjemme og tage mig af alting her, at jeg slet ikke har lyst til at komme væk..."

[Keeran Appleton]

Keeran gav hendes hånd et lille klem og slap en munter lyd, før han slap hende og samlede bestikket op. Fortsatte med at spise middagen, der nok havde været bedre før hans udbrud.

"Vi ser på det," medgav han. "Muligheden er der i hvert fald."

[Maeve Appleton]

Maeve smilede varmt og vidste nærmest ikke hvorfor hun havde været så urolig for at fortælle Keeran det. Nu var tingene meget bedre. Det var rart. Afslappet.

"Husmor," musede hun lavmælt og overvejende. "Så skal jeg vist blive lidt bedre til at lave mad..." Hendes blik spillede svagt. "Ikke?"

[Keeran Appleton]

Bekymringerne var ikke forsvundet med et trylleslag, men de var lettere at ignorere ved tanken om, at Keeran nu var et skridt tættere på den placering, han altid havde drømt om. Og det var da også næsten oprigtigt, da han slap en munter lyd.

"Det har... potentiale," svarede han ikke uden et glimt i øjet og tog en bid mere.

[Maeve Appleton]

Maeve kom til at grine over Keerans konstatering. Hun kunne godt lide glimtet i hans øje og spiste selv et par bidder uden at slippe ham med blikket og uden at smilet helt forsvandt.

"Du kan selv have potentiale," svarede hun til sidst, efter at have tænkt lige lovlig længe over det.