Der er altid noget at gøre for en husmor (S)

[Maeve Appleton]

Maeve havde godt nok aldrig været særlig huslig, men en gang skulle vel være den første. Hun havde lavet kylling og var ret sikker på at den var færdig og god.

Nu stod det hele og ventede på at Keeran Appleton kom hjem. Hun havde taget en pæn, tætsiddende kjole på for ham, for selv hvis maden smagte ringe, så havde hun tænkt sig at være en god hustru i dag.

[Keeran Appleton]

Dagen havde været uendeligt lang og vanvittigt opslidende, og Keeran var både træt og en smule vrissen, da han langt om længe kunne sætte hjemad. Han bemærkede knapt duften, da han trådte ud af de grønne flammer og svang den lange kappefrakke af uden en lyd.

Den blev smidt over en stoleryg, før han målrettet skridtede ind på sit kontor og smækkede døren bag sig.

[Maeve Appleton]

Maeve nåede kun lige ud i døråbningen til at se Keeran smide sit overtøj på en stol, gå mod kontoret og smække efter sig. Hendes skuldre faldt lidt, men hun var fandens opsat på at gøre det til en perfekt aften. Det fik han ikke lov til at ødelægge.

Hun tog en dyb indånding, hentede hans overtøj og hang det pænt op i gangen, før hun gik over imod kontoret og stoppede der, for at læne sig lidt mod dørkarmen og banke let på.

“Keeran? Der er mad nu.”

[Keeran Appleton]

Keeran kunne være en perfekt gentleman, der kunne begå glimrende sig blandt samfundets øvre lag og charmere selv en bitter kælling som Penelope Parkinson. Men han var samtidig også en utilpasset drengerøv fra Limerick, eller Stab City som de indfødte kaldte det i et forsøg på distancering gennem malplaceret selvironi, og havde flere gange set sin mor kollapset på sofaen med det hvide ud af øjnene eller sin far vælte møblerne og kaste med tomme flasker i raseri.

Han prøvede virkelig at holde sig til førstnævnte, som han stod bøjet hen over sit skrivebord med en hånd på hver side af den sagsmappe, han havde stirret på i månedsvis. Men det var sidstnævnte, der vandt, da han hørte den blide stemme på den anden side af døren og noget slog klik.

Med et rasende udbrud greb hver hånd i stedet under skrivebordet og lossede hele lortet forover.

[Maeve Appleton]

Lyden var voldsom og Maeve tøvede ikke, men hev døren op, uden at vide hvad hun ville finde. Det var nærmere Mr. Hyde end Dr. Jekyll, der stod på den anden side, foran et væltet skrivebord med sagspapirer væltet ud over gulvet. Hun blinkede og blikket gled til Keeran, fuld af bekymring.

“... Hvad er der sket?”

[Keeran Appleton]

Armene var knapt faldet endnu, før døren blev revet op og Keeran pludselig stod komplet blottet for Maeves øjne. Han reagerede instinktivt og vendte ryggen til hende, så han i stedet kunne lukke hænderne hårdt om vindueskarmen. Den var i det mindste ikke bare sådan lige at flå af.

Der gik et øjeblik, før han svarede. Lidt mere end det, mens han prøvede at få styr på sit åndedræt. Og da han endelig gjorde, var det sammenbidt.

"Han holder mig fra andre sager." Keeran havde vidst, at det var alt eller intet med Callistus S. Bancroft, men han havde også forventet at have fundet Dominique Weasley for flere måneder siden. Forventet, at sagen ville være bag ham og Bancroft i taknemmelighedsgæld. I stedet havde den ældre troldmand trukket på den indflydelse, han havde, og sat en stopper for alle andre sager, der ellers ville ende på hans skrivebord.

[Maeve Appleton]

Maeves instinkt bød hende at gå imod Keeran, men hun tøvede i døråbningen, imens han vendte sig mod vindueskarmen. Hendes blik gled over kontoret og fulgte et enkelt, svævende stykke papir, som endelig landede ovenpå en bunke andre.

Hun tog en dyb indånding og trak sin tryllestav, men nåede ikke længere, før han talte igen og hendes blik gled tilbage til hans nakke.

“Han er vanvittig,” svarede hun dæmpet. “Kan du ikke klage til Sylvester Buchanan?”

[Keeran Appleton]

Callistus Bancroft var vanvittig, men han var også overhovedet for en prominent fuldblodsfamilie, modsat Sylvester Buchanan. Og han havde forbindelser i de magiske samfund, som ikke mange kunne måle sig med. Især ikke en mugglerfødt.

"Og gå bag om ryggen på Bancroft?" spurgte han kritisk uden at vende sig mod hende..

[Maeve Appleton]

Maeve åndede lidt ud. Den perfekte aften var vist aflyst. Hun lukkede øjnene et øjeblik og hvilede sig ind mod karmen.

“Jeg ved det ikke,” svarede hun ærligt. “Men Bancroft er ikke din chef. Jeg forstår ikke hvordan han kan bestemme alt det.”

Hun fik forsigtigt papirerne til at samle sig i bunker op langs væggen og skrivebordet rejst op med en lille m, koreograferet dans med tryllestaven.

[Keeran Appleton]

Keeran trak hånden over panden og øjnene for at ende med at gnide tindingen hårdt for ikke at vende sig om og fortælle hende om, hvordan verden hang sammen. Hun var ikke af samme støbning som eksempelvis hans søster. Hun kunne stadig skærmes for, hvordan det meste politik i virkeligheden foregik i mørke lokaler på Kimæren.

Han tog en dyb indånding og vendte sig kun langsomt rundt, lænede sig bagover mod vindueskarmen og krogede en ene hånd om den.

"Jeg kommer lige om lidt."

[Maeve Appleton]

Maeves blik gled over Keeran. Hun havde lyst til at tilbyde sin hjælp, række ud efter ham eller gøre ét eller andet, men det var tydeligt ikke ønsket i situationen. I stedet nikkede hun let med en rynke i panden.

“Maden er klar når du er,” konstaterede hun, før hun overlod ham til sig selv. Hun gik imod køkkenet igen, for at tænde lidt op for det hele igen, så det ikke blev koldt.

[Keeran Appleton]

Keeran kunne blive ved at bruge timer på at køre sagen igennem, og ville sikkert også gøre det, men for nu trak han blot hånden over ansigtet i en udmattet bevægelse. Overvejede, om der mon var en udvej. Han blev stående derinde et par gode minutter endnu, mens temperamentet gik fra raseri til indebrændthed.

Og han var nogenlunde fattet, da han trak fingrene udglattende gennem håret og forlod kontoret for at gøre hende selskab.

[Maeve Appleton]

Maeve havde allerede dækket op og sad bare og ventede og pillede i sine neglerødder. Da Keeran viste sig, rejste hun sig brat for at gå ind i køkkenet og hente kyllingen, nu lidt tør, samt de svagt brankede kartofler. Det var ikke rigtig et mesterstykke, men det havde taget lang tid og indsats og hun håbede at kunne redde aftenen.

Derfor smilede hun også tøvende, som det hele landede på bordet ved siden salat og to fyldte glas med græskarjuice.

[Keeran Appleton]

Panden var stadig lagt i alvorlige folder, da Keeran gled ned at sidde ved spisebordet. Blikket fulgte fadenes indflyvnings- og landingsproces, før han vendte det mod Maeve. Tog en indånding.

Han vidste, han burde komplimentere det eller hende, men han endte i stedet med blot at slippe luften igen.

[Maeve Appleton]

Maeves smil falmede over reaktionen og hendes skuldre faldt også ned. Hun satte sig dog med al den værdighed hun kunne mønstre ned og gav sig til at skære kyllingen for. Da den var opdelt i stykker, tog hun selv en portion, før hun skubbede fadet mod Keeran.

Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Han føltes som at have en tikkende bombe siddende ved bordet. I sidste ende spiste hun bare i tavshed med lidt mavekneb.