Der er altid noget at gøre for en husmor (S)

[Keeran Appleton]

Keeran følte sig også som en tikkende bombe, som han sad der ved middagsbordet og skulle til at lege pæn familie med Maeve, mens hendes chef var i gang med at stagnere den fremgang, han havde kæmpet så hårdt for. Over ti år.

"Det ser dejligt ud," mumlede han til sidst, en anelse stift og uden at have rørt sin mad. Blikket fandt hende og da han fortsatte, lød det alligevel mere reelt.

"Du ser dejlig ud."

[Maeve Appleton]

Maeve spiste lidt, men smagte ikke rigtig på maden og havde knapt registreret hans svar i starten. Det så nok godt ud. Det var så sandelig meningen. Hun smilede svagt og rettede sig lidt op.

“Tak,” svarede hun afdæmpet. “Jeg er ked af at det er så svært. Jeg håber det bliver bedre. At jeg måske kan gøre noget for det.

[Keeran Appleton]

Keeran forventede ikke, at stemningen ville blive bedre ved et trylleslag. Det var han uanset stadig selv for påvirket til, men han fik sænket skuldrene lidt. Rystede på hovedet. Den ene ting, han havde bedt om, havde ikke hjulpet.

"Jeg ved ikke, hvorfor jeg for alvor troede på, at du kunne finde ud af, hvor hun var," svarede han tonløst.

[Maeve Appleton]

Det skar direkte igennem Maeve og hun havde det bogstavelig talt som om hendes indre blev vendt på vrangen. Tanken om at hun var skyld i hvordan han havde det nu var forfærdelig. Den fik hende ikke til at sige sandheden om hvad hun havde gjort, men den sydede og boblede indtil tre nye ord kom frem som hende eneste forsvar,

“Jeg er gravid.”

[Keeran Appleton]

Tavsheden fra hende var påfaldende og Keeran var ikke blind for den. Senere ville han da nok også bruge timer på at analysere den, når han sad på sit kontor. Men nu formede Maeve ord, der fik hans bryn til at skyde op.

Og midt i al frustrationen var der alligevel noget andet, der flaksede i hans bryst. Fornuften skubbede det om i baghovedet og da han talte, var det nøgternt. Konstaterende.

"Du lyder ikke glad."

[Maeve Appleton]

Keerans konstatering prikkede hul på følelsen af utilstrækkelighed og Maeves øjne stak. Hun blinkede et par gange hurtigt efter hinanden og så ned på sin tallerken.

“Det er fint,” formåede hun at klemme frem. “Jeg er glad.”

[Keeran Appleton]

Man skulle være både blind og døv for ikke at bemærke, at Maeve ikke var glad. Hvad Keeran dog ikke kunne gennemskue var, om ulykken i hendes træk var udsprunget af hans frustrationer eller graviditeten. Han tog en indånding og rejste sig, før han gik hen til hende og faldt på hug ved siden af hendes stol.

“Undskyld,” fik han frem, primært fordi det var dét, situationen krævede. “Jeg ville ikke skræmme dig.”

[Maeve Appleton]

Maeve faldt som sædvanlig i overfor Keeran. Det var for nemt for ham at sno hende om sin lillefinger. Hun rakte sin ene hånd frem til ham, som han sad der på hug, og rystede lidt på hovedet.

“Jeg er ikke bange,” forsikrede hun. “Jeg ville bare gøre alting rigtigt...”

[Keeran Appleton]

Keeran tog hendes hånd og lagde et blødt kys mod håndryggen, mod håndledet og vendte den til sidst blidt om i sin egen, så han også kunne strejfe hendes håndrod med læberne.

"Du gør alt rigtigt bare ved at være hos mig, Mae," mindede han hende blødt om og hævede blikket til hendes. "Du gør mig lykkelig. Og at tænke på, at du vil starte en familie med mig..." Han kyssede hendes håndled igen.

"Men jeg bliver nødt til at vide, om du vil det."

[Maeve Appleton]

Kyssene blødte hende effektivt op. Hun var drønforelsket i Keeran og kunne ikke på nogen måde stå for hans intensitet eller ønsker. Øjnene stak lidt igen, men denne gang var hun blødt op i et smil og klemte om hans hånd.

“Jamen jeg vil det,” forsikrede hun. “Jeg vil gerne det hele med dig. Familie, børn, alting.” Hun lod den frie hånd finde hans kind og kærtegnede den. “Jeg elsker dig.”

[Keeran Appleton]

Det spillede triumferende i hans indre, da Maeve overgav sig til ham. Til hans undskyldning og til hans ønske om at udvide familien med hende. Men Keeran var fornuftig nok til at holde det til et lille, men ømt smil.

"Jeg elsker dig, skat," svarede han og gengældte hendes kærtegn.

[Maeve Appleton]

Maeve var blød for Keeran og ganske blødt op, da han gengældte hendes kærlighedserklæring. Hun flettede sine fingre ind mellem hans og kyssede hans pande, kinder, mund.

“Jeg er gravid,” mumlede hun, endnu selv lidt overvældet af nyheden. “Vi skal have et barn.”

[Keeran Appleton]

Af og til overvejede Keeran, om Maeve i virkeligheden var lidt for nem, men i øjeblikke som dette viste det sig ganske praktisk. Især fordi hun absolut ikke var dum. Han vidste, at hver godtroende øjeblik var et udtryk for hendes tillod. Og den var værdsat.

Han lagde den ene hånd i hendes knæhase, mens den anden fandt hendes lænd, før han trak hende lidt mod sig ud på kanten af stolen, så han kunne fange hendes læber i et dybere kys. Da han endelig brød fri, var det ikke mere end en centimeter og panden endte mod hendes.

"Du er en sand lampeånd, som du bliver ved at opfylde mine ønsker."

[Maeve Appleton]

Maeve lod kysset ske og hendes fingre var dybt begravet i Keerans mørke hår, da han trak sig væk for at sige ord, der ikke gav den store mening for hende. Hun vidste ikke hvad en lampeånd var og funderede over hvor de kom fra. I stedet for at spørge, besluttede hun sig dog for at undersøge det selv. For nu, gled fingrene kærtegnende ned i Keerans nakke.

“Mit ønske er at vi spiser op og at du lægger arbejdet fra dig resten af aftenen,” mumlede hun. “Sådan bør det være i en familie, ikke?”

[Keeran Appleton]

Keeran ville gøre meget for Maeve, men det var noget af en ordre, at han skulle lægge arbejdet fra sig for aftenen. Især, når han ikke var kommet videre med sagen i mange uger efterhånden. Men han gav sig, ikke uden en kapitulerende udånding, og nikkede sig accept.

Han gav hendes lår et klem og stjal et kys mere, fra hendes trutmund, før han rejste sig og gik tilbage på sig plads.