Gode råd kan være gratis

[Peigi Ogden]

Peigi forsøgte at finde det rigtige at sige og at forstå, men fandt det vanskeligt. Hun grublede lidt, nikkede langsomt, før hun tog sit glas. Hun drak dog ikke af det med det samme.

"Har det noget at gøre med den anden kvinde?" spurgte hun, før hun tog en tår.

[Padraig Ogden]

Padraig åndede lidt ud, sad en kort stund bare og stirrede ud i luften, før han nikkede alvorligt. Det måtte han jo nok indrømme, også overfor sig selv.

"Jeg er forelsket i hende. Og hun er det i mig. Jeg kan se det for mig. Se hvordan vores syn på livet passer så godt sammen. Hvordan hun vil de samme ting. Ikke ser mit arbejde som et problem for en drøm jeg ikke kan leve op til..."

[Peigi Ogden]

Det var tungt. Virkelig tungt og i nogle øjeblikke sad Peigi bare og så lettere modfaldent på sin lillebror. Hun var vant til at være den, der kom med løsningen, men nu anede hun ikke, hvad hun skulle sige.

"Morganas hat, Padraig," åndede hun endelig. Brynene trak sig lidt sammen. "Det... Jeg ved simpelthen ikke, hvad der er det rigtige her. Udover at du bliver nødt til at vælge. Så længe du er splittet mellem to, tror jeg ikke at du bliver glad med nogen af dem."

[Padraig Ogden]

Padraig trak begge hænder gennem håret og endte med at sidde med dem mod baghovedet med uglede lokker og et frustreret suk.

“Jeg ved det. Undskyld jeg trækker dig med i det. Jeg er bare så overvældet. Jeg ved ikke hvad jeg vil længere... Hvad ville du gøre?”

[Peigi Ogden]

Peigi rystede på hovedet, affærdigende. "Du kan altid komme til mig. Selvom jeg ikke nødvendigvis har svarene," konstaterede hun og pustede lidt ud. Overvejede det næste spørgsmål, men for hende var svaret simpelt nok. Det betød ikke, at det var det samme for ham.

"Jeg ville altid vælge det, der får mig til at føle mig flyvende."

[Padraig Ogden]

Padraig tog en dyb indånding over søsterens svar og nikkede lidt. Så drak han en tår og skubbede emnet væk midlertidigt.

“Hvad med dig? Er der noget, der får dig til at føle dig flyvende for tiden?”

[Peigi Ogden]

Peigi accepterede emneskiftet, måske fordi hun ikke for alvor havde et svar på problemet. Et skævt smil trak op på hendes læber.

"Du kender mig. Arbejdet er det, der gør det for mig."

[Padraig Ogden]

Padraig fnøs let over svaret og hævede begge bryn en smule, men var ikke overrasket. Han dømte heller ikke rigtig sin søster for hendes indstilling. Det ville kræve at han dømte sig selv med i købet. I stedet tog han en tår af sin øl og smilede svagt.

"Nogen gange," konstaterede han. "Så ligner vi hinanden for meget, du og jeg."

[Peigi Ogden]

Peigi smilede en anelse over sin brors ord og trak på skuldrene. "Det må være en familiesvaghed," konstaterede hun og tog selv en tår af sin øl.

"Men hvis du får brug for en pause fra det hele, så er du velkommen hos mig og Pen. Det ville være næsten som at være børn igen."

[Padraig Ogden]

Padraig smilede varmt og nikkede lidt, selvom han ikke havde tænkt sig at tage imod tilbuddet. Han havde mere brug for at tage en beslutning end for at tage en pause. Men han satte pris på muligheden.

"Hvordan går det med at bo sammen?"

[Peigi Ogden]

Peigi smilede lidt over spørgsmålet og tog en tår mere af sin øl, mens hun tænkte på Peanaidh Ogden.

"Glimrende. Hun er særligt god til at sørge for, at jeg ikke sulter," konstaterede hun muntert, men med reel varme. Ærligt talt nød hun at bo med sin yngre søster.

Måske luk?