Gode råd kan være gratis

[Padraig Ogden]

Padraig var i vildrede. Han var ikke i tvivl om, at han elskede to kvinder, men kærligheden til Cedrella og Abigail Bancroft var to meget forskellige størrelser, ligesom de to var meget forskellige mennesker. Det satte ham i en konflikt med sig selv og han var ikke nået frem til nogen løsning. Derfor havde han indkaldt den ene af sine søstre til et seriøst krus øl og en lige så seriøs samtale om hvad søren han skulle stille op.

Han ankom før Peigi Ogden og fandt et bord i hjørnet med udsyn over krostuen, hvor ingen ville kunne lytte med, uden at han opdagede det. Så bestilte han de to krus og ventede.

[Peigi Ogden]

Hvis Peigi var klar over, hvorfor hendes lillebror havde sat hende i stævne, ville hun overveje om hun skulle begynde at tage penge for professionelt arbejde som kærlighedsguru. Ikke at hun havde meget belæg for det.

Men det vidste hun ikke og dukkede blot op i sin sædvanlige hvirlen af lette, broderede stoffer og med et smil på læberne, allerede før hun gled ned at sidde overfor sin bror.

"Se, det her er en særlig fornøjelse," hilste hun, som hun drejede sig ind på plads.

[Padraig Ogden]

Padraig smilede varmt over synet af søsteren og skubbede let den ene øl frem imod hende.

“Jeg er glad for at du stadig mener det er en fornøjelse,” konstaterede han med et glimt i de lyse øjne. “Det håber jeg du holder fast i.”

[Peigi Ogden]

Peigi tog imod øllen og lænede sig tilbage, som hun foldede det ene ben ind over det andet og så afslappet på sin bror. Øjenbrynene hævede sig ganske let.

"Det lyder foruroligende," konstaterede hun og tog en tår. "Hvad er der los?"

[Padraig Ogden]

Et lavt suk forlod Padraig, før han tog en øl med svagt rynkede bryn og så alvorligt på Peigi.

“Jeg har et problem. Et stort et. Og jeg har brug for din hjælp med at afgøre hvad jeg bør gøre. Men jeg håber du vil holde tæt med at vi har talt om det, uanset hvad det ender med.”

[Peigi Ogden]

Peigi betragtede sin bror, mens hun rodede lidt i sin taske og snart fandt et lille etui frem. Snart efter havde hun placeret en cigaret mellem sine læber og viftet tændstikken ud, samtidig med at blikket rettede sig mod ham og brynene hævede sig dog.

"Jamen dog," konstaterede hun i et tonefald, der var halvt muntert, halvt bekymret. En lille rynke på hendes pande talte mest for det sidste. "Normalt er det med at holde tæt ikke med i min jobbeskrivelse, men mon ikke jeg kan gøre en undtagelse." Hun nikkede, løftet tydeligt nok. "Sig frem."

[Padraig Ogden]

Padraig overvejede også lidt at hengive sig til sådan en vane, men holdt sig til øllen for nu og så blot lidt på søsteren over glassets kant.

“Jeg er faldet for en, der ikke er Abigail Bancroft. Og efter alt hvad vi har haft af udfordringer...” Underdrivelse fremmede forståelsen. Måske. “Jeg ved ikke om vores forhold står til at redde. Eller om jeg vil.”

[Peigi Ogden]

Peigi arbejdede med et relativt stort pres på sig selv og vanen var mest af alt et afstressnigsmiddel. Hun havde netop taget et drag, da Padraig fortsatte og fik hende til at hæve øjenbrynene i tydelig overraskelse.

Røgen undslap hende i en tung udånding og i et par sekunder så hun bare på ham. "Morgana," åndede hun så og flyttede sig lidt på stolen, rynkede på brynene. Overvejede.

"Hvad har du brug for, at jeg spørger om? Grundene til at blive med Abbie?"

[Padraig Ogden]

Padraig slap en lavmælt udånding, men nikkede. “Noget i den stil,” svarede han. “Grundene... Ti år af mit og hendes liv. Jeg elsker hende stadig og jeg kan ikke helt forestille mig mit liv uden hende i det.”

Han rynkede panden dybt. “Men det er så svært at være i.”

[Peigi Ogden]

Peigis bryn havde trukket sig tæt sammen, mens hun lyttede til sin bror. Hun satte cigaretten til læberne og pustede røg ud, mens hun overvejede et svar. Ét, der ikke var farvet af, at hun altid godt havde kunnet lide Abigail. Bekymringen for den yngre bror trumfede det i sidste ende.

"Hvad er det, der er svært?" spurgte hun lavmælt, både fordi hun ikke vidste det, men også for at få ham til at reflektere over det.

[Padraig Ogden]

Padraig tog en dyb indånding, men satte pris på de svære spørgsmål, netop fordi de var svære.

“Vi kan ikke lide nogen af de samme ting. Hun elsker selskabslivet og går op i at tingene skal være på en meget bestemt, fin måde. Jeg kan ikke fordrage store, opstillede selskaber og du kender mig... Jeg er ligeglad med alt det.”

[Peigi Ogden]

Peigi rynkede på brynene og nikkede langsomt, eftertænksomt. Tommelfingeren gled let over filteret og hun var stille lidt, mens hun tænkte.

"Spørgsmålet er jo nok i virkeligheden, om du er villig til at se forbi alt det?"

[Padraig Ogden]

Padraig vidste ikke om han synes det var spørgsmålet. Han rynkede panden lidt og tog en tår mere.

“Det synes jeg jo tidligere,” konstaterede han. “Jeg har jo affundet mig med det. Men siden jeg fik jobbet som professor... Det har været meget svært at kombinere og få vores liv til at passe sammen.”

[Peigi Ogden]

Peigi rynkede på brynene og følte ikke helt at hun var et sted, hvor hun kunne give et godt råd. Hun havde aldrig været i så langt et forhold og var grundlæggende ikke helt så monogamt anlagt som sin bror.

"Padraig," begyndte hun og tog en indånding, rakte ud og slukkede cigaretten. "Du ved, at jeg virkelig godt kan lide Abigail og det farver mig måske, men... Alligevel. Hvis dit bedste argument for at blive sammen er at I altid har været sammen, så..."

[Padraig Ogden]

Padraig rynkede brynene dybt ved søsterens konstatering og rystede lidt på hovedet i benægtelse. “Det er ikke det jeg mener,” svarede han.

“Ikke kun. Jeg holder meget af hende. Jeg elsker hende. Jeg ved bare ikke... Ikke om det er som jeg bør elske hende længere...”

Han havde svært ved at forklare sig og kløede sig lidt i hovedbunden. “Giver det mening?”