Hænderne fulde

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh pustede lidt da hun nåede op ad trapperne, med poser i begge hænder og sin taske hængende over den ene skulder. Lidt endnu i hvert fald, for den var langsomt, men sikkert, ved at glide ned over hendes arm og endte med at ramme gulvet, da hun bøjede sig forover, for at sætte den ene pose fra sig. Hun samlede den op igen og fiskede sin nøgle frem for at låse op til lejligheden hun delte med Peigi Ogden . Det var stadig en tilpas ny følelse, til at hende mave summede lidt hver gang hun gjorde det.

Nøglen havnede i tasken igen og hun skubbede døren op med den ene fod, mens hun hankede op i poserne og halvvejs bakkede ind "Peeeeg?" kaldte hun, så det gav genlyd i gangen et øjeblik før hun med bagdelen skubbede døren i "Er du hjemme?" det var sidst på eftermiddagen, men stadig dejlig lyst udenfor, men tidspunktet var ingen garanti.

[Peigi Ogden]

Peigi var generelt hjemme på nogle skæve tidspunkter og det var et rent lykketræf, at hun kom slentrende ud i gangen i sine løse gevandter, da Peanaidh kaldte efter hende. Mørke øjenbryn hævede sig lidt over synet af sin lillesøster, pakæslet og hun fnøs muntert.

"Sig mig, er du ikke en heks eller hvad?"

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh fnøs og vrængede ansigt af sin storesøster, mens hun trådte sine sko af og et øjeblik dansede på ét ben, før først den ene, så den anden sko landede lidt tilfældigt i entréenm uden at hun havde sat poserne fra sig igen "Aye, men min tryllestav ligger i tasken og da jeg kom i tanke om det, havde jeg allerede hænderne fulde." forsvarede hun sig med et grin og genvandt balancen mens hun rakte poserne frem mod søsteren "Men jeg har taget mad med hjem. Der duftede alt for godt da jeg kom fordi den der indiske tæt på Mungos. Jeg håber ikke du har spist?"

[Peigi Ogden]

Peigi fnøs lidt over svaret, men forbarmede sig da og tog imod poserne. Hun snusede da også ind og var nem at formilde på den måde. Hendes mave rumlede da også, allerede før hun kunne svare.

"Nej, det er perfekt," udbrød hun, nærmest hengivent. "Jeg var ved at dø af sult."

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh lyste op i et bredt, tilfreds smil og brugte sin nyvundne frihed, til at få resten af sit overtøj af "Årh.. du ser da ikke helt død ud endnu, så jeg nåede vist at afværge katastrofen." drillede hun og smed jakke, tørklæde og hat op over en knage, før hun forsøgte at tæmme det røde hår der stod en smule elektrisk omkring hovedet på hende "Jeg kunne ikke bestemme mig.. så der er garanteret til frokost i morgen også." indrømmede hun med et skævt smil og fulgte efter sin søster længere ind i lejligheden "Har du haft en god dag?"

[Peigi Ogden]

Peigi var hurtigt i gang med at pakke beholdere ud og havde allerede sneget sig til en bid af et stykke naan, da Penny kom ud i køkkenet. "Mh," svarede hun, gennem sin gumlen og fik sunket.

"De annoncerer, hvem der har fået stillingen enten i morgen eller i overmorgen, så alt summer næsten af spænding," konstaterede hun og hev et par låg mere af, før hun fandt to skåle frem.

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh lænede sig ind over køkkenbordet og snusede dybt ind med en hørlig maverumlen som resultat "Men det bliver jo dig." konstaterede hun skråsikkert og rakte tværs over boksene med mad, for at få fat i en skål "Ellers er de da godt dumme."

[Peigi Ogden]

Peg lænede sig lidt tilbage, så Penny kunne tage en skål. Selv trak hun et par skeer op fra en keramikkrukke på bordet og stak søsteren den ene, før hun gav sig til at skovle lidt forskelligt op. Allerede drønsulten.

"Ja, det er jeg jo ikke uenig i," svarede hun, mens hun pøsede mad op. Hun slog skeen lidt tænksomt mod kanten af skålen. "Men jeg ved ikke. Jeg føler mig ikke så... Sikker."

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh gik direkte efter en bøtte med gul sovs fuld af kylling og grøntsager, men så op med et spørgende blik "Nej?" hun rev et stykke brød af og dyppede det i sovsen "Hvorfor ikke? Er det ham der båtnakken du tænker på?" spurgte hun og proppede, det måske lidt for store, brødstykke i munden.

[Peigi Ogden]

Peigi fnøs muntert over søsterens omtale af kollegaen og noterede sig dét kælenavn til senere. Måske kunne hun få brug for det. Hun spiste et lille stykke brød mere selv, mens hun tog en smule mere fra en anden bøtte.

"Måske," medgav hun og trak på den ene skulder. "Jeg vil virkelig gerne blive overrasket, men... Urgh. Det ender bare altid med at være en mand, ikke?"

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh nikkede med en enig grimasse mens hun tyggede og sank "Ja.. lidt for tit desværre. Man skulle tro vi stadig levede i middelalderen nogen gange." hun himlede med øjnene og rakte ud efter en anden bøtte og fangede et stykke kød i den "Tror du der er aftaler under bordet eller sådan noget?" hun stak kødet i munden, tyggede og sugede luft ind da tungen begyndte at brænde "Lede havenisse!" hvislede hun udenom kødet, mens vandet steg op i øjnene "Var..det her..lam.. så stærkt sidste.. gang?" fortsatte hun mens hun tyggede videre.

[Peigi Ogden]

På en eller anden måde endte de med bare at stå ved køkkenbordet og spise, selvom det egentlig havde været planen at tage det hele med ind i stuen. Peg kunne dog meget godt lide det og skulle til at komme med en tør kommentar, da Penny kom hende i forkøbet. Øjenbrynene skød lidt op, før hun lo.

"Ja. Og du blev lige så overrasket sidste gang," grinede hun og gik over for at hive en glasflaske med mælk ud af køleskabet, nærmest uden at tænke over det. Hun tog et glas, skænkede op og rakte det til sin lillesøster.

"Jeg tror ærligt talt bare, at du er lidt sart. Eller også ryger du bare hurtigt ud af træning."

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh fik sunket og skar en grimasse i Peigis retning mens hun blinkede vand væk fra øjnene uden at sige noget. Glasset med mælk blev tømt i én omgang før hun satte det fra sig, en smule stakåndet "Bare fordi jeg ikke kan spise flydende lava, så er jeg sart." vrissede hun med et lidt for bredt grin til at det kunne tages alvorligt "Hvorfor skal det også lige smage godt, men brænde hele munden af?"

[Peigi Ogden]

Peigi fnøs muntert og hældte et glas mælk mere op til søsteren, som hun trak på skuldrene. "Jeg har ingen anelse," svarede hun muntert, satte flasken og tog selv sin skål og sin gaffel.

"Men kyllingen er god," konstaterede hun, som hun tank og så drillende på søsteren. "Ikke at du ville kunne smage den nu, sikkert."

[Peanaidh Ogden]

Den brændende fornemmelse aftog, uden at forsvinde helt, men nok til at Peanaidh satte glasset med mælk fra sig igen og koncentrerede sig om det hun allerede havde fyldt i sin skål "Mhmm.. jeg skulle bare have holdt mig til den." indrømmede hun, tyggede, sank og så spørgende på storesøsteren "Men tror du der er et eller andet lusket omkring den stilling? Kunne de finde på det?"