Egern og blomstrende træer

[Lavender C. Buchanan]

Regents Park var fuld af liv og dejlig langt fra nysgerrige, velkendte øjne. Det var med vilje at Lavender havde valgt den som dagens udflugtsmål for den sædvanlige tirsdagstur. Den hun selv havde udråbt til truet af Thaddeus Buchanan’s forlovelse.

I dag var den truet af noget meget andet og Lavender havde lidt ondt i maven på vejen derhen og imens hun sad på den aftalte bænk og ventede.

[Thaddeus Buchanan]

Tirsdage var Thaddeus foretrukne dag på ugen og selvom han fandt udflugtsmålet en smule besynderligt, tøvede han ikke for alvor med at møde Lavender. Uanset hvor det så var. Han var rank og klædt i mørkt, som altid, da han nærmede sig hende med hænderne foldet på ryggen. Et afdæmpet smil, der var forbeholdt hende, havde sneget sig om hans læber.

"Lavender."

[Lavender C. Buchanan]

Lavender kunne være død tilfreds til synet af Thaddeus, der kom gående og smilede til hende. Hun åndede lidt ud og rejste sig fra bænken med et smil til ham.

“Thaddeus,” hilste hun. “Dejligt at se dig igen.” Og det var det virkelig. Ubeskriveligt. “Har du det godt?”

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus kunne muligvis gå tilfreds i graven med Lavender i dét øjeblik, hvis han havde vidst, hvad der foregik i hendes tanker. Men det gjorde han ikke. I stedet stoppede han op foran ham og kastede et blik over hende, kun for at ende ved hendes øjne.

"Som altid lidt bedre om tirsdagen," svarede han i hvad der snildt kunne være en plat bemærkning, men bare var reelt. Næsten konstaterende.

[Lavender C. Buchanan]

Lavender tillod sig at registrere den måde hans blik gled over hende og blev varm ud i tæerne over hans svar. Hun så selv længselsfuldt på ham i et splitsekund, før hun drejede sig lidt for at kunne gå ved hans side. Hun tog en dyb indånding. Hun havde brug for lidt opvarmning. Et neutralt emne.

“Vejret er meget smukt i dag,” konstaterede hun. “Det føles næsten som om sommeren allerede er her.”

[Thaddeus Buchanan]

Følelserne for Lavender havde været der i flere år nu og selvom han så noget nyt i hendes blik, tillod han ikke sig selv den slags tanker. I hvert fald ikke, når hun gik sådan ved siden af ham. Det var ikke passende.

Han nikkede en enkelt gang og lod blikket glide over parken. “Meget idyllisk.”

[Lavender C. Buchanan]

Lavenders hjerte bankede hurtigt og hun tørrede svedige håndflader lidt af, ganske diskret, i kanten på sin grå kappe. Hun skævede lidt til Thaddeus og overvejede sine ord.

“Der er noget jeg har gået og tænkt lidt på,” fik hun frem, lidt famlende. “Og jeg ved ikke om jeg burde sige det. Nok ikke, men... Jeg fortæller dig normalt næsten alt.”

[Thaddeus Buchanan]

Hvis ikke blikretningerne havde været parallelle, havde Thaddeus nok bemærket hendes nervøsitet. Men det var først, da hun talte, at han så ned på hende og hendes udtryk var nok til at få ham til at standse. Han rynkede brynene og tog blidt hendes hænder i sine, gav hende al mulighed for at søge væk fra berøringen.

“Hvad er der, Lavender?” spurgte han roligt, men ikke uden bekymring i de mørke øjne.

[Lavender C. Buchanan]

Lavender trak sig ikke væk fra Thaddeus, men så op på ham med store øjne. Hun blinkede en enkelt gang, før hun alligevel slog blikket ned.

“Jeg ville bare sige at hvis situationen havde været anderledes, så ville jeg ikke have været ked af hvis det havde været dig i stedet for Vincent,” fik hun famlende frem. Jøsses, det kom ikke ud som hun havde planlagt.

[Thaddeus Buchanan]

I svage stunder havde Thaddeus forestillet sig selv, at Lavenders blik havde dvælet ved ham eller at hendes kinder havde taget farve af noget, han havde sagt. Det var et skrøbeligt og ekstremt privat tankespind forbeholdt ham. Og nu smadrede hun det i tusind stykker.

"Jaså." Han rettede sig op og slap hendes hænder, selvom han nok burde have holdt dem for at få de næste ord til at lyde bare nogenlunde troværdige. "Det er jo sådan, det bør være for en enke."

[Lavender C. Buchanan]

Lavender forstod ingenting. Hendes blik søgte op efter Thaddeus og hun forsøgte at finde ud af hans reaktion. Var han vred fordi hun vanærede hans brors minde?

“Åh,” tumlede det ud over hendes læber. “Undskyld. Det er bare fordi... Fordi jeg tror jeg måske elsker dig. Undskyld.”

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus foretrak situationer, hvor han var på hjemmebane og da tæppet for anden gang blev trukket væk under ham, værdsætte han det ikke. Trods hans livs kærlighed stod og formede ord, han knapt kunne forholde sig til, og da slet ikke i offentligheden. Han tog en indånding og lagde en hånd på midten af hendes overarm.

"Skal vi ikke have denne samtale et lidt mere passende sted?" Og med passende mente han uden tvivl privat.

[Lavender C. Buchanan]

Lavenders blik flakkede. Hendes mellemgulv trak sig sammen. Det var meningen at det skulle være nærmest henkastet indrømmet og i stedet blev det klodset og helt dumt.

Hun sank og endte med at nikke. “Okay,” mumlede hun, selvom hun mest af alt havde lyst til at synke i jorden.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus tog en indånding og lod hånden glide ned, til den var lige ud for hendes lænd, men han guidede hende ikke. I stedet slog han opfordrende ud med den frie hånd og fulgte med hende forbi skyggen af et stort træ.

Her fandt hånden hendes underarm, som han ventede til det øjeblik, de ville være ude af syne for nysgerrige øjne. Og dér transfererede han dem til Diagonalstræde.

[Lavender C. Buchanan]

Lysten til at synke i jorden blev ikke mindre af turen gik Diagonalstræde. Lavender var seriøst fristet til at stikke af, som en anden kriminel. Hun følte nærmest at hun havde gjort noget ulovligt.

I stedet begyndte hun blot at gå, instinktivt imod sin egen lejlighed. Hun virkede knapt som om hun så Thaddy, men i virkeligheden var over halvdelen af hendes opmærksomhed på ham. Sådan fortsatte det over brostenene, ind af sidegaden, ved døren, op af trapperne. Da først hun trådte ind i sit hjem, rystede hun åbenlyst på hænderne, da hun åbnede sin kappe.