Egern og blomstrende træer

[Thaddeus Buchanan]

De kunne ikke have været mere end hundrede meter fra hans lejlighed, men Thaddeus fulgte hende villigt til den lille kvistlejlighed, som han huskede lidt for godt. Denne gang hjalp han hende ikke med kappen, selvom han godt så hendes rystende hænder.

"En kop te?" tilbød han, primært fordi det virkede som en af de situationer, der kun blev bedre af te. Eller whiskey.

[Lavender C. Buchanan]

Lavender formåede at komme ud af kappen og nikkede af forslaget, uden at se Thaddeus i øjnene. Hun kunne godt fornemme hvor det bar hen.

Han var selvfølgelig oprørt over at hun kunne finde på at tænke sådan og føle sådan. Tale sådan om hans bror. Hun kom ud af sine sko og gik imod sit sikre sted - køkkenet.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus havde lyst til at bede hende sætte sig ned og slappe af, men de var i hendes hjem, så i stedet blev han stået med armene foldet bag sig løstede dem først, da hun forsvandt ud i køkkenet. Fingrene gned hårdt over tindingen, mens han prøvede at klægge en slagplan for samtalen.

Han havde ikke for alvor én, da hun vendte tilbage fra køkkenet, men han havde alligevel samlet sig nok til at glatte panden ud igen. "Kom, lad os sætte os," konstaterede han blidt gjorde en blød bevægelse med hånden, der fik sendt kopperne til bordet.

[Lavender C. Buchanan]

Lavender sank ned i den enlige lænestol og overlod sodaen til Thaddeus. Hun samlede koppen op og klamrede sig lidt til den.

Det var hendes værste mareridt. Hun havde sat ord på sine tanker og nu stod dommen. Ville hun have en ven på den anden side? Usandsynligt. Hun prøvede alligevel at arbejde for det.

“Jeg mente ikke nogen disrespekt af Vincents minde,” forsikrede hun. “Du behøver ikke... Hvis vi måske kan glemme at jeg sagde noget,” foreslog hun.

[Thaddeus Buchanan]

Blikket faldt på møblerne og selvom Thaddeus til hver en tid havde fortrukket lænestolen, var han tilpas tryg ved Lavender til at åbne den nederste af vestens knapper, før han tog plads i sofaen, stadig meget rank. Helt afslappet var han nok aldrig uden for sit eget hjem.

"Jeg har ikke lyst til at glemme noget," konstaterede han, stadig roligt. "Du tror, du måske elsker mig?" Han tiltede hovedet næsten usynligt til den ene side og hævede brynene lidt, opfordrende.

[Lavender C. Buchanan]

Lavender havde lyst til at synke helt ned i hynderne, men nøjedes med at knuge fingrene lidt om tekoppen. Hendes blik flakkede under Thaddeus intense betragten af hende.

Hun trak skuldrene lidt op mod sig. “Jeg... Jeg ved,” fik hun lavmælt frem, noget presset over hele opsætningen.

[Thaddeus Buchanan]

Engang havde Thaddeus overvejet at blive forhører, men havde i stedet fundet vej til mysteriedepartementet. Men hans talent var unægteligt, selvom han ikke engang prøvede. Han rettede sig lidt op og rynkede brynene.

"Du ved," gentog han og var tavs et øjeblik, tankefuld. Blikket på hende var uudgrundeligt. "Hvor længe har du vidst?"

[Lavender C. Buchanan]

Lavender kunne ikke holde det ud. Blikket, stemningen, følelsen af at alting rendte ud i sandet. Pludselig knækkede hun ved et uheld hanken af sin kop og det tippede faretruende, før hun fik rettet det op og satte det fra sig på bordet. Hun rejse sig helt frustreret, men gik blot hen til vinduet og stirrede ud.

“Jeg ved godt at det er forkert,” hviskede hun nærmest. “Jeg ville ikke have sagt noget. Jeg kan godt forstå hvis det frastøder dig.”

[Thaddeus Buchanan]

Det var alt sammen voldsomt dramatisk. Nok til, at Thaddeus umiddelbare trang for at fortælle hende om sine følelser lagde sig lidt igen. Tavst fulgte han hende med blikket.

"Du gør dig mange antagelser,," konstaterede han, men lød ikke vred eller fordømmende. Snarere en lille smule træt. Han rakte hånden frem mod hende.

"Lavender. Vil du ikke tage plads?"

[Lavender C. Buchanan]

Lavender knugede hænderne lidt sammen, før hun drejede hovedet og så på Thaddeus. Hans udtryk var som mejslet i sten for hende, men blikket træt. Hun fugtede læberne og blev trukket næsten magnetisk tættere på, før hun sank ned i sofaen ved siden af ham. Hun havde ikke taget hans hånd. Selvom hun sådan havde lyst.

Hun sagde heller ikke noget, men sad og ventede på afvisningen. Hun vidste at den kom.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus' blik veg ikke fra hende så meget som et sekund på vejen over og han fandt hendes blik, da hun sad ved hans side. Og så gjorde han noget, han indtil nu aldrig ville have ført ud i livet, som han hævede hånden og lige så blidt strøg den over hendes kind. Den blev der ikke, men faldt i stedet til hendes hænder.

"Søde Lavender," mumlede han og slog kun kortvarigt blikket ned til deres hænder, rystede på hovedet og så på hende igen. "Hvorfor har du dog arrangeret mig en forlovelse?"

[Lavender C. Buchanan]

Lavenders blik var helt indfanget af Thaddeus. Brynene trak sig svagt sammen, men hendes mellemgulv flaksede over nærkontakten og hun sænkede også blikket til deres hænder, da han ikke længere rørte hendes kind. Hun kunne stadig mærke sporet af det.

“Jeg vidste ikke... Jeg tænkte det var bedst. Så kunne jeg måske også stoppe med at tænke på dig,” hviskede hun.

[Thaddeus Buchanan]

Brynene var rynkede og selvom Lavender virkelig havde lang line, følte Thaddeus sig uendeligt træt. Han tog en dyb, dyb indånding og gned sig lidt over tindingen med den frie hånd.

"Du skulle have fortalt mig det," konstaterede han. Så havde han kunne kysse hende nu, hengive sig til den lykke, der burde have været ved indrømmelsen. Men han var ikke ligeglad med Cedrella Ogden og han vidste, hvad en brudt forlovelse kunne gøre ved hendes fremtidsudsigter.

[Lavender C. Buchanan]

Lavender så ret håbløs ud ved Thaddeus’ konstatering. Han gav ikke meget og hun vidste ikke hvordan hun skulle tolke det. Hun var normalt ret fattet, men hun havde til gengæld også lidt af et glasansigt og lignede lidt en tævet hundehvalp.

“Undskyld,” svarede hun lavmælt, uden at forstå hvad det betød. “Jeg troede jeg gjorde det rigtige...”

[Thaddeus Buchanan]

Selvom Lavender lige havde sat en ekstra skruetvinge om hans hjerte, kunne Thaddeus se den oprigtige beklagelse i hendes blik og han blødte lidt op over det. Han slap en tung udånding og sænkede skuldrene lidt.

“Selvfølgelig gjorde du det,” sukkede han og strøg tomlen over hendes håndryg i et ømt kærtegn som erstatning for de ord, han så gerne ville gengælde. Den bekræftelse, han kunne se, hun søgte. Men hvad ville det gavne hende, før han havde fundet en løsning?

“Hvad har forandret sig?” Han kastede et blik over hendes ansigt. “Siden du fortæller mig det.”