Vild fredag

[Padraig Ogden]

Padraig trådte en smule tættere på og rømmede sig dæmpet. “Er du okay? Du virker lidt...”

Han kunne ikke sætte nøjagtige ord på hvad hun virkede som. Ikke helt ved det bedste mod i hvert fald.

[Cedrella Ogden]

Cedrellas hjerte sad fast i halsen, da han trådte tættere på og huden bevægede sig over den, da hun sank tydeligt. Hun glippede lidt med øjnene, før hun drejede hovedet. Tvang et lille smil frem, uden at se på ham.

"Undskyld. Jeg er nok bare... Lidt træt."

[Padraig Ogden]

Reaktionen var uventet, men Padraig reagerede impulsivt og lagde en hånd på hendes skulder.

“Ja? Hvis der er noget i vejen, så ved du godt at du kan fortælle mig det, ikke?”

[Cedrella Ogden]

Cedrella var uforberedt på hånden, der landede mod hendes skulder og mørke øjne fløj tilbage til hans lyse. Noget afslørende gled i et sekund over hendes ansigt, men hun fik kontrol over det. Det var simpelthen ikke en mulighed at indrømme, at hendes hjerte hamrede lidt over tyngden fra hånden mod sin skulder.

"Du bør ikke bekymre dig," sagde hun i stedet og tvang et lille smil frem. "Jeg har det fint."

[Padraig Ogden]

Et slør var gledet imellem dem og Padraig vidste ikke hvordan man trængte igennem. Han gav Cedrellas skulder et klem og nikkede let. Han kendte fuldblodshekse og hvordan de var opdraget til at udvise perfektion. Det var den ting han mindst kunne lide ved Abigail Bancroft og det klædte Cedrella lige så lidt. Samtidig vidste han godt, at ingen af dem rigtig kunne gøre for det.

"Okay," medgav han, uden at presse hende. "Men jeg bekymrer mig nu stadig. Og min dør er åben. Det ved du, ikke?"

[Cedrella Ogden]

Cedrella følte sig trængt op i en krog, men uanset hvor ærlig hun gerne ville være overfor Padraig, så kunne hun ikke fortælle ham, hvad det egentlige problem var. Det ville være komplet egoistisk at indrømme sine følelser, velvidende at han var i et forhold. De mørke øjne fandt hans og hun så på ham. Der var noget beklagende i hendes blik, men hun kunne ikke sige noget. I stedet rettede hun sig lidt op. Sagde det eneste hun kunne komme på, som lige så vel kunne være årsagen til hendes tristhed.

"Min mor har langt om længe haft succes med at arrangere en forlovelse."

[Padraig Ogden]

Padraig vidste ikke hvad han forventede, men absolut ikke det. Han blinkede et par gange overrasket over hendes svar, før han nikkede lidt, uden at forstå det lille sug i maven. Sympati, vel?

“For Søren da,” undslap det ham. “Med en du kender?”

[Cedrella Ogden]

Det var effektivt. Også som en påmindelse til sig selv. Hun tog en dyb indånding og nikkede let.

"Ja. Thaddeus Buchanan," konstaterede hun, nærmest henkastet. Ikke ligefrem en rødmende brud.

"Vi er gamle bekendte."

[Padraig Ogden]

Padraig kendte til gengæld ikke rigtig Buchanan, ud over ret fjernt gennem Abbies familie. Han nikkede dog lidt og forsøgte at skabe et klart billede af ham.

“Meget alvorlig, dyster type, er han ikke...? I familie med vores tidligere præfekt og din elev der... Ja. Hende?”

[Cedrella Ogden]

Mørk og dyster var ikke helt ved siden af, men sådan ville mange utvivlsomt også beskrive Cedrella selv, hvis de ikke, som Padraig, havde fået lov at se at der var en del blødhed under det stramme ydre.

"Han er onkel til dem," svarede hun, uden at have sænket hans familie mange tanker. Der var andet og vigtigere at bruge tanker på. "Det er et fornuftigt match."

[Padraig Ogden]

Padraig åndede lavt ud og så alvorligt på Cedrella. “Var du interesseret i et fornuftigt match?”

Han mindedes hendes stærke ønsker om at undgå sin mors matchmaking.

[Cedrella Ogden]

Cedrella havde følt sig meget rebelsk, men efterhånden vidste hun ikke helt hvorfor det egentlig var at hun kæmpede imod. Og hun var trods alt sikker på at Thaddeus Buchanan ikke ville prøve at sætte en stopper for hendes karriere, hvilket altid havde været en bekymring. Hun tog en indånding.

"Jeg ved det ærligt talt ikke, Padraig," svarede hun, som skuldrene faldt lidt. "Men jeg ved heller ikke, hvad det er, jeg ellers venter på."

[Padraig Ogden]

Padraig nikkede lidt. Det huede ham ikke at se hende sådan, men han kunne ikke bestemme for hende - hele pointen var at han selv synes hun skulle bestemme. Så han nøjedes med at drikke te, før han tog afsked med hende for at gå sin aftenrunde. En ud af flere i denne omgang.

Lukketilukluk