Vild fredag

[Cedrella Ogden]

Det var blevet en fredag aften, hvilket betød weekend for både elever og lærere. Flere af sidstnævnte havde forladt slottet, men der var som altid nogen tilbage.

Blandt dem var eliksirprofessoren, som stod i sine egne tanker på lærerværelset og brugte sin vilde fredag aften på at brygge en kop te.

Netop som hun skulle til at fiske tebladene op, gik døren og Padraig Ogden kom ind. Som konsekvens deraf vred hendes mave sig lidt, men hun nikkede alligevel høfligt.

[Padraig Ogden]

Padraig havde nattevagten den fredag og havde lige været på en runde. Han havde lidt poser under øjnene og gik også målrettet efter teen, efter at have sendt Cedrella et let nik og et smil.

“Skulle du ikke være ude og gøre byen usikker nu?” Hans blik spillede svagt. “Du har da ikke nattevagten?”

[Cedrella Ogden]

Det var ærligt talt ikke meget, at Cedrella havde været alene med Padraig siden den aften efter brylluppet, hvor han ganske kort havde lukket hende ind i sit privatliv. Nu gjorde det hende en anelse ukomfortabel, mest på grund af den fornemmelse, hun selv havde i kroppen og hun prøvede desperat at kvæle den, som hun så fokuseret ned på tebrevene. I hvert fald indtil det mørke blik alligevel gled en anelse op mod ham og et øjenbryn hævede sig let. En mundvig sitrede let.

"Er det dit indtryk af mig, professor?"

[Padraig Ogden]

Padraigs blik mødte Cedrellas og det sugede svagt bag hans navle. Han så dog ikke væk, men smilede varmt, før han rystede på hovedet.

“Ikke så meget. Men man kan jo aldrig vide. Du kunne da nemt have en aftale der var væsentligt bedre end mit halvkedelige selskab.”

[Cedrella Ogden]

Cedrella tog en indånding over hans svar og så ned i sit tekrus, før hun samlede det op i hænderne. Hun lod være med at sige, at hun ikke fandt hans selskab kedeligt. "Ikke i aften," sagde hun i stedet, før hun fortsatte - uden at have nogen anelse om hvorfor, ærligt talt.

"Men jeg har sagt ja til en aften på Tarantallegra i morgen. Tro det eller lad være."

[Padraig Ogden]

Padraig hævede begge bryn med et let smil. Han så nysgerrigt på hende.

“Nåh. En aftale? Med hvem?”

Blikket gnistrede lidt. Måske var det interessant.

[Cedrella Ogden]

Det var et meget direkte spørgsmål og Cedrella forventede det ikke helt. Noget ved hans tonefald fik hendes mave til at vride sig lidt, hvilket naturligvis var helt tåbeligt. Til gengæld kunne hun også dårligt sige, at aftalen primært bestod i at finde en mand, der kunne distrahere hende fra... Ham.

"Min veninde ejer stedet," sagde hun i stedet, knapt så skandaløst. "Selvom jeg, indrømmet, ikke er den store danser."

[Padraig Ogden]

Padraig var komplet uvidende og nøjedes bare med at lyse lidt op i forståelse og smile svagt. "Ah. Så forstår jeg. Selvom det nu også ville give mening, hvis det var en anden type aftale. Jeg tænkte du var ved at vifte et rødt flag overfor din kære mor..." Han så sigende på hende. "Få hende til at forstå at dit kærlighedsliv ikke kommer hende ved..."

[Cedrella Ogden]

Cedrella følte sig en anelse overrumplet af samtaleemnet, komplet uforberedt på at diskutere sit eget ikke-eksisterende kærlighedsliv med Padraig. Hun så ned og mærkede sig selv rødme en anelse. Morgana bedre det.

"Jeg betragtede det snarere som en mulighed for en pause fra alt det," svarede hun, en anelse beklemt. Hun tog en indånding og kneb øjnene lidt sammen, som hun så op på ham. Det trak ganske let omkring den ene mundvig og de næste ord tumlede ud, før hun nåede at overveje det.

"Omend jeg er smigret over din tiltro til mig."

[Padraig Ogden]

Padraig nikkede let, tog hintet og smilede alligevel svagt. "Min tiltro til dig er ganske stor, Professor Yaxley," forsikrede han mildt.

"Jeg vil gå så langt som til at sige at jeg kunne tænke mig, at vi måske kunne være på fornavn, efterhånden?"

[Cedrella Ogden]

Cedrella vidste ikke, hvorfor han pludselig var så familiær. Måske efter deres aftenmøde efter brylluppet. Det var ganske upraktisk nu, hvor hun virkelig prøvede at være professionel.

Smilet var en anelse afmålt, men det var der dog. "Det er måske på tide," medgav hun tøvende og mødte hans blik. Smilet blev ufravigeligt lidt mere reelt, omend stadig svagt. "Padraig."

[Padraig Ogden]

Padraig var lidt i tvivl om hvor tilbageholdenheden kom fra, men ingen af dem var meget overstrømmende, så han dvælede ikke ved det. I stedet gik han blot selv igang mes at brygge en kop te.

“Det er ikke meget vi har set til hinanden på det sidste, Cedrella,” konstaterede han forsøgende. Han havde også selv været væk meget.

[Cedrella Ogden]

Cedrella fugtede læberne lidt over konstateringen og så ned i koppen. "Nej, det er det vist ikke," konstaterede hun lavmælt og rettede kun langsomt de mørke øjne mod ham igen.

"Jeg håber, at det betyder, at tingene er blevet bedre mellem dig og Abigail...?"

Maven vred sig.

[Padraig Ogden]

Padraig smilede svagt og nikkede lidt. Han havde været meget ærlig overfor Cedrella. Det fortrød han ikke, men det betød at ærlighed også var på sin plads nu.

“Det hele har været meget overvældende, men jeg tror vi er på samme side, endelig. Jeg ved godt jeg har sagt en hel masse til dig, men det var uretfærdigt af mig. Jeg vil ikke bebyrde dig med mit forhold. Men jeg vil gerne være her for dig, stadig. Jeg føler mig tæt på dig, det var derfor jeg kom til at sige alt for meget.

[Cedrella Ogden]

Hvert eneste ord var som salt i et åbent står og hun kunne ikke gøre andet end at holde det lettere stivnede smil fast på sine læber. Det havde været så meget nemmere, hvis ikke han havde besluttet sig for at nu var tiden til at lade de professionelle rammer falde. Nu hvor han og Abigail var sammen igen. Som de skulle være, naturligvis.

"Det er pænt af dig at sige," fik hun frem og sank en enkelt gang. Hendes blik flakkede en enkelt gang, afslørende. "Og jeg er glad for, at I har fundet ud af det."