Nu eller aldrig

[Constantin Montague]

Fortsættelse af Et Pusterum

Påskeferien 2027
Ava H. Montague

Det havde krævet bestikkelse. Vel og mærke, bestikkelse han ikke ligefrem havde endnu. Derudover var Constantin også sikker på at det havde været en fordel af den vielsesansvarlige havde fået lidt at drikke. Han, Constantin og Ava endte i hvert fald i Montagues ferieejendom, som stod tomt denne påske, trods dets nøje overlevelse var ligeså afhængig af udlejning som den store ejendom de besad var.

Visse møbler var stadig overdækket af vine lagener, men med et par besværgelser, var den smukke spisestue ryddet, så den velnok kunne gå for en lille balsal, og snart blev denne oplyst af glødende stearinlys.

Hænderne havde samlet sig om Avas, da de endelig stod foran hinanden, mens den festklædte troldmand begyndte at tale, som det eneste til at afbryde den ellers fremtrædende hjertebanken.

[Ava H. Montague]

Ava havde haft mange muligheder for at stoppe det. Hun kunne nemt have fortalt sine forældre om det, eller stukket halen mellem benene og forladt festlighederne inden Constantin var kommet tilbage.

Men hun ville det så inderligt; hun ville giftes med ham så hurtigt som overhovedet muligt, og hun havde slet ikke kunne forholde sig i ro i den time hvor hun skulle vente. Det havde føltes som en evighed og da han til sidst endelig dukkede op vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv.

Hun havde dog haft tid nok til at komme op med en solid grund til at de måtte forlade dem før det overhovedet var overstået. Det var ikke et ideelt bryllup, og Ava havde set noget på Constantin over hans valg af ansvarlig, men havde ikke kommenteret på det.

I stedet havde de blå øjne hendes fulde opmærksomhed og hun kunne knapt vente til at de måtte sige de sidste afgørende ord.

[Constantin Montague]

Hagen var sænket lidt for bedre at kunne bevare kontakten med Avas øjne. Egentlig hørte han ikke alt hvad troldmanden sagde. Bryllupstaler handlede nok altid om ansvar, kærlighed og troskab - og desuden var der noget fængslende ved udtrykket i Avas øjne som forekom ham den største distraktion.

Fingrende flettede sig mellem hendes. De havde ikke vielsesringe parat endnu, men deres skæbner var alligevel i gang med at forsegles. "Ja," Var han den første til at sige da han blev spurgt. Der var ingen tvivl i ham. Forlovelsen var vigtig for hans familie, og ville også smede dem sammen.

Stearinlysene kastede et varmt skær i rummet, men han følte også at det sugede ilten ud af det, da han skulle afvente Avas svar. Hendes ord ville betyde alt eller intet.

[Ava H. Montague]

Lydene var som sunket i jorden, og det eneste der holdte Avas opmærksomhed var Constantin. Hun kunne nærmest mærke hvordan maven trak sig sammen i spænding og fødderne der knapt kunne stå stille mod det gamle gulvbrædder.

Det gøs hende langt ned af ryggen da han endelig sagde det. Ordet var kort men rungede af liv, og det sitrede i den ene side af Avas mundvige da hun igen fangede hans blik.

Hun trak vejret dybt ind. Selvom hun ikke var i tvivl, lod hun de mørke øjne dvæle mod hans lyse i et øjeblik før læberne blev skilt ad. "Ja." hviskede hun næsten åndeløst. Hun knugede hans hånd tæt, og måtte kæmpe for at forholde sig i ro, og ikke give for hurtigt efter for sine lyster.

[Constantin Montague]

Constantin var meget glad for sin frihed, men måske endnu gladere for Ava. Hendes kontrol over ham var sommetider skræmmende, men han vidste at deres skæbner var forseglede, allerede før den vielseskyndige stadfæstede det faktum. Den blonde slange hørte næppe efter alle ord der blev sagt. Han vidste bare, at de blev gift som følge af dem, og at deres læber snart kunne mødes i den sidste forsegling i ceremonien.

Han trak hende tættere, og selvom han stadig måtte lægge låg på lidt af lidenskaben, foran den gamle troldmand, var det næppe i sammenligning med hvad han ville gøre, havde hans forældre været i nærheden. Eller Avas for den sags skyld. "Jeg elsker dig," Hviskede han åndeløst mod hendes læber.

Og ikke lang tid efter, fik de et magisk bevis på deres forening og tog afsked med den ansvarlige, så de var overladt til dem selv. Mand og kone... Det var surrealistisk, men der var ingen vej tilbage.

[Ava H. Montague]

Det havde altid været dem. Hvad end andre havde sagt og hvisket i krogene, så vidste Ava langt bedre end dem. Hun kendte Constantin på en anden måde, og deres bånd var så tæt at ingen nogensinde ville kunne forstå de følelser der var imellem dem. Det var hun sikker på.

Bare måden hvorpå hans blik kunne suge næsten alt livet ud af hende; han krævede hendes nærhed på en så mærkbar måde at han efterlod hende helt åndeløs. Hun havde lyst til at hive ham tættere; flå skjorten af ham, og kaste sig vildt og dyrisk over ham.

Men der stod hun, og hendes udseende kunne slet ikke sammenligne sig med hendes tanker. Det var vist kun det lettere hævet bryn der slog gnister om hvad hun mest af alt havde lyst til. Smilet sitrede, og da deres læber endelig mødte hinanden i et længselsfuldt kys, kunne hun ikke undgå at lægge armene omkring hans hals og trække ham tættere på.

"Jeg elsker dig." hviskede hun. Nu var de gift, sådan rigtigt. Helt og lovligt. Hun var helt i ekstase over nu at kunne kalde sig Ava Montague.

[Constantin Montague]

Der var ingen storslået ceremoni. Ingen bryllupsgæster. Og ingen stor fest. Alt det virkede nu også ligegyldigt, da Ava først slog armene omkring ham og deres læber mødtes igen. Hænderne lagde sig om hendes hofter, men han modstod fristelsen til at trykke hende helt tæt og hentydende mod sig med det samme. De havde natten alene. Forhåbentlig ville der gå timer før nogen ledte efter dem og fandt dem her.

"Lad os finde en flaske bobler," Tilbød han hende, før næsetippen strøg mod hendes. Det var netop hvad de gjorde. Constantin fandt en støvet flaske champagne og nogle højstilkede, før han ledte Ava op ad trapperne mod et af sommerejendommens værelser. Med et par besværgelser var det overfladiske lag støv forsvundet fra rummet, og stearinlys blev tændt hist og her.

"Mrs. Montague," Han rakte hende et glas ophældte, glitrende bobler og skænkede sig selv et lige efter. Snart klirredes glassene blødt mod hinandens.

[Ava H. Montague]

Det var ikke hvad Ava først havde haft i tankerne, og selvom hun godt kunne mærke behovet for at andre kunne se hvor strålende hun ville se ud i den kjole hun var i gang med at få syet, var synet af Constantin efter de havde sagt ja til hinanden noget som hun alligevel kun ville have for sig selv.

Hun bed ned i den buttede underlæbe, og mærkede instinktivt behovet for at mærke hans stærke muskuløse krop mod sig. Mmh, og de pirrelige hænder. Hun gøs helt ved tanken. "Det skal fejres med maner" svarede hun imens hun fulgte efter ham; med hånden tæt flettet mellem hans fingre.

Blikket spillede både ophidsende, men også lykketligt, og det var med et let løft at glasset blevet hævet og klirret mod hans. "Mr. Montague" fnes hun.

[Constantin Montague]

Hænderne blev flettet i hinandens, og Constantin kunne umuligt mangle andet lige nu. Måske flere penge i lommen, men nu var Hardypengene vel også hans. Til en hvis grad da. Han strøg tomlen over hendes hånd, og blikket spejlede sig syndigt mod hendes, selvom der nok ikke var meget synd over deres forhold længere.

"Det kan jeg vænne mig til at høre," bemærkede han bag et djævelsk smil, før han tog en tår af de glitrende bobler. Der gik dog ikke mange øjeblikke før han havde sat glasset fra sig - og anmodet hende om at gøre det samme. For den her nat skulle tilbringes uden bekymringer - uden stopklodser. Det var deres lille fristed, før han måtte fortælle hende sandheden og virkeligheden slog ind.

"Jeg elsker dig..." mumlede han, før deres læber mødtes.

Lukket...<'3