Et pusterum

[Ava H. Montague]

Det var fuldkommen fortryllende at være til stede til en så stort begivenhed som et bryllup ifølge hende var. Hun var særligt begejstret for temaet og havde i anledningen fået syet sig en elegant sart grøn kjole som kunne være taget ud af ethvert eventyr. Hun havde naturligvis også sin prins ved sin side. Constantin Montague   var dog ingen steder at finde i øjeblikket da hun havde sendt ham efter forfriskninger.

Selve sermonien var forbi, og både foret og hovedret var indtaget. Nu var der tid til at gæsterne kunne mænge sig med hinanden. Ava var sluppet af med sin mor og kommende svigermor der gerne ville snakke detaljer om hendes eget bryllup. Men da havde hun kunne forsikre dem om at alt var som det skulle være. Selvom hun selv gik rundt og studerede detaljerne så der ikke komme kom noget ligene til sommer, tog hun sig også tid til at nyde at være væk fra Hogwarts.

Påskeferien var veltrængt, selvom den stadig var mindst lige så fyldt med forberedelser til det ene og det andet så sov hun i sin egen seng, eller hos Constantin, og det overskyggede alt det andet.

[Constantin Montague]

Constantin var naturligvis trukket i stilrene rober. Blomstertemaet var ikke ligefrem hans stil, men detaljerne i det mørke sæt var diskrete, florale og forhåbentlig stadig maskuline. Ceremonien havde været smagfuld, men det var nu også det han ville forvente, når en part af værterne var Yaxley'er. Familien var renblodet, betydningsfuld og endda mere kølig end hans egen. Desuden var pengepungen guldbelagt.

Samtalerne til festen var ret trivielle. Svigerforældrene havde da også taget lidt fat i ham, og efterhånden var løgnene blevet så grundigt instuderet. Ja, han havde planer for sin tid efter skolen. Karrieren var, som sådan, intet problem, men den økonomiske sikkerhed var en anden sag.

Endelig fandt han Ava igen, efter at have fundet to højstilkede, boblende glas. "Her, skat," Han rakte hende glasset med et blødt smil, før han satte sit eget til læberne. "Har jeg sagt hvor vanvittig flot du ser ud?"

[Ava H. Montague]

Ava takkede høfligt af efter en kedsommelig samtale med en ældre herre, og kunne ikke undgå at smile stort da hun så Constantin komme tilbage. Let løftede hun den ene hånd og tog imod glasset. Hun lænede sig mod ham for at plante et diskret kys mod hans læber før hun vendte opmærksomheden mod drinken.

"Et par gange, men jeg ser ganske uimodståelig ud" svarede hun og løftede hovedet. Hun var i hvert fald ifølge sig selv en af de mest velklædte til forsamlingen. Hun sneg sin arm omkring ham, og ind under hans jakke så hun bedre kunne læne sig ind mod ham.

"De har gjort det godt, syntes du ikke?" spurgte hun imens blikket gled hen over alle festens dekorationer.

[Constantin Montague]

Constantin vidste at der var regler og retningslinjer for forlovede fuldblodsmagikere. Dog var der næppe meget i vejen for måden hun lænede sig mod ham, så længe hun ikke fik blusset op under blodet. Han smagte på hendes ord og sendte et vurderende blik ud i rummet og mod både dekorationer og detaljer.

"Vi kommer til at gøre det bedre," Forsikrede han hende om, som var det en intern konkurrence om hvem der holdt det mest stilsikre bryllup. Men han var en Slytherin, og det samme var hans kommende hustru, som blikket snart vendte tilbage til. Det dristede sig endda lidt ned over hende.

"For det første, er min kvinde langt mere overlegen end nogen andens brud."

[Ava H. Montague]

Ava gjorde virkelig alt hvad hun kunne for ikke at hænge over Constantin hele tiden. men at stå med en arm omkring ham var næppe forbudt, og ellers måtte de stirre efter dem. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at lade være. Slet ikke når han så så godt ud.

"Naturligvis." svarede Ava selvsikkert. Et smil sneg sig hen over hendes læber ved tanken om hvad der ventede dem hen over sommeren. Det skulle blive helt perfekt, og et ganske magisk øjeblik.

"Du ved også lige hvad du skal sige" sukkede hun henført og lod hånden glide op af hans ryg, som på nuværende tidspunkt stadig var skjult af hans jakke. Hvis bare deres mødre ville lade være med at hundse med hende, ville alt være helt perfekt.

[Constantin Montague]

Da hun smilede sådan op til ham, kunne Constantin ikke undgå at mærke den velkendte fristelse til at bøje nakken og søge hendes læber. Det var dog hverken tid eller sted til den form for ømhed. Desuden havde han bare svært ved at trække sig væk igen. Derfor smilede han bare stolt og drenget tilbage.

"Mhm," Lød det dæmpet fra ham, før han kastede et blik rundt i salen, mens han mærkede de strejfende fingre over ryggen. En af dem bar ringen han havde givet hende. Det var stadig mærkeligt og underligt-knugende at tænke på hvordan hun ville reagere efter deres bryllup, når hun fandt ud af sandheden.

Han forsøgte at dreje tankerne væk, ved at skifte emne. "Nu havde du forhåbentlig ingen planer om at køre et blomstertematiseret bryllup?" spurgte han.

[Ava H. Montague]

Ava var sikker på at han led lige så meget som hende selv, og havde hendes mor ikke bedst hende om at opfører sig mere passende, havde hun nok givet efter for lysten, og været fuldstændig ligeglad med alle de andre.

Men Ava var ikke umulig, og hun forstod godt hvad der blev sagt, og efterkom det også langt de fleste gange. Hun kunne i hvert fald presse beviser på gode karakterer lige op i hendes ansigt; hvilket automatisk resulterede i at hun ikke kom ned fra den petestal lige foreløbig. Desuden kunne hun altid vifte hendes brors ambitioner og karakterer foran deres næser så de kunne klappe i.

Men for nu stod hun med armen om sin forlovede uden at skabe en scene, selvom hendes familie uden tvivl ville have råd til det. Ingen kunne slå hende ud af den lille lykkebobbel hun havde været i siden starten af ferien.
"Nej." svarede hun prompte og rynkede på næsen. "Det er sødt, men ikke lige os" Nej hendes tema lå nok i de mørkere farver, og det var endda til trods for at hun var opvokset i et utrolig lyst og klassisk hjem.

"Men alt kan nå og ske endnu.." drillede hun og lænede sig lidt tættere mod ham.

[Constantin Montague]

Sødmefuldheden over blomster og flitterstads, sagde ikke slangen meget. Nok ville Ava se yndig ud med brudeblomster i håret, og der kunne meget vel være noget frækt over uskyldigheden, når han vidste alt om hvor uartig hun kunne være. I det mindste var hun ligeså bevidst om at temaet ikke passede til dem. Hell. Hvis et bryllup skulle spejle sig helt og holdent til deres attributter, ville det nok være temmelig kompliceret og hedt.

Hagen sænkede sig, da ansigtet vendte sig mod hende. Drilleriet spillede i hendes blik og smittede også af på udtrykket i de blå øjne. "Truer du mig virkelig med blomster?" spurgte han dæmpet, da hun lænede sig tættere. Blikket dristede sig endnu en gang lidt ned over hende, selvom han vidste at dette hverken var tid eller sted.

"Lidt afmaskuliniserende. Synes du ikke?"

[Ava H. Montague]

Den lette forårs vind rykkede let på sig, og Ava kunne mærke varmen fra solen bage mod hendes åbne ryg. De havde virkelig valgt det helt rette tidspunkt at inviterer gæster og hun nød i den grad godt af de lyse timer. Det var med sikkerhed godt for dem at være ude, og Ava især kunne mærke styrken vende tilbage til hendes krop, hvor håb og optimisme langsomt overtog kursen.

Smilet krøllede sig sammen imens hun så på Constantin med et par sammenknebne øjne. "Ja, du ville se smadder godt ud i et pastelfarvede jakkesæt med flæser og blonder" Svarede hun underholdt som blikket spillede.

"Du ser fræk ud i hvad som helst" hviskede hun og stilte sig på tæer så hendes ansigt kun lige akkurat var få centimeter ud fra hans.

[Constantin Montague]

Constantin kunne denne gang ikke undgå at himle lidt med øjnene. Den tørre humor sad dog i blikket, da det endnu en gang kolliderede med Avas. Han kunne næppe vise sit ansigt nogen steder hvis først han gik i pastelfarver. Især ikke når ens øjne allerede kunne beskrives som babyblå, og håret var så lyst.

"Pas nu på, min kære," Fik han sagt med et udtryk i øjnene der bestemt tydede på, at han ikke ville glemme den kommentar lige forløbelig. Snart efter bøjede han nakken en anelse, så læberne nær strejfede hendes ene øre.

"Du ser fræk ud i alt og... især, ingenting." 

[Ava H. Montague]

Ava havde stadig et kæmpe smil på læberne, og hun kunne ikke lade være med at le over hans grimasse. Selv hvis det havde været hendes store drøm, ville hun nok aldrig tvinge ham ned i noget han ikke kunne udstå, de skulle trods alt støtte op om hinanden.

Det gøs i hele kroppen da hun mærkede hans læber. Suset fortsatte direkte syd på, og Ava måtte klemme sine ben sammen for ikke helt at give efter for behovet. "Mmh. Jeg tror jeg får overtalt dine forældre til at skifte hele din garderobe ud hen over sommeren." fnes hun.

Hun lukkede sine øjne og nikkede langsomt med hovedet. "Det er klart.." bemærkede hun, tydeligt tilfreds med hans opmærksomhed. ".. Men nu skal du holde op" mumlede hun og stak en albue i siden på ham.

"Når jeg ikke må, må du heller ikke"

[Constantin Montague]

Constantin var mere end bevidst om at forældrene ville nikke godkendende til de fleste af Hardy familiens forslag. Især nu hvor der stod så meget på spil og hvor ægteskabets fuldendelse var af allerstørste vigtighed. Han betroede dog ikke Ava med nogen opbakkende bemærkning til hendes forslag, men nøjedes med et humoristisk og lidt tørt fnys. Heldigvis vidste han selvfølgelig at hun jokede.

Da hun stak en albue i siden på ham, var det nok også rimelig tiltrængt. For hans kommentarer ville kun blive mere lumre, hvis hun gav ham den mindste chance for det. Derfor grinede han bare dæmpet, før han rettede sig op igen. "Som om vi nogensinde har gået op i hvad vi måtte," Bemærkede han med en drilsk blinken.

Stod det til deres forældre, var de nok begge uskyldige jomfruer. Især Ava. Constantin var heller ikke helt fremmet for ideen, men kunne da berolige sig selv med at de havde været hinandens første. "Så.. Det er ikke nu jeg skal snakke om mine planer for bryllupsnatten..?" spurgte han dæmpet.

[Ava H. Montague]

Constantins mor havde været meget interesseret i hvor Ava fik syet sine kjoler, og om hun havde nogen møbler der skulle med når hun flyttede. Alt sammen noget som hun naivt svarede på, og langt fra lagde skjul for de goder hun var vant til. Havde hun bare vidst hvad der ventede hende, var hun nok ikke så utålmodig.

"Aldrig.." hviskede hun som en arm sneg sig omkring ham igen så hun blidt kunne trække ham tættere på.Et blidt diskret kys blev presset mod hans tinding, men det var akkurat langsomt nok til at hun kunne hviske lavt til ham. "Jeg har sådan lyst til dig.." Hendes vejtrækning var tung, og blikket spillede udfordrede da hun trak sig væk, og sank ned på fødderne igen.

"Så du kan lige vove på at lade være" Nu havde han allerede fået hendes hjerte til at galloperer vanvittig hurtigt, og det var kun ham alene der kunne hjælpe hende af med det.

[Constantin Montague]

Constantin var mere end én gang blevet anklaget for at være magtliderlig. Det var nok også relativt sandt. For han nød når Ava gav udtryk for sin lyst, men samtidig bad ham om at tøjle sin opførsel, så ingen af dem blev for fristede til at smutte væk og risikere at blive spottet. For det her var ikke Hogwarts. Det var det højere fuldblodssamfund og det kunne nok få katastrofale konsekvenser. Alligevel var der noget frækt over det forbudte.

Han kunne i hvert fald selv mærke blodet rende varmt sydpå, efter den bløde trussel hun stak ham. "Jeg tror godt du kan lide spændingen, babe..." Lød det uendelig dæmpet fra ham.

"Det her selskab ville bare sætte vores stilleleg endnu mere på prøve. Er det ikke fristende?"

[Ava H. Montague]

Hvis nogen kunne få hende til at skifte mening efter et splitsekund, så var det da ingen andre end Constantin, hvilket han da så absolut vidste. Ava var nok klar over at han var i færd med at teste og trykke på de forskellige knapper.

Hendes blik flakkede hen over nogen af de andre gæster, de stod i en virkelig udsat position og hun vidste hvor åbenlyst det ville være hvis de begge to listede væk fra festlighederne. Måske de bare kunne droppe desserten og takke af? Det ville næppe hue nogen af deres forældre.

"Det er vanvittig tillokkende." mumlede hun og trak vejret dybt ind. Hendes tanker var allerede et helt andet sted end festen og hun kunne mærke hvordan hånden lukkede sig om skjortens stof, i en halv handling til at trække den op og mærke den varme hud bag.