Knitrende

[Peigi Ogden]

Det var lykkedes Peigi, på nærmest magisk vis, at overtale Lavender C. Buchanan til at tage med på Tarantallegra. Hun ville formentlig være kommet der selv, men det var alligevel en fornøjelse at have veninden med. Selv var hun iklædt en knitrende, perlebesat kjole og et tyndt, blomstret sjal med ærmer, foruden et par høje hæle, som ville have klikket mod gulvet, hvis ikke musikken spillede.

Hendes latter blev også slugt af den, som hun netop kom fra dansegulvet og nejede let for den troldmand, hun havde danset med og snurrede rundt for at se efter veninden. I stedet fik hun, til sin overraskelse, øje på selv sammes bror. Øjenbrynene gled op.

"Nathaniel Bancroft ," røg det overrasket, men muntert ud af hende, som øjenbrynene hævede sig lidt. "Jeg forventede ikke at se dig her."

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel var måske ikke den typiske gæst på stedet, men det havde aldrig afholdt ham fra at komme der. Selvom han var født med et direkte medlemsskab på Kimæren, var der unægteligt en anden frihed i at komme et sted, med et yngre klientel og minimal chance for at løbe i sit fædrende ophav.

så var der dog muligheden for at løbe i så mange andre, hvilket kun blev bekræftet da han vendte hovedet efter sit eget navn og hævede et øjenbryn da blikket faldt på Peigi "Nej?" læberne krusede sig i et smil, der kom lidt lettere end normalt, måske smurt af de drinks han allerede havde indtaget "Jeg kunne sige det samme, Ogden."

[Peigi Ogden]

Peigi havde altid forestillet sig Nathaniel som typen, der sad i en mørk læderlænestol i et dunkelt rum og der var noget helt besynderligt over at se ham her i sådan et festligt lag. Svaret fik hende til at le, måske hjulpet af, at hun ikke længere var ædru og blikket spillede lidt, som hun så på ham med et let hævet øjenbryn.

"Virkelig?" spurgte hun drillende og løftede hagen lidt. "Og her gik jeg ellers og troede, at jeg blendede naturligt ind her."

[Nathaniel Bancroft]

Latteren fik det til at trække yderligere i hans mundvige, mens han lænede sig lidt frem i sin siddende stilling, uden at blikket forlod hende "Måske mere end så mange andre." gav han alligevel og lagde hovedet lidt på skrå, med tenderende drillende glimt i blikket "Forretning eller fornøjelse der har fået dig hertil?"

[Peigi Ogden]

Peigi var stadig en anelse stakåndet fra dansen, men havde i et øjeblik glemt, at hun havde været på vej for at finde Nathaniels søster og få sig noget at drikke. I stedet strøg hun en hårlok væk fra panden og tilbage mod det opsatte hår, der så ud til at være tæt på at give op, mens den anden hånd faldt hoften.

"Kan det ikke være begge dele?" spurgte hun med et spillende blik og et let hævet øjenbryn. "Eller også er du bedre til at holde fri, end jeg er..."

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel nikkede med et tenderende skævt smil og et blik der momentært fulgte hendes hånd der strøg håret væk "Jeg husker heller ikke her er et særligt imponerende udvalg af god whisky.. når alt kommer til alt." hans bryn trak sig overvejende lidt sammen før han fortsatte "Hvem siger jeg holder fri? Der kan være gode historier alle steder."

[Peigi Ogden]

Peigi vidste ikke helt, hvad hun skulle mene om, at han antog at hendes tilstedeværelse havde noget med whisky at gøre. Hun var måske arving til det imperium, men journalismen var hendes hjertebarn og hun fnøs over den åbenlyse pointering, som spejlede hendes egen grund til at være der - udover fornøjelsesdelen, naturligvis.

"Hvorfor tror du jeg er her?" skød hun tilbage og hævede øjenbrynene.

[Nathaniel Bancroft]

Nathaniel trak på skuldrene og lænede sig lidt tilbage med sit glas igen "Jeg går ud fra du har dine grunde, ligesom jeg har mine." blev svaret, i stedet for at begynde at gætte på noget han alligevel ikke kunne have andet end antagelser omkring "For at få rørt benene efter en uge bag et skrivebord måske." fortsatte han så alligevel med et spørgende, hævet øjenbryn.

[Peigi Ogden]

Spørgsmålet var egentlig retorisk, men hun tog sig ikke af det. Til gengæld fnøs hun lavmælt, til dels over hans ord, men til dels også over hele den aura han havde, som han sad der. Tilbagelænet og med en drink i sin hånd. Endnu engang kom hun til at tænke på læderlænestole.

"Det er et langt værdigere formål end det, omend det tilfældigvis også er en lykkelig bivirkning," konstaterede hun, uden at vide, hvorfor hun egentlig gav sig til at svare. Det var jo ikke fordi, at de havde større interesse i den andens tilstedeværelse. Men Peigi havde måske også bare et naturligt instinkt for at smide brænde på bålet. Ikke at det næste var med det formål.

"Men ud fra det, kan jeg næsten gætte at du endnu ikke er stødt på min ledsager for i aften."

[Nathaniel Bancroft]

Igen hævede han brynene spørgende, uden egentlig at tænke så meget over det, mens i stedet for at finde ud af hvad det værdige formål var, fik han et nyt spørgsmål "Nej?" automatisk gled blikket ud over det nærmeste af det lettere dunkle rum "Skulle jeg det?"

[Peigi Ogden]

Peigi fangede kort en forbipasserende tjener og bestilte noget at drikke, før hendes blik var tilbage på Nathaniel igen. Smilet var hemmelighedsfuldt, men også en kende selvtilfreds.

"Din lillesøster," informerede hun dog, uden at danse mere om den varme grød.

[Nathaniel Bancroft]

DEnne gang krøb det ene bryn lidt længere op end før, i tydelig overraskelse "Nej.." det var mere forundret end benægtende. Han så undersøgende op på hende og var tavs et jeblik før han slap en underholdt lyd og så til siden, før blikket fandt hende igen "Hvordan fik du lokket hende med hertil?" tonen var underholdt, men et sted bag det, gemte sig måske en svag misbilligelse.

[Peigi Ogden]

Det var ærligt talt lidt af en sejr og måske også derfor at Peigi ikke helt kunne lade være med at blære sig med den. Hun mødte dog hans antydningsvise misbilligelse med et skarpt blik, før det ubekymrede, let smørrede smil tog over. Hun hævede et øjenbryn lidt.

"Er det ikke gået op for dig endnu, at jeg har sublime overtalelsesevner?" spurgte hun. Det var da ærligt talt også lykkedes hende at lokke en del gode historier til profeten ud på den måde gennem tiden.

[Nathaniel Bancroft]

Et igen underholdt fnys forlod ham over spørgsmålet før han skyllede efter med en mundfuld af sin drink før han svarede "Jeg begynder at se et mønster." konstaterede han tørt, men der sneg sig alligevel en trækning ind ved hans ene mundvig "Og du er sikker på hun ikke har fortrudt og er stukket af igen?" han så sig søgende omkring igen og konkluderede for sig selv, det måske var held i uheld han lige var der samme aften, som Peigi havde fået lokket søsteren med.

[Peigi Ogden]

Peg så sig over skulderen ved spørgsmålet og kunne stadig ikke helt få øje på Lavender. Det burde måske være bekymrende, men hun vidste også at veninden var så drønfornuftig, at hun næppe kunne være i problemer. Hun trak på skuldrene og så tilbage på samme venindens storebror.

"Ikke hundrede procent," medgav hun med et muntert fnys. "Jeg må hellere se om jeg kan finde hende, så."