En lille verden

[Sinéad L. Yaxley]

Trods Sinéad havde tabt Tom Yaxley tidligere på aftenen, præsterede hun at bevare en kølig elegance og ro i sin fremtræden. Hun smilede til kollegaer og grinte høfligt med, da en bedugget ældre heks, greb ud efter hende og tilfældig anden, for at berette om episode, der måske havde fundet sted for godt tyve år siden til en anden julefrokost.

Sinéad hørte kun halvdelen og var ikke helt sikker på, om det var derfor hun missede pointen, eller om den simpelthen aldrig kom. Der var for mange sidespring i historien og heksen selv var så færdig af grin, at flere ord simpelthen ikke nåede ud over tungespidsen.

Det var først da heksen fik øje på en tættere kollega, at hun stoppede talestrømmen og satte kursen mod en ældre herre, som Sinéad ikke kunne have andet end lidt ondt af. Men hun var glad for, at være sluppet af med damen trods alt, og sendte et hurtigt blik mod den yngre heks, der også var blevet tvangsindlagt til at lytte med.

”Spændende.” Bemærkede hun underholdt, men med lettere løftede bryn. ”Fangede du hvilken afdeling hun var fra?”

Til Maeve Appleton

[Maeve Appleton]

Mae var sekretær og måtte temmelig ofte lægge øre til alt mellem himmel og jord. Hun fnøs dog let, da den ældre kvinde gik og den anden brunette talte til hende. Hun synes at genkende hende svagt som en ældre Hogwartselev, men det var hverken første eller sidste gang.

“Desværre ved jeg at hun er på mit niveau,” svarede hun med en sitren i mundvigene. “Men i det mindste har hun en god aften.”

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad sendte et blik efter den ældre heks. Hun havde uden tvivl en god aften, det kunne Sinéad kun være enig i, og hun kunne heller ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet.

”Det tør siges,” tilføjede hun derfor enigt inden hun så på den anden heks igen. ”Og hvor er det du…?” Hun havde måske set hende før, men der var mange afdelinger i ministeriet. Det kunne selvfølgelig også have været på skolen, men hun lignede en der havde gået flere år under Sinéad.

[Maeve Appleton]

Maeve vidste ikke hvem kvinden var, så der var intet fordækt i, at det var gengældt. “Jeg er Callistus Bancrofts sekretær. I Magiske væsner,” svarede hun helt naturligt. “Maeve Rowle.”

Navne var vigtige. For ganske mange.

“Og du er....?”

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad nikkede og smilte høfligt, og nikkede imponeret. Hun vidste hvem Bancroft var, naturligvis, men Rowle var så sandelig heller ikke et ukendt efternavn.

”Sinéad Sykes, i efterretninger og retshåndhævelse” svarede hun tilbage, og tilføjede, ”jeg er auror.” Hun rakte høfligt en slank hånd frem for at hilse ordenligt.

[Maeve Appleton]

Maeve gav hånden til den anden kvinde og nikkede let. Hun kunne ikke alle fuldblodsfamilierne og kunne ikke helt placere Sykes.

“Hvor spændende,” svarede hun og dyppede tæerne med en lille klirren i maven. “Så kender du måske Keeran Appleton? Han er specialstyrketroldmand.”

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad havde netop været til julefrokost i afdelingen, og faktisk siddet ikke så langt fra den mørkhårede specialstyrketroldmand. Ikke at de rigtig havde talt sammen, hverken i aften eller før. Der havde bare ikke været en grund.

Hun sendte et hurtigt blik rundt for at se om hun kunne få øje på kollegaen, ”jeg ved hvem han er.” Svarede hun ærligt med et nysgerrigt blik på kvinden. ”Kender du ham?”

[Maeve Appleton]

Mae smilede ganske tilfreds over konstateringen. Som svar på spørgsmålet, startede hun med at løfte sin end hånd og stritte lidt med ringfingeren, det var beklædt af en nydelig forlovelsesring.

Det var gået vældig hurtigt med Keeran Appleton, men nu havde hun vænnet sig til tingenes tilstand og glødede lidt af lykke.

“Jeg kender ham godt nok til at han gav mig denne her,” konstaterede hun nonchalant.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad så på ringen i både beundring og misundelse. Tom havde ikke givet hende nogen ring. Det var selvfølgelig heller ikke ham der havde arrangeret forlovelsen, men alligevel. Hun ville nu gerne have haft noget at vise frem.

”Åh, den er virkelig smuk…” Bemærkede hun ærligt og kunne næsten ikke få blikket fra den, men fandt nu allivel øjenkontakt med Maee Rowle igen. ”Tillykke med det! Jeg bliver næsten helt misundelig,” tilføjede hun med et smil selvom det ikke var løgn. ”Min forlovede er ikke nået helt så langt endnu, desværre.” Bemærkede hun mest af alt for at nævne ham, og ikke så meget for at skildre med den manglende ring.

[Maeve Appleton]

Mae var ikke for storsindet til at nyde misundelsen fra andre kvinder. Hun smilede bredt og tilfreds, selvom Keeran var ude på sin egen tur rundt til festen. Det var okay. Hun behøvede ikke sidde lårene af ham. Hun vidste hvem han gik hjem med.

“Åh. Ja? Hvem et du forlovet med?” Nysgerrigheden var mere høflighed, men venlig, ikke desto mindre.

[Sinéad L. Yaxley]

Et smil listede ind over hendes læber ved tanken om at sige hans navn. ”Tom Yaxley. Han sidder i afdelingen for intermagiske kooporativer,” tilføjede hun og så lidt efter ham. Hun ville så gerne have lov til at pege ham ud, men han var som sporløst forsvundet.

[Maeve Appleton]

Mae hævede begge bryn. “Ja, Tom? Han er i... Assistentklubben,” svarede hun, imens hun tog en tår af sit glas og succesfuldt maskerede sin forbløffelse. Hun havde været ret overbevist om at han var til noget lidt andet end den nydelige brunette foran hende. Noget en del mere maskulint....

[Sinéad L. Yaxley]

Det var faktisk gået Sinéads næse fuldstændigt forbi, at der fandtes sådan en klub. Men det holdt hun for sig selv, sammen med en bitter følelse over, at det ikke var noget Tom havde fortalt hende.

”Nå ja, selvfølgelig.” Smilede hun i stedet. ”I kender måske hinanden godt?”

[Maeve Appleton]

Maeve trak på skuldrene. “Ikke rigtig,” svarede hun ærligt, selvom hun fornemmede at hun måske vidste lidt mere end Sykes gjorde.

“Er I meget forelskede? Eller er det arrangeret...?”

[Sinéad L. Yaxley]

Det var egentlig et svar der passede hende meget godt. Tanken om at en eller anden kvinde fra en assistentklub skulle have et tættere forhold til Tom end hun selv gjorde, var ikke rigtig en tanke der huede hende voldsomt. Måske var det derfor smilet blev hængende.

”Arrangeret, selvfølgelig. Men vi har været så heldige, virkelig.” Svarede hun og mente det. ”Vi passer perfekt sammen! Hvad med jer?”