En lille verden

[Maeve Appleton]

Maeve tænkte stadig for sig selv at Sykes nok manglede noget mellem benene for at være perfekt for Yaxley, men kunne ikke drømme om at sige det til hende. Måske ville hun observere det overfor Keeran Appleton senere. Hun gemte det i hvert fald væk nu og smilede mildt.

“Så heldigt, når det falder i hak på den måde. Ja, med Keeran og jeg startede det jo med kærlighed. Han er meget handlekraftig, så her er vi nu.”

[Sinéad L. Yaxley]

Et af de slanke bryn rykkede en anelse op ved dén bemærkning, men smilet hang ved og et let underholdt fnys slap ud mellem læberne. Hun var da vidst lidt uhøflig, hende Maeve Rowle, men Sinéad bevarede en venlig facade.

”Det lyder da dejligt for jer. Hvordan er det nu med Appleton? Halvblod?” Spurgte hun og lød mere nysgerrig end dømmende.

[Maeve Appleton]

Maeve var mere ærlig end ubehøvlet, men følte sig til gengæld naglet en smule til væggen af Sykes og bed en smule sammen over spørgsmålet. Hun tog en kontrolleret indånding.

"Jeg dømmer ikke folk på deres ophav," svarede hun med et høfligt smil, selvom noget sydede nedenunder. "Men på deres handlinger og overbevisninger."

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad løftede et bryn over den andens forsvar, der ret åbenlyst var et forsvar trods smilet. Merlin, hun var da vidst lidt nærtagende.

”Selvfølgelig ikke, jeg var bare nysgerrig. Jeg har bare ikke mødt andre med… Vent, han er vel ikke i familie med Gemma Appleton?” Pludselig mindedes hun sovesalskammeratens navneskift.

[Maeve Appleton]

Maeve rynkede panden over forbindelsen, men nikkede, selvom det ikke ligefrem var noget hun havde talt meget om med Keeran Appleton. Hun tog en tår mere af sit glas og så sig lidt rundt efter ham. Men så stillede hun også det spørgsmål hun ellers forsøgte at undgå.

“Hvorfor?”

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad smilte høfligt til den yngre heks, og slog blikket lidt ned mens hun sippede til sit eget glas, inden hun søgte kvindens øjne igen.

”Vi delte sovesal på Hogwarts.” Svarede hun tålmodigt.

[Maeve Appleton]

Ligegyldig information. Maeve betragtede kvinden foran sig i et langt øjeblik, før hun tog en tår mere af sit glas.

“Jaså,” svarede hun blot, som om hun ikke var nysgerrig. “Det var sikkert morsomt.”

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad løftede et bryn, og væbnede sig med tålmodighed. Måske var det fordi Maeve Rowle var en del år yngre, at hun var så pirrelig.

”Så du kender hende altså?” Prøvede hun at fortsætte samtalen, selvom det lokkede mere at efterlade den flabede heks her. Men Sinéad var ordentligt opdraget, hvis hun selv skulle sige det.

[Maeve Appleton]

Maeve forstod ikke hvad det var kvinden forsøgte at sige. Hun rynkede panden en smule og tog en tår mere af sit glas. Så gav hun også sig selv lidt tænketid.

“Ikke så godt endnu, men jeg glæder mig til at lære hende bedre at kende,” svarede hun. Tydeligvis fik hun ikke andet end spydige svar fra Sykes, så hun stillede ikke flere spørgsmål.

[Sinéad L. Yaxley]

Det måtte vel betyde at det var i familie, Gemma og Keeran Appleton. Selvom hun ikke var helt sikker på, hvorfor det var et problem for Maeve Rowle at indrømme.

”Hun er sød.” Bemærkede hun først kort, ”eller det går jeg da ud fra hun stadig er. Vi mistede kontakten efter skolen. Desværre.”

[Maeve Appleton]

Maeves blik gled lidt, men hun nikkede høfligt nok og tog endnu en tår. Med denne hast ville hun snart være beruset.

“Sikke en skam,” svarede hun medfølende, selvom hun dybest set var ligeglad.

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad trak på skuldrene med blikket ubekymret ned i hendes glas et kort øjeblik, før hun så mod Maeve Rowle igen.

”Man kan jo ikke holde kontakten til alle. Tom og jeg gik også på samme årgang, men det er først nu vi har fundet sammen igen.” Tilføjede hun, som om det ikke var deres forældre der havde arrangeret det.

[Maeve Appleton]

Maeves blik gled mere permanent væk og hun tog en tår, imens hun ledte efter en god undskyldning for at gå.

“Jeg tror lige jeg så,” endte hun med at sige, uden at fuldføre sætningen. “Undskyld mig.”

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad himlede diskret med øjnene, men blandede sig ikke i kvindens åbenlyse undskyldning for at forlade samtalen.

”Selvfølgelig,” bemærkede hun bare kort.

[Maeve Appleton]

Maeve kunne ikke se hvorfor nogen af dem skulle ønske at fortsætte den anstrengende samtale. Hun tøvede i hvert fald ikke med at komme væk derfra.

Lukket