Når alting forandres [s]

[Tobias Huxley Holmes]

Børnehuset lå øde hen. Over legepladsen, hvorved Tobias Holmes sad placeret med en cigaret dinglende i mundvigen, var solen rødglødende og på vej ned bag bakketoppene i horisonten. Omkring den ranglede troldmand stod alverdens bænke og borde placeret, og den sorte, kæmpemæssige gril osede stadig efter dagens komsammen, hvor husets børn og forældre havde samlet sig omkring alverdens aktiviteter. Snart var det tid til at lukke ned og låse af – og ikke mindst tage hjem til det hvidkalkede hus, der lå ensomt i det skotske højland.
Tobias havde dog ikke travlt og først efter at have pakket sammen og ryddet op, tog han hjem. Hans skridt langsomme og dovne, men hans sind ved godt mod til trods for… ja, efterhånden det meste.

Meget havde forandret sig igennem den sidste måned. Bethany og Cedric var væk – og også barnet, Tobias nu ikke vidste, om var hans eller ej og som han aldrig ville opfostre. Dertil kom det sig også, at hele det magiske samfund i England var blevet vendt på hovedet for endnu engang, som den amerikanske regering havde trukket sig tilbage til deres hjemland.
Ikke at alting var gået tilbage til, hvordan det var engang. Den magiske verden, som Tobias før havde kendt intimt, var ikke længere genkendelig. Ikke længere, kunne Tobias se sig selv i den og for nu, var det okay.

Som bilen rullede ind på grusstien og huset, Tobias havde kaldt sin hjem i mindre end halvanden måned, tårnede sig velkomment frem, sukkede troldmanden lettet. Da han steg ud, tændte han endnu en cigaret og som han låste døren op og trådte indenfor, væltede gadekrydset begejstret ind i hans favn. Det var umuligt for Tobias ikke at småle, men mere nåede han ikke, for straks mærkede han, hvordan noget syntes forandret.

Med en vant bevægelse fremdrog han den sorte stav fra indersiden af hans ternede skjorteærme og med varsomme skridt, trådte han ind i stuen, hvor en mørkhåret kvinde sad placeret i hans sofa.

”Forhelved”, bandede Tobias lavmælt, som han straks sænkede staven og skar en grimasse. ”Du gav mig et chok.”

Gemma Appleton
D. 30. september.

[Gemma Appleton]

Tingene havde ændret sig, og sikkerhedsnettet var som revet væk under hendes fødder. De havde ikke brug for hende længere. I årevis havde hun arbejdet for de fandens amerikanere, i håb om at de ville belønne hende med noget andet. I stedet var hun blevet forkastet. Nok kunne hun fortsætte sin levevis på anden vis, men informationerne - dén del der fortalte hendes 'funktion' der fortalte hende at hun var mere end bare en krop - var ubrugelig nu.

Hun havde ikke fortalt Keeran Appleton noget som helst. Hun havde... Ikke snakket med ham siden sidst. I stedet havde hun indhyllet sig i ensomheden i dagevis. Forældreløs. Familieløs. Ubrugelig. Det var alle de elementer der slutteligt fik hende til at søge hen hvor hun ikke burde. Mod én som ikke havde fordømt hende.

Da døren åbnedes, trak hun benene mere op til sig i sofaen. Hunden havde utroligt nok taget forholdsvist godt imod hende da hun kom ind. Eller... Hun måtte bestikke den med en godbid eller to, før den havde stoppet med at knurre. Dá, så hun Toby. Ligeledes så hun tryllestaven han pegede mod hende.

"Du bør måske sætte en sikring på susenetværket," bemærkede hun, uden spor af sarkasme.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias fnøs, lige dele moret og forbavset, over Gemmas formaning og instinktivt nikkede han med begge de mørke øjenbryn hævet i en sigende grimasse.
"Det burde jeg jo nok", mumlede han, mere af pligt end noget andet, for chokket var faldet til jorden, ligeså hurtigt som det var opstået. Hvad fanden lavede hun her?

Tobias pakkede staven væk, så den atter lå betryggende mod hans farverige underarm, hvorefter han skridtede hen og åbnede døren til terrassen. Straks fløj det sorte gadekryds ud og henover de grønne enge, hvor de barske bjergkæder tårnede sig op i horisonten.

For blot et øjeblik stod troldmanden og betragtede hunden lege og løbe, før han rømmede sig og dernæst vendte sig mod Gemma. Som hun sad der, var der et eller andet over hende, noget Tobias ikke kunne sætte en finger på, hvad var men tankerne summede alle ivrigt. Og alle konkluderede de, at amerikanernes hjemtog måtte have noget at gøre med de livløse mørkebrune øjne.

Tobias smed cigaretten fra sig ud af den åbne terrassedør, hvorefter han fandt en flaske vin og to glas, han stillede fra sig på bordet. Af uvisse årsager fornemmede han, at det øjensynligt var til deres begges bedste.
Imens Tobias skænkede hende et glas vin, skævede han flygtigt til hende. "Hvad kan jeg gøre for dig, Gemma? Jeg antager... Ja... At du ikke er her for fornøjelsens skyld."

[Gemma Appleton]

De mørke øjne var vendt op mod Tobias, som han gik hen mod terrassen i stilhed. Nervøsiteten satte sig i hendes fingerspidser, og udgjorde at hun knapt nok kunne lade være med at pille ved neglerødderne. Hun skammede sig. Skammede sig over alt det hun havde gjort for ingenting, og over at være troppet op mod Tobias. I det mindste var hun ikke beruset denne gang. Håret var faktisk blevet redt, selvom tøjet var afslappet, og ingen makeup prydede øjenvipper, hud eller læber.

Snart vendte han dog tilbage med en flaske vin og to glas. Hun overvejede at række ud efter sit, men holdt fingrende fra det for nu. Alkohol var hendes last, og hun var bange for at grave sig ned i dråberne.

"Du kan ikke gøre noget for mig," Rettede hun. Hun kom ikke for at søge hjælp fra ham. Nærmere... For at være i nærheden af ham. Han var det eneste der virkede virkeligt i kaosset. "Jeg ved godt, at vi aftalte ikke at være venner, men... Jeg tror det var en forhastet beslutning." Hun lød rent faktisk reel, selvom det var sårbart nok til at hun ikke ønskede at se direkte mod ham, mens hun talte. Det slog hende, at det var selvisk. Måske forsøgte hun virkelig at bruge ham til at få det bedre med sig selv.

Med dén tanke, rakte hun endelig ud mod glasset. "Var det forkert af mig?" spurgte hun sagte, før hun satte læberne mod glassets kant.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias rystede på hovedet og sendte hende et flygtigt men varmt smil henover glasset, før han tog en tiltrængt tår. Det gav ham et øjebliks veltrængt betænkningstid, for selvom han var glad for at se heksen, kunne han ikke ryste den grimme fornemmelse af sig. Noget var ikke, som det burde være.

"Jeg lagde jo ikke min adresse på dit stuebord for sjov", mumlede Tobias, som han lænede sig tilbage i sofaen. Straks fandt hans mørkeblå øjne hendes kønne skikkelse og langsomt lagde han sine fingre om hendes tynde arm, som han gav et kærligt klem. Berøringen var flygtig men ikke mindre sandfærdig af den grund.

Tobias rømmede sig og lagde derefter sine farverige hænder sammenfoldet i hans skød. Han nikkede i samme øjeblik og skar en grimasse af luften, før han svarede: "vi var begge fucking pressede sidst, men nu har tingene ændret sig... Jeg ser ikke hvorfor, vi ikke skulle kunne hænge ud." Prøvende forsøgte Tobias at fange Gemmas blik med sit, alt imens læberne krøllede sig opad i et smil.

"Har du spist? Vil du have noget?"

[Gemma Appleton]

Gemma havde stadig problemer med at vende blikket mod ham. I stedet bevægede øjnene sig lidt tænksomt rundt i rummet, mens hun tog hans ord til sig. Han forsikrede hende velnok om at det hele var okay, men kroppen kunne endnu ikke finde den ro, som hun manglede. Da hans fingre strejfede hendes arm, mærkede hun dog et svagt pust af ro. Han føltes varm. Varmere end hende.

"Jeg er ikke sulten," svarede hun, uden at kommentere på hans sidste bemærkninger. Hun kunne hænge ud med ham - det var hvad han havde fortalt hende. Tanken om at blive smidt på porten af den sidste livline hun havde, ulmede dog stadig i baghovedet et sted "... tak." Skyndte hun sig at tilføje.

Endelig vendtes øjnene mod ham. "Det er et flot sted du har fået."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias så, hvordan Gemma undgik hans blik og instinktivt rynkede han på de mørkebrune øjenbryn. Tøvende og langsomt nikkede han – det var nu ikke fordi, at han selv havde brug for mad. Komsammen i børnehuset havde sørget for ham.
Ikke at det var det, der stred med hans tankestrøm; det var ikke det, som havde sat sig på tværs. Gemma sagde ikke tak. Ikke til ham – og slet ikke nedslået, uden en rebelsk gnist i de mørkebrune øjne, der i den grad lod ham vide, at hendes tak var givet på hendes præmisser.

Langsomt rykkede Tobias tættere på hende og lod sin farverige hånd fæstne sig over hendes egen. For et øjeblik gjorde han intet andet end at betragte hende indgående, men omsider nikkede han langsomt.
”Det ligger fucking godt placeret”, svarede han, som han krævede hendes hånd helt og sammen lagde dem støttende mod hans ene lår. ”Og det er billigt. Stille. Der kommer ingen herude.”

[Gemma Appleton]

Den amerikanske regering havde givet hende en styrke bag sig. Nu, følte Gemma sig temmelig knækket, og det kunne bestemt bemærkes i hendes adfærd. Stærkest var det nok i faktummet, at hun faktisk lod Tobias se det hele. Se hvordan hun ikke forsøgte at dække over udtrykket i sine øjne - eller sandhederne bag et heftigt lag af sarkasme. Det kunne komme igen. Men ikke lige nu.

Ikke når han holdt hende i hånden, og berøringen faktisk trøstede hende. Uden at skænke det en tanke, rykkede hun endda helt tæt på ham, så deres lår var lænet op ad hinanden. Det kunne distrahere hende. Han kunne få hende til at slukke for det hele - det var i hvert fald hendes tankegang.

"Skønt." bemærkede hun, igen uden et snert af sarkasme. Hun satte glasset fra sig, og vendte blikket mod hans. "Selvom jeg nok har ødelagt delen, med at ingen kommer forbi herude." 

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias forsøgte at skjule den lette forbløffelse, der sprang frem og ud af ingen ting, som Gemma rykkede tættere på ham. Det lykkes til dels, for straks lod Tobias deres fingre sammenflettes og uden at vide hvorfor, lagde han sin frie hånd henover hendes, der dog allerede var optaget af hans fingre. Af ham.

Et lavmælt grin forlod ham og han nikkede enstemmigt, hvorefter også han vendte sit blik mod hende. ”Men det kunne være værre. Du er heldigvis til at holde ud i længden”, spøgte han, hvorefter han blinkede til hende og ganske frivilligt lod smilet over læberne blive bredere.
”Desuden har jeg været omringet af små børn de sidste mange uger. Det er rart med lidt… andet selskab”, tilføjede Tobias. Sætningen startede egentlig ud ganske selvsikkert som altid, men blev snart efter tøvende, som smagte troldmanden på ordene. Omsider sluttede den med et grin. ”Du ved forhåbentlig hvad jeg mener.”

[Gemma Appleton]

Gemma spredte de slanke fingre en smule yderligere, så Tobias' kunne finde vej mellem dem. Det virkede intimt, og hun havde absolut ingen ide om hvorvidt det var hvad venner normalt gjorde. Selv ikke venner der 'bare' havde sex. Når de sad så tæt på hinanden, følte hun sig dog ikke komplet fortabt. I stedet kunne hun fokusere på den lette vibration i hans røst, når han talte til hende, eller snertet af spøgefuldhed i hans blik.

"Jeg kan nu også være temmelig uudholdelig," bemærkede hun, som det første hint af oprigtig humor. Selvom det også lød en anelse tragisk-komisk. Tobias' smil hjalp dog på det.

Hans næste bemærkning, fik hende kortvarig til at slippe et muntert fnys. Det var dæmpet og stadig ikke komplet tøjleløst, men hun forsøgte at glemme omverdenen for en stund. "Det gør jeg," bekræftede hun med et nik. "Men det virker da som om du er blevet... glad for at beskæftige dig med dem."

[Tobias Huxley Holmes]

”Og farlig”, tilføjede Tobias prompte, om end ikke mindre spøgende. Han gav hendes hånd et klem, før han lo stille og nikkede. ”Det er faktisk pisse hyggeligt. I den her uge har jeg lavet teater med dem”, begyndte Tobias at fortælle og som ordene begyndte at flyde, lyste de mørkeblå øjne op.
”De gik virkelig ind i det med liv og sjæl. Vi har den her pige, som døjer med at finde legekammerater og hun blev nærmest til et andet menneske, i takt med at vi øvede og malede kulisser og fandt på udklædninger. Hendes mor var også virkelig begejstret. Vi snakkede meget sammen her i dag – børnene skulle opvise det og så var der fællesspisning bagefter!” Tobias sendte hende et bredt smil, hvorefter han tilføjede: ”og de gav den fuld smadder, da de skulle opdigte selve stykket. Vi kom hele vejen rundt. Der var både sørøver, astronauter, drager, prinsesser og, du ved, hvis de missede, hvad de skulle sige, fandt de bare på noget helt nyt!”

Tobias kunne ikke undgå at le over det faktum, men kort efter nikkede han mod naturen udenfor døren. ”Jeg kan vise dig lidt rundt?”

[Gemma Appleton]

Gemma ville normalt ikke lytte så opmærksomt på en fortælling som den der flød over Tobias' læber. Hun var ikke interesseret i børn - måske fordi hendes barndom havde været så rædsom. Han fortalte dog så passioneret omkring det hele, at hun ikke kunne undgå at spidse øre, og bare betragte hvordan hans blik lyste op. Det var mærkværdigt hvor meget han kunne sætte andre før sig selv. For Gemma, var det nærmest counter intuitivt.

Hun smilede til ham, da han blev færdig med at fortælle. "Det lyder som om du er glad for det." bemærkede hun, før hun fulgte hans blik ud af døren han nikkede mod. Skuldrene blev trukket lidt opad. Egentlig, ville hun helst sidde her med ham, men måske gjorde nærheden ham ukomfortabel. Langsomt frigjorde hun sine hænder fra hans, før hun fik stablet sig selv på benene. 

"Sagtens," Blikket strøg lidt rundt, "Du viser bare vej, Holmes." Igen kaldte hun ham efternavnet. Måske kunne det give hende en fornemmelse af normalitet igen.

[Tobias Huxley Holmes]

Det var først da nærheden mellem dem blev brudt, at Tobias indså, hvor intensivt han havde savnet den mørkhårede heks. Og ikke mindst, hvor brændende han ønskede, at lade deres læber mødes.
For nu lod Tobias dog ikke sine, nærmest dyriske behov, komme til udtryk. I stedet fandt han hende en varm jakke, der ikke var langt fra at gå hende til knæene. Han havde grinet en smule af det faktum, imens han også selv havde iklædt sig en sort dynejakke. ”Hvor vi skal hen, får du brug for den”, havde han sagt, med et glimt i øjet, der talte sit tydelige sprog.

Dernæst havde de forladt huset. Tobias havde ikke gidet at låse af, for gadekrydset rendte stadig rundt i det fri. Som de havde spadseret ud over den skotske eng, havde Tobias søgte hendes hånd med sin egen, men kun for et øjeblik, før han hev heksen ind til sig.
For et øjeblik overvejede Tobias, om han kunne kysse hende. Han gjorde det dog ikke, som hans arme langsomt søgte rundt omkring hendes spinkle skikkelse. Havde hun tabt sig? Bemærkede en stemme, hvorefter alle øvrige tittede frem og begyndte at undersøge Gemmas skikkelse. Jovist, noget var ikke, som det burde være og instinktivt vidste Tobias, at der skulle gøres noget. Bare… et eller andet.
Han gav hende ikke megen forberedelsestid. Ikke andet end et drillende, bredt smil, før de forsvandt, efterfulgt af et højt knald der gav genlyd imellem bjergene.

End ikke øjeblikket efter sprang de omfavnende ud af ingen ting, på hvad bedst kunne beskrives som en bred bjergside. Vinden rev i deres skikkelser, som var også den overrasket over det umulige, hvorefter den stilnede af.
Tobias smilede stadig, som han langsomt lod sine hænder falde fra hendes skikkelse og i stedet glide ned til hendes egne bløde. Han spildte ikke tiden og førte Gemma længere op af bjergsiden, til de til sidst nåede bjergets flade top, hvorfra det skotske højland strakte sig imponerende.
Det var tydeligvis til gengængelig også for mugglere, for ved den værste nedstigning ved de stejle bjergsider, stod der beskyttende træstakit. For nu var de dog alene.

Tobias førte Gemma over til stakittet, hvor han stillede sig bag hende og ømt guidede hendes hænder op på det. Han lagde sine egne over hendes, uden at vide om al den berøring var kærkommen eller ej. Hun havde jo sagt, at han intet kunne gøre for hende, men som hendes krop gradvist havde afsløret hende… Ja, han vidste ikke sine levende råd. For nu måtte han bare handle.

”Nogle gange er det godt at stille sig et meget højt sted og så bare stå og kigge lidt, du ved. Så bliver man mindet om, at man er ligeså enestående som man er ubetydelig”, brummede han, med sine læber mod hendes bløde hår og et lille smil i mundvigen.

”Alting bliver godt igen, Gemma. Det har ikke andet valg.”

[Gemma Appleton]

Da Gemma dukkede op i kaminen - omslugt af grønne flammer - havde hun ikke forventet dette. Luften udenfor var kølig mod huden og stak lidt til den sammenbidte underlæbe. Jakken hjalp dog betydeligt, trods dens ærmer var lange, og bestemt ikke smøg sig så tæt om hendes former, som dem hun normalt bar. Normalt ønskede hun at blive set. Oftest, var det kun gennem let påklædning, at hun følte at andres øjne flugtede mod hende. Det var anderledes med Tobias, selvom hun stadig følte sig splittet i mange, kontrastende stykker.

Han havde dog holdt om hende. Nærmest knuget hende til sig, så hun blev opmærksom på hvor smal hun kunne være  hans arme til sammenligning. Og så tog han hende med sig væk... Væk til en bjergside, og hen mod et stakit, som hun snart lagde hænderne mod, med ham bag sig.
Keeran Appleton havde fordømt relationen hun havde til Tobias Holmes. Ligesom han havde fordømt hendes erhverv. Gemma skammede sig over, at det føltes så behageligt at have ham bag sig. Hun kunne mærke hans brystkasse og nærhed mod sin ryg, og måtte anstrenge sig for ikke at læne sig tilbage mod ham.

Så bliver man mindet om, at man er ligeså enestående som man er ubetydelig.
Hun hørte hans ord, men resonerede ikke med dem. Området under dem var utroligt. Noget af det mest fantastiske hun nogensinde havde set, men alligevel formåede hun at se skyggerne i landskabet. Hun var ikke enestående. Kun hvis det betød, at hun stod alene. 

"Hvornår har det nogensinde været godt?" Fik hun spurgt.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias stod og vævede en smule bag hende, til trods for deres nære kontakt. Hun havde ikke søgt ham, som han havde håbet, og for blot et øjeblik følte han sig dum. Måske tilmed naiv på den grimme måde.

Langsomt trak han sig en smule væk fra hende, så han måtte fjerne sine hænder fra deres fæstning omkring hendes. Han svarede ikke med det samme, men lod for et øjeblik vinden være den eneste lyd omkring dem.
"Jeg synes, at det var godt, da vi sad i sofaen. Da vi spillede pool. Da vi så den der film i parken. Da vi lavede mad sammen, dengang hjemme hos mig", sagde han, og kun højt nok til, at Gemma kunne høre det til trods for vinden.

De mørkeblå øjne fandt vej til hendes skikkelse, som han stillede sig ved siden af hende. "Du gør det hele bedre for mig i hvert fald... Ja, bare ved at være her. Det hele bliver lidt nemmere, lidt mindre dramatisk...", tilføjede Tobias dernæst og sandfærdigt, selvom ordene i sig selv var tøvende. Den ranglede troldmand var overbevist om, hvad hendes svar måtte være men hans far havde altid sagt, at sandheden måtte siges uanset. Og det var sandt. Gemma gjorde hans liv bedre.

"Så... Hvad end du går igennem... Jeg er her. Det er vist det, jeg prøver at sige..."